Jordomsejling blev Darwins gennembrud

Det stod ikke ligefrem i kortene, at Charles Darwin skulle blive en af historiens største videnskabsmænd. I en ofte citeret linje noterede den unge Charles' far, Robert Darwin, fortvivlet, at hans søn »ville blive en skamplet på familien.«

Sønnen var først droppet ud af medicinstudiet og derefter fandt han jurastudiet uendelig kedsommeligt. Først med teologistudiet på Cambridge University fandt han sig til rette, og det var primært, fordi studiet levnede så meget fritid, at han kunne kaste sig over sin virkelige interesse - naturen.

Havde det ikke været for et tilfælde var Charles Darwin formentlig endt som præst i et lille ukendt sogn, hvor man hovedsageligt ville have husket hans sære interesse for regnorm.

På eventyr ved et tilfælde

Ved en tilfældighed får den 22-årige Darwin i 1831 et tilbud om at komme med på et eventyr - en jordomsejling med skibet HMS Beagle.

Darwin skal dybest set være rejseledsager for kaptajn Robert FitzRoy, der ifølge tidens etikette ikke kan sidde til bords med mænd af lavere rang, men skal have en gentlemans selskab.

FitzRoys førstevalg falder fra, og da Darwin anbefales som præst med evner for naturvidenskabelige observationer, accepterer FitzRoy ham. Den meget religiøse kaptajn ser frem til dybe teologiske diskussioner på den lange rejse og desuden bemærker FitzRoy, at formen på Darwins næse vidner om en god karakter.

På sin side lykkes det Charles med sin onkels hjælp at overtale den temmelig modvillige fader til at lade sønnen rejse og oven i købet betale turen.

Overklassevaner pakket sammen

Rejsen bliver både et fantastisk og et strabadserende eventyr for Darwin. Da han går ombord bliver han rystet over, hvor lille skibet er. Darwin skal stuve sine overklassevaner sammen i et beskedent kammer på 3x3 meter, som han oven i købet deler med to andre mænd, en mast og skibets bibliotek! Hans seng er en hængekøje spændt ud over bordet.

»Det lærte mig at holde systematisk orden, der gavnede min videnskabelige karriere,« siger han senere.

Snart efter afrejsen den 27. december 1831 fra Plymouth i England opdager Darwin et meget værre problem - han bliver søsyg, straks Beagle kommer ud på åbent hav og lider faktisk af søsyge på hele turen.

Så hver gang skibet når land, er Darwin første mand fra borde, lykkelig for at kunne udforske landet og geologien.

Ikke mindst det sidste får stor betydning for Darwin. Kort inden afrejsen har FitzRoy givet Darwin det spritnye og banebrydende værk »Principles of Geology« af geologen Charles Lyell.

I bogen gør Lyell rede for, hvordan selve landjorden kan formes af geologiske processer og peger på, at Jorden har eksisteret meget længere end hidtil antaget. Lyell kontaktede FitzRoy og bad ham gøre nye geologiske observationer undervejs og derfor fik Darwin bogen. Lyells idéer gør et stort indtryk på Darwin og sår en første kim for jordens og livets foranderlighed.

Enestående dyre- og planteliv

Ruten fører dem forbi De Kanariske Øer, hvor besætningen til Darwins store fortrydelse må blive ombord pga. en koleraepidemi. Første stop bliver Kap Verde øerne, der også bliver de første af mange øer, hvor Darwin forbløffes over det enestående dyre- og planteliv

Herfra går kursen sydøst over Atlanterhavet til Brasilien, hvor de ankommer i april 1832. Ekspeditionens hovedopgave er at fremstille nye og bedre kort langs Sydamerikas kyst, og da opgaven viser sig at tage tre år, får Darwin rigeligt tid til at gå fra borde og udforske ikke bare kysten, men også landets indre.

I junglen er han lykkelig over de farvestrålende dyr og planter, han ser, som han ikke anede fandtes. Han noterer omhyggeligt sine fund og sender løbende et væld af planter, dyr, forsteninger og mineraler hjem med andre skibe.

Ved Punta Alta i Patagonien finder Darwin et sandt overflødighedshorn af fossiler, som han vender tilbage til flere gange over de næste to år.

Fortidslevnene kan bogstaveligt talt plukkes direkte fra klipperne. Darwin genkender mange af fossilerne som kæmpe former af nulevende dyr og sender bla. et utrolig flot fossil af et dovendyr på størrelse med en elefant hjem (kan ses på Naturhistorisk Museum i London).

