Debat om klimamodeller får ny energi
Henrik Svensmarks nye dokumentation for sin klimateori, møder både anerkendelse og kritik fra førende fagfolk i klimadebatten. Debattørerne er dog enige om, at hans artikel er betydningsfuld.

Illustration af kosmisk stråling, der hamrer ned igennem Jordens atmosfære. De kosmiske stråler ioniserer luften, hvorved der dannes aeroloser, der kan producere skyer - ifølge Henrik Svensmarks teori.(Illustration: Mortensenfilm)

»Dette er et stærkt resultat - det her gør det svært at afvise vores hypotese.«

Den klare udmelding kommer fra professor Henrik Svensmark fra DTU Space, som sammen med sit team netop har offentliggjort resultater, der underbygger den klimateori, som han fremsatte for 12 år siden.

Hypotesen siger, at ændringer i solaktiviteten styrer hvor meget kosmisk stråling, der kommer ind i Jordens atmosfære, hvilket igen bestemmer, hvor mange lavtliggende skyer, der dannes. Da skyer virker afkølende, har de en stor indvirkning på Jordens klima.

Hypotesen har hidtil haft et barskt liv og har været kastebold i en heftig klimadebat herhjemme såvel som i udlandet. Årsagen er, at den stiller spørgsmålstegn ved forestillingen om, at stort set hele den globale opvarmning er menneskeskabt på grund af udslip af drivhusgassen CO2.

De to teorier udelukker i og for sig ikke hinanden. Men hvis det viser sig, at der er hold i Henrik Svensmarks teori, må den i et eller andet omfang inddrages i de eksisterende klimamodeller. Det kræver imidlertid, at CO2-hypotesen må afgive i hvert fald en smule af sin magt.

Men det har fortalerne for CO2-hypotesen indtil videre afvist, fordi der efter deres overbevisning mangler dokumentation for, at Henrik Svensmarks mekanisme virkelig spiller en rolle.

'Resultater et udtryk for vejrstøj'

Èn af de skeptikere, der kommer på banen næsten hver gang Henrik Svensmark har præsenteret nye resultater, er professor i meteorologi Eigil Kaas fra Københavns Universitet, som også bestrider rollen som forskningsleder ved Danmarks Klimacenter på DMI.

Normalt plejer han ikke at lægge fingrene imellem, når han kritiserer Henrik Svensmarks hypotese og konklusioner. Også denne gang er han skeptisk, men lytter man efter, fornemmer man alligevel en lille opblødning.

»Mit hovedindtryk af artiklen er, at den er meget interessant. Jeg synes faktisk, at artiklen er vigtig. Men der er forskellige ting ved resultaterne, der gør, at jeg ikke føler mig helt overbevist om, at det har så stor en effekt på klimaet, som Henrik Svensmark og hans team påstår,« siger han.

Efter at brugt en formiddag på at læse artiklen igennem og kaste et blik på dens mange data og kurver, mener Eigil Kaas blandt andet for, at Henrik Svensmarks resultater kan være et udtryk for 'vejrets luner' i stedet for at være en konsekvens af variationer i den kosmiske stråling (se boks nedenfor).

'Effekten er stor'

Videnskab.dk har også snakket med professor i astrofysik Nir Shaviv fra Racah Institute of Physics of the Hebrew University of Jerusalem.

Nir Shaviv har brugt hele sit forskerliv på at studere koblingen mellem Solens aktivitet og klimaet på Jorden og har derfor også fulgt nøje med i de forskellige forskergruppers studier.

Han er helt enig med Eigil Kaas i, at man skal passe på med vejrstøj, fordi vejret ændrer sig minut for minut.

Henrik Svensmark spejler sig i sit skykammer, der oprindeligt førte ham på sporet af mekanismen bag, hvordan den kosmiske stråling danner skyer. (Foto: DTU Space)

Men Nir Shaviv har også læst Svensmarks netop offentliggjorte artikel igennem og mener, at resultaterne taler for sig selv.

»Effekten er kvantitativt meget stor, og den eneste konsistente hypotese, der kan forklare den, er, at solaktiviteten via den kosmiske stråling påvirker klimaet igennem variationer i skydækket,« siger han. (se uddybning i boksen nederst på siden).

