Fiskeolie hjælper grise gennem operationer
Grise fik fiskeolie i kosten og kom sig hurtigere efter store operationer. Håbet er, at fiskeolie kan have samme gavnlige effekt på mennesker.

Fiskeolie i fodret giver god appetit; måske også i mennesker. (Foto: Colourbox)

Grise skal huske at indtage fiskeolie før og efter de ryger på operationsbordet. Det hjælper dem igennem det svære forløb efter store operationer, viser ny forskning fra Aarhus Universitet.

Opdagelsen kan få betydning for menneskelige patienter i samme situation.

»Anatomisk og fysiologisk minder grise meget om mennesker. De kan derfor være gode modeller for human forskning,« forklarer Sine Nygaard Langerhuus.

Dyrlæge Sine Nygaard Langerhuus fra Aarhus Universitet har i sit ph.d.-projekt givet grise fiskeolie i kosten og fundet ud af, at det gavner deres restitution efter operationer. Fiskeolien giver grisene bedre appetit, så de taber sig mindre. Og det er vigtigt.

Erfaringer med omega-3-fedtsyrer er for usikre 

En stor risiko ved større operationer er voldsomme betændelsesreaktioner pga. beskadiget væv eller infektioner. Det kan føre til, at vitale organer holder op med at fungere, og patienten risikerer at dø. Der er derfor stor interesse i at patienterne er så stærke som muligt – og her har fiskeolie altså en særligt gavnlig effekt.

Det høje indhold af omega-3-fedtsyrer i fiskeolie menes at kunne dæmpe betændelsesreaktioner gennem en række forskellige virkningsmekanismer på celleniveau.

Tidligere forsøg har vist, at kirurgiske patienter og til dels også intensive patienter reagerer positivt på et tilskud af omega-3-fedtsyrer fra fiskeolie, men det er svært at få stabile resultater. Forskellene på de enkelte patienters sygdomsforløb og livsstile har været svære at kontrollere, og det giver for store usikkerheder, når resultaterne skal vurderes.

Grise inficeret med stafylokokker

84 grise deltog i forsøget, som har været en del af et samarbejde mellem Institut fra Husdyrsvidenskab fra Aarhus Universitet og Viborg Sygehus. De fik alle foretaget det samme kirurgiske indgreb, hvor man fjernede et lille stykke blodåre og erstattede det med et kunstigt rør – en såkaldt karprotese.

Grisen får indopereret en karprotese, som er et lille rør, der erstatter beskadigede blodårer. (Foto: Aarhus Universitet)

Det er almindeligt at indoperere karproteser hos mennesker, der har udposninger eller forsnævringer på blodårer, for at sikre, at blodet kan flyde frit. Ved den type operationer kan der opstå bakterieinfektioner med eksempelvis stafylokker. Derfor fik karproteserne påført stafylokok-bakterier, da de blev opereret ind i grisene, så forskerne kunne undersøge, hvordan grisene reagerede infektionen. 

Hver tredje gris fik fiskeolie som kosttilskud

Grisene blev delt op i tre grupper:

  • Den første gruppe grise fik fiskeolie (rig på omega-3-fedtsyrer)
  • Den anden gruppe fik solsikkeolie (rig på omega-6 fedtsyrer)
  • Den sidste gruppe fik animalsk fedt (rig på mættet fedt)

Gruppen af grise, der havde fået fiskeolie, klarede sig bedre efter operationen. De havde bedre appetit og øffede rundt, som grise nu gør. De så ud til at trives bedre end de grise, der fik solsikkeolie.

Fra andre studier er der erfaring med at grise, der havde fået fiskeolie, var bedre til at bekæmpe betændelsesreaktioner. Det er dog stadig usikkert præcist hvorfor.

»Grise er rimelige hårdføre, så de blev ikke så syge som de patienter der indlægges på intensive afdelinger. Desuden brugte vi unge, sprælske teenagegrise til forsøget, som jo har bedre forudsætninger for at komme sig. Det kan have påvirket vores resultater,« forklarer Sine Nygaard Langerhuus.

Det er derfor svært at vurdere, om effekten er den samme på mennesker. Men resultaterne åbner op for fremtidig forskning, som må afgøre, om fiskeolie har den samme gavnlige effekt på mennesker.

Resultater fra forsøget er offentliggjort i tidsskrifterne British Journal of Nutrition og APMIS.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.





Det sker