Dansk forsker er skeptisk over for ny planet i solsystemet
Nyt studie viser, at der i vores solsystem må gemme sig en niende planet, der er langt større end Jorden, på den anden side af Pluto. Dansk forsker vil se billeder, før han er overbevist.

Amerikanske forskere har regnet sig frem til, at der må være en niende planet i vores solsystem. Planeten er næsten lige så stor som Neptun, der er den fjerdestørste planet, som kredser rundt om Solen.

Planeten skulle befinde sig i det iskolde Kuiper-bælte meget længere ude end Pluto. I studiet, som netop er udkommet i det videnskabelige tidsskrift Astronomical Journal, har forskerne lavet beregninger på de omkringliggende objekters bevægelser og fundet ud af, at der må befinde sig en stor planet derude.

Men dansk forsker er skeptisk.

»Jeg tror ikke, der er en planet på størrelse med Neptun derude. Den er simpelthen for stor til, at jeg har svært ved at se, hvordan vi ikke skulle have fundet den allerede. Man skal dog aldrig sige aldrig,« siger Christoffer Karoff, der er postdoc ved Institut for Fysik og Astronomi ved Aarhus Universitet.

Du kan se mere om, hvor forskerne mener, at planeten befinder sig, i ScienceMags flotte video øverst i artiklen.

Planeten kan være så kold, at den ikke reflekterer synligt lys

De amerikanske forskere har regnet sig frem til, at den nye planet har en elliptisk bane omkring Solen, som, når den er tættest på, stadig er over 200 gange længere væk fra Solen, end Jorden er.

Beregningerne stammer fra en computer, der har sammenholdt bevægelser fra de legemer, vi allerede kender i Kuiper-bæltet.

Ifølge Christoffer Karoff har forskerne brugt den rigtige metode til at regne sig frem til planeten, og der kan være grunde til, at den kan være sværere at se end andre planeter, men det er alligevel ikke nok til at overbevise ham helt.

»Alle objekter med en temperatur over det absolutte nulpunkt udsender lys. Solen udsender synligt lys, og vi mennesker udsender infrarødt lys. En eventuel Neptun-størrelse planet i Kuiper-bæltet ville også udsende infrarødt lys, så man skulle stadig kunne se den, selvom den ikke reflekterer lys,« siger han.

»Vi har skudt vores modeller for planetsystemer sønder og sammen«

Forskerne fra California Institute of Technology i Californien, USA, indrømmer selv, at det kan være svært at tro på nyheden.

Hvis den niende planet findes, befinder den sig så langt ude i solsystemet, at det tager den mellem 10.000-20.000 år at nå rundt om Solen.(Illustr: Caltech/R. Hurt (IPAC))

»Hvis jeg læste det her studie helt ud af det blå, ville jeg synes, det lød helt skørt, men hvis du kigger på beviserne og statistikken, så er det svært at komme frem til en anden konklusion,« siger Mike Brown, der er en af astronomerne bag studiet, til Nature.com.

Selvom det ifølge Christoffer Karoff lyder usandsynligt, vil han dog heller ikke helt afvise idéen om en stor planet på den anden side af Pluto.

»For ti år siden havde vi hurtigt og kategorisk afvist sådan en påstand, men de seneste ti år er vi blevet mere ydmyge. Det skyldes primært de flere tusinde planeter, vi har fundet omkring andre stjerner, som har vist os, at universet kan se meget anderledes ud, end det vi kender fra solsystemet. De sidste mange år er vores modeller for planetsystemer simpelthen blevet skudt sønder og sammen,« siger han.

Og der er faktisk mulighed for, at vi finder et billede af planeten, hvis vi kigger langt nok tilbage i arkivet, mener Christoffer Karoff.

»Planeten kan have været tættere på Solen tidligere i løbet af dens bane, og derfor kan vi måske finde den, hvis vi kigger i det historiske arkiv. Men jeg vil se billeder, før jeg tror på det,« slutter Christoffer Karoff.

"Planeten" kan ændre definitionerne på, hvad en planet er

Christoffer Karoff påpeger i øvrigt, at hvis vi finder et billede af planeten i morgen, så passer den faktisk ikke ind i den nuværende definition af, hvad en planet er.

»Sådan som definitionerne er nu, vil den her niende planet faktisk ikke kvalificere sig som en planet. Men hvis den virkelig findes, er det ikke usandsynligt, at vi vil lave definitionerne om,« siger han.

Ifølge den Internationale Astronomiske Union (IAU), skal en planet nemlig opfylde tre bestemte kriterer:

  1. Den skal have en bane om Solen.
  2. Den skal være hypostatisk rund.
  3. Den skal have en bane renset for andre objekter.

»Planeten har en bane om solen, og den er også så stor, at den er rund, men når den bevæger sig gennem Kuiper-bæltet, kan den ikke have en ren bane, « siger Christoffer Karoff.

Ifølge Christoffer Karoff minder situationen lidt om asteroiden Ceres, der lever op til de samme krav. Han mener dog alligevel, at denne nye »planet«, er så stor, at definitionerne må laves om, hvis vi finder den.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.