Fælles forfader

Blandt gaucho'erne på Argentinas sletter får han serveret »den sydamerikanske struds« rhea'en som gaucho'erne ofte fanger og spiser.

De fortæller Darwin om en anden rhea-art i en nærliggende region, og da han finder den, slår det ham for første gang, at de to arter kunne stamme fra den samme fælles forfader.

Langs Chiles kyst går jordens dramatiske kræfter for alvor op for Darwin. Få dage efter et jordskælv ankommer de til Concepción, hvor hundredvis af bygninger er jævnet med jorden, mange er dræbt og såret, og de geologiske kræfter har løftet hele klippekysten næsten en meter op.

Da Darwin inspicerer kysten, opdager han, at klipperne vidner om tilsvarende begivenheder i fortiden. Det går op for ham, at de store kræfter pludselig kan ændre omstændighederne dramatisk for livet og dermed bane vejen for udvikling af nye arter trinvis og ikke nødvendigvis over mange tusinder af år.

Højt over havet i Andesbjergene finder han yderligere beviser for jordens kræfter i form af forstenede lavlandstræer og muslingebanker, der overbeviser ham om, at bjergene løfter sig langsomt.

Forskellige finker

De i dag så berømmede Galápagosøer når Darwin i september 1835, og igen ser han vidunderlige dyr enestående for øerne: Kæmpe landskildpadder, svømmende øgler og tamme søløver.

Ikonet på hans evolutionsteori, finkerne, gør ikke noget stort indtryk på ham, men derimod bemærker han, at spottedrosler fra forskellige øer var forskellige. Det er først hjemme i England, at han bliver gjort opmærksom på, at finkerne er endnu mere forskellige fra ø til ø.

På den sidste del af rejsen over Stillehavet gør Darwin sin første store opdagelse: Hvordan atoller opstår.

Hidtil mente forskerne, at atoller var udslukte vulkaner, men Darwin studerer koraløernes opbygning og foreslår, at det i virkeligheden er øer, hvor midten er sunket sammen under deres egen vægt. Det var meget kontroversielt i starten men viste sig at holde stik og sikrer Darwin stor anerkendelse.

Darwin er efterhånden så voldsomt plaget af hjemve, at han »afskyr havet og alle skibe, der sejler på det« og da han endelig den 2. oktober 1836 kommer hjem, er han »helt tummelumsk af lykke.«

Omhyggelig forsker

De mange indsamlede genstande, der var kommet i forvejen, havde givet ham et ry som en omhyggelig og dygtig naturforsker og han bliver snart en del af den videnskabelige indercirkel.

En af de første til at opsøge Darwin er den anerkendte Charles Lyell, som bliver Darwins nære ven og allierede.

Darwin deler ud af sine samlinger og opsøger tidens fremmeste eksperter for deres syn på hans fund. Selv anser Darwin sig ikke for et geni, men skriver, at han nok har en særlig evne for at bemærke små detaljer andre nemt overser.

Han holder en række foredrag og fortæller levende om sine oplevelser og fund i bestselleren »Voyage of the Beagle«, der gør ham kendt langt ud over de videnskabelige kredse.

Konen bedre end hunden

Darwin finder livet i London lidt for hektisk og begynder at savne en livsledsager. Efter nøje overvejelser, hvor han bla. noterer sig, at en kone er bedre selskab end en hund, gifter Darwin sig med sin kusine Emma.

De flytter til familiens smukke hus i Down, Kent, får ti børn og lever lykkeligt i hinandens selskab.

Eneste ømme punkt er, at mens Emma er dybt religiøs mister Darwin den sidste rest af tro, da datteren og øjestenen, Annie, dør af sygdom i 1851. Det er stort slag for Darwin og anses for en af de afgørende begivenheder, der endelig får ham til at udgive sin berømte teori.

Da Darwin dør i huset i april 1882 er han en berømt videnskabsmand, der har modtaget masser af hæder for sit botaniske, zoologiske og geologiske arbejde, men aldrig for evolutionsteorien. Den blev først for alvor accepteret mange år senere med den »Moderne Syntese«, som forener Darwins lære med Mendels genetik i 1930-40'erne.

Darwin blev heller ikke adlet, men er dog begravet i West Minster Abbey ved siden Isaac Newton.