Kastration af grise kan snart være overflødig
Kastration af smågrise kan være en arbejdsgang, der kan skæres bort i grisestalden, hvis det lykkes forskere at udvikle genetiske metoder til at finde de grise, der udvikler ornelugt.

Sådan en lille fyr vil man da helst undgå at kastrere, ikke? (Foto: NeilyImagery)

Sådan en lille fyr vil man da helst undgå at kastrere, ikke? (Foto: NeilyImagery)

Små hangrise, forbrugere med god lugtesans og landmænd kan forhåbentlig snart begynde at glæde sig.

Forskere på Det Jordbrugsviden-skabelige Fakultet, Aarhus Universitet, er gået i gang med at undersøge, om der ad genetikkens vej kan findes en metode til at undgå kastration af smågrise, uden at det medfører den uønskede ornelugt i svinekødet.

Kød fra hangrise kan udvikle den såkaldte ornelugt, hvis hangrisene ikke kastreres. Det er en meget ubehagelig lugt, som fremkommer, når kødet tilberedes, og som ødelægger smagsoplevelsen for forbrugeren.

Der kan nok ikke være uenighed om, at det er mindst ligeså ubehageligt for den lille gris at blive kastreret. Det medfører desuden ekstra arbejde for landmanden at skulle kastrere stort set halvdelen af alle sine grise. Problemet er, hvordan man undgår kastration af smågrise uden at ødelægge den danske produktion af kvalitetssvinekød.

Alternativ til kastration søges

»Gennem tiderne har alternative metoder til kastration været undersøgt, men de er desværre ikke så effektive og gennemtestede som kastration,« siger postdoc Henrik Hornshøj fra Institut for Genetik og Bioteknologi ved Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet.

Han håber nu på at råde bod på problemet gennem et nyt forskningsprojekt, der skal undersøge, om der ad genetikkens vej kan findes en løsning. »Der er stor variation i ornelugt mellem dyrene. Nogle grise kan have et niveau, der gør kødet uspiseligt,« siger Henrik Hornshøj.

Forskerne har fundet det område på grisens kromosomer, der har med ornelugt at gøre. Da udvikling af ornelugt er arveligt, og der er variation mellem grisene, er der begrundet håb om, at der kan gøres noget ved problemet i avlsarbejdet.

Genetisk løsning under lup

Ornelugt i svinekød skyldes ophobning af stofferne skatol og androstenon i fedtvævet. Processen, der regulerer dette, styres af bestemte gener.

Det forskerne vil undersøge er helt præcist hvilke gener det drejer sig om, og hvordan de regulerer processen.

Hvis kastration bliver forbudt i EU, skal der findes en alternativ løsning.

Henrik Hornshøj, postdoc

»På vores fakultet er vi meget langt fremme med hensyn til storskala-teknologi til måling af aktiviteten af gener og proteiner og til håndtering og analyse af de data, der kommer ud af målingerne.«

»Vores mål med dette nye projekt er at undersøge, om der kan findes genetiske markører, som kan udpege de grise, der er i risikozonen for at udvikle ornelugt.«

Kastration kan blive forbudt

Hvis det lykkedes forskerne at finde en eller nogle få gener, der styrer udvikling af ornelugt, kan det komme hangrise og landmænd til gavn.

»Så vil man kunne udvikle et værktøj til at diagnosticere for risikoen for at udvikle ornelugt og udvikle avlsmetoder til at undgå problemet. Jeg forestiller mig, at man kunne tage blodprøver af alle potentielle avlsorner,« forklarer Henrik Hornshøj.

»Hvis kastration bliver forbudt i EU, skal der findes en alternativ løsning,« pointerer han.

Det treårige individuelle postdoc-projekt er støttet af midler fra Det Frie Forskningsråd.

Lavet i samarbejde med Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet.

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.