Kan ikke forklare global opvarmning

Selv om Eigil Kaas ikke føler sig overbevist af Svensmarks målinger, så vil han ikke afvise, at der er en kobling. Men det ligger ham på sinde at understrege, at hypotesen på ingen måde kan redegøre for den nuværende globale opvarmning.

Hvis den globale opvarmning, som vi har set igennem de sidste 150 år, skulle være forklaret ud fra en aftagende kosmisk stråling, så ville man se en tilsvarende trend i den kosmiske stråling. Og det kan man ikke, argumenterer han.

Han henviser til, at den kosmiske stråling har været aftagende op til 1950, hvorefter den bare har været varierende. Kiggede man alene på energieffekten fra den kosmiske ståling ville man ikke få en øget global opvarmning efter 1950, hvilket jo ikke stemmer overens med virkeligheden.

Fakta

VIDSTE DU

Solens udstråling er den totale mængde energi, der udsendes af Solen per tidsenhed. Solens aktivitet er derimod et udtryk for, hvor kraftigt dens magnetfelt er. Hvis magnetfeltet er stærkt, er Solen meget aktiv så der er mange solpletter på Solens overflade.

»Det er tankevækkende, at man kan få den rigtige opvarmning ved udelukkende at bruge CO2-hypotesen. Man har altså ikke brug for den kosmiske stråling for at få temperaturkurverne til at stemme,« siger han.

Men det argument køber Henrik Svensmark ikke. For det, at man kan justere klimamodeller, så de passer nogenlunde med temperaturudviklingen, er ingen garanti for, at det har ret meget med virkeligheden at gøre, siger han. Han går endda så vidt som til at sige, at der er en elendig overensstemmelse mellem modellernes verden og den virkelige verden, hvis man undersøger det lidt nøjere.

»Der er ingen grund til at have stor respekt for klimamodeller. Tænk på finanskrisen vi nu gennemlever. Nogle banker havde op til 4000 risiko-analytikere ansat, nogle af de bedste hoveder på planeten, men ingen af dem forudsagde krisen. Stoler vi blindt på økonomiske modeller? Nej,« siger han.

Han gør opmærksom på, at temperaturen og energimængden i havene inden for de seneste år er faldet og undrer sig over hvorfor. Der er ingen klimamodeller, der har forudsagt, at den globale opvarmning skulle være stoppet og gået den anden vej. Men det passer fint med Solens aftagende aktivitet.

Astrofysiker Nir Shaviv er blevet kendt for sin teori om, at Jordens klima ændres i takt med at Jorden og resten af solsystemet kredser rundt om centret af vores galakse, Mælkevejen. (Foto: NASA)

Umiddelbart ser Eigil Kaas nu ingen grund til at ændre på de nuværende klimamodeller, selv om han medgiver, at Solens påvirkning af klimaet måske endnu ikke er forstået.

»Jeg mener ikke, vi har en afklaring på, hvor effektfuld en eventuel indirekte solpåvirkning via kosmisk stråling er. Men hvis den eksisterer som foreslået, burde det faktisk allerede nu være muligt at indbygge den i klimamodeller,« siger han.

Kaas foreslår samarbejde

Eigil Kaas føler sig dog endnu ikke overbevist af Henrik Svensmarks resultater og mener, at der er en del mere man kan gøre for at kaste lys over mekanismens eksistens.

»Begge emner ville egne sig for samarbejde, og det vil jeg gerne medvirke til. F.eks. som et samarbejde om ph.d.-studerende,« siger han.

Henrik Svensmark afviser dog, at man længere kan stille noget som helst spørgsmålstegn ved, at variationer i Solens aktivitet har en stor indflydelse på Jordens klima.

Jeg synes faktisk, at artiklen er vigtig. Men der er forskellige ting ved resultaterne, der gør, at jeg ikke føler mig helt overbevist om, at det har så stor en effekt på klimaet, som Henrik Svensmark og hans team påstår

Eigil Kaas

Og her bakkes han op af lektor i astrofysik Hans Kjeldsen fra Aarhus Universitet. Han mener at artiklens hovedresultater viser, hvor vigtigt det er at få Henrik Svensmarks arbejde inkluderet seriøst i klimamodellerne på linje med andre effekter.

Derudover gælder det om at få undersøgt under hvilke forudsætninger og på hvilke tidspunkter, de forskellige kræfter spiller en afgørende rolle.

»Artiklen fra Svensmarks team bekræfter, at sammenhængen mellem aktivitet og skyer er, som han har beskrevet i sine teorier og modeller. Det giver derfor anledning til at hæfte større lid til hans idé om, at vi også på længere tidsskalaer skal forvente, at sammenhængen er reel.«

Hans Kjeldsen understreger dog, at vi endnu ikke ved, hvor stor effekten reelt er:

»Hvor stor effekten af den kosmiske stråling er sammenlignet med andre effekter, må de detaljerede modelberegninger kunne vise. Der er således slet ikke i dette arbejde ført bevis for at CO2 spiller en mindre rolle end den kosmiske stråling, da artiklen primært handler om at dokumenterer at der er en effekt,« slutter han.

Det diskuterer de: vejrstøj eller ej?

Eigil Kaas er bl.a. bange for, at Henrik Svensmarks resultater kan være et udtryk for 'vejrets luner' i stedet for at være en konsekvens af variationer i den kosmiske stråling.

Han henviser til et norsk studium afsluttet i 2008 under ledelse af professor i meteorologi Jón Egill Kristjánsson. Teamet undersøgte, om der var en kobling mellem udbrud på Solen, (Coronal Mass Ejection), og en reduktion i mængden af kosmisk stråling i atmosfæren (Forbush-dyk), efterfulgt af et fald i dannelsen af skyer på Jorden.

Svensmarks gruppe har studeret præcis den samme kobling, bortset fra, at det norske team studerede 22 store og små Forbush-dyk, mens Svensmarks team valgte at udforske de 13 kraftigste dyk.

Henrik Svensmark observerer en klar kobling for alle sine 13 tilfælde.

Det norske forskerhold ser også en sammenhæng for de kraftige dyk, men ikke noget, når de ser på alle dyk på én gang. Det får dem til at konkludere, at sammenhængen for de stærke dyk er en tilfældighed og skyldes variationer i vejret, såkaldt 'vejrstøj'.

»Det, der er bekymrende er, at man med en lille smule anderledes data får et resultat, der er stik modsat. Vejrstøjen giver en hel masse variationer i skyparametre, så selv om det ser besnærende ud, så skal man passe meget på med, hvad man konkluderer,« siger Eigil Kaas.

Videnskab.dk har spurgt professor i astrofysik Nir Shaviv fra Racah Institute of Physics of the Hebrew University of Jerusalem, om der er hold i Eigil Kaas' bekymring.

»Resultaterne fra begge grupper er korrekte. Men den måde, som Kristjiansson og hans kolleger har lavet deres analyser på, gør det meget sværere for dem at se et klart signal, så derfor tror de, at der ikke er noget,« siger han.

Han er helt enig med Eigil Kaas i, at man skal passe på med vejrstøj, fordi vejret ændrer sig minut for minut.

Da Forbush-dykkene kun varer i nogle få dage, vil der være en masse naturlige variationer, der camouflerer det egentlige signal, og for overhovedet at se signalet, er man nødt til at fjerne støjen ved at midle over mange dyk.

Men det er en balancegang, for medtager man for svage dyk, hvor støjen for alvor spiller med musklerne, drukner signalet. Her har Henrik Svensmark netop gjort et stort stykke arbejde med at esitmere, hvor stærke dykkene skal være, for at man vil kunne se et signal, fortæller han.

Endnu værre er det, at Kristjiansson og hans kolleger kun har kigget på en begrænset del af atmosfæren over havene for at få et mere ´rent signal´.

Men derved skyder de faktisk sig selv i foden ved at støjsignalet får endnu mere at skulle have sagt, siger han. Det problem har Henrik Svensmark undgået ved at bruge globale data over hav og land, mener den israelske professor. 

Ugens Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.