Klimaforskerne har malet et dystert billede af kødets skyggeside:
Når vi tygger os igennem en stor bøf, bidrager vi til den globale opvarmning.
Groft sagt er konsekvensen af vores kødspiseri, at vores børnebørn har større risiko for at vokse op i en verden med flere oversvømmelser, tørke og fødevarekriser.
Derfor kunne man have forventet en ensidig moralprædiken, da Etisk Råd for nylig afholdt debatmøde.
To forskere med speciale i bioetik sad bag mikrofonerne for at besvare spørgsmålet: »Hvor klimavenligt skal vi spise?«
Kødspiseren: Store bøffer giver meningsfuldt samvær
Tilhørerne i KafCaféen midt i København fik dog hurtigt fornemmelsen af, at den verbale boksekamp ikke ville blive afgjort i første runde, da lektor Morten Dige fra Afdeling for Filosofi ved Aarhus Universitet leverede det indledende stød.
»Når jeg er færdig med arrangementet her, så har jeg aftalt med en god ven, at vi skal hen på Gourmandiet. Det er et sted, hvor man efter sigende serverer det bedste oksekød her i landet. De har to størrelser af bøffer der: Store bøffer og meget store bøffer,« begyndte Morten Dige således.
»Det er det, vi forstår ved meningsfuldt samvær. Det er det, vi forstår ved en afstressende og meditativ aktivitet. Det er det, vi forstår ved at bekende sig til værdien af det gode måltid, den ædle slagtermesterkunst og den form for gastronomisk kreativitet, der har skænket os sauce bearnaise,« sagde han.
»Og nu vil Mickey Gjerris så måske hævde, at det at skulle opgive det trods alt er en mindre omkostning i forhold til at redde klimaet. Men hvad ved sådan en vegetar egentlig om det?« spurgte Morten Dige sin meddebattør Mickey Gjerris, der straks gik til forsvar for sin vegetariske livsstil.
Kødspiseren: Ikke min opgave at redde Fiji
»Rigtige mænd spiser kikærter,« svarede Mickey Gjerris, lektor i bioetik ved Københavns Universitet, og tilføjede, at hans børn så frem til at spise falafler til aftensmad.
De to forskere blev hurtigt enige om, at det ville gavne klimaet, hvis alle spiste mere grønt og mindre kød.
Men hvor Mickey Gjerris mente, at hver enkelt derfor måtte tage ansvar ved middagsbordet for at forhindre, at lande som Fiji bliver oversvømmet, så var Morten Dige uenig i, at det betød, at det var hans personlige pligt at skære ned på sit kødforbrug.
»Det er ikke min opgave at redde Fiji-beboerne. Man kan godt sige, at det har som resultat, at de bliver dårligere stillet. Men måden, jeg påvirker dem på, er meget fjern, og man kan simpelthen ikke forlange af mennesker, at de skal tænke konsekvenserne ud i yderste led af, hvad de går rundt og gør,« sagde Morten Dige.
\ Læs mere
Vegetaren: Egoistisk satan
Morten Dige argumenterede for, at det kun var dem, som blev mere direkte påvirket af hans handlinger, der havde krav på, at han ikke gjorde dem ondt.
Fiji-øernes problemer med et overophedet klima om hundrede år virkede for fjerne for ham på denne kolde, danske efterårsdag. Men sådan en grænse for ansvar mente Mickey Gjerris ikke, at man kan trække.
»Hvis du ved, at det, du spiser, har en skadelig effekt på den klode, du bor på, og de mennesker, der bor på den, så skal du da være noget af en egoistisk satan for bare at kunne lukke øjnene og sige ‘jeg synes bare, at det smager godt’,« udbrød Mickey Gjerris.
Kødspiseren: Politikernes ansvar at redde verden
»Problemet er jo bare, at det ikke stopper med mit kødspiseri,« svarede Morten Dige.
»Man kan jo blive ved. Der er ingen ende på alt det, jeg kunne gøre for at gøre verden et bedre sted, og på et tidspunkt begynder mit liv simpelthen at disintegrere.«
Du skal da være noget af en egoistisk satan for bare at kunne lukke øjnene og sige ‘jeg synes bare, at det smager godt’.
Mickey Gjerris
I stedet for at han som enkeltperson konstant skulle gå og kalkulere på den yderste konsekvens af alle hans handlinger, forklarede han, at »det der med at gå rundt og redde verden, det har vi regeringen til«. »Hvis der er nogle pligter, vi er nødt til at leve op til i forhold til at skære ned på kødforbruget, så er det nødvendigvis en politisk opgave.«
»Så må man lægge skat på de former for kød, som er særligt problematiske, så det bliver dyrt nok til, at vi får begrænset forbruget, for så har jeg stadig lov til at prioritere, som jeg selv finder for godt,« sagde Morten Dige.
Vegetaren: Gå ud og vis et eksempel
Mickey Gjerris indrømmede, at kloden ikke bliver køligere af, at han som ene mand spiser kikærter i stedet for koteletter. Men omvendt synes han ikke, at man bare kan læne sig tilbage og tørre ansvaret af på politikerne.
»I øjeblikket, hvor vi har en regering, der i hvert fald ikke har tænkt sig at gøre noget ved lige præcis det her problem, så bliver du nødt til at gå ud og arbejde for at få en anden regering, der skal gøre det,« sagde Mickey Gjerris og fortsatte:
»Det, synes jeg, er svært at gøre, hvis man sidder og tygger på oksekød imens. Der må man have en eller anden form for sammenhæng i sit liv. Jeg tror, at man bliver nødt til at gå ud og vise et eksempel, hvis folk skal tro på én, for ellers bliver det da en lidt hul kampagne, man skal ud at føre.«
Enighed: Behov for debat og fælles løsninger
Selvom de to etikere ikke kunne forsones om, hvorvidt hver enkelt har pligt til at spise klimavenligt, var de dog enige om næste skridt:
»Som borgere skal vi finde ud af, hvad for et samfund vi vil have. Har vi lyst til at være et samfund, der prøver at være med til til at løse de problemer, som de har nu på Fiji-øerne, eller har vi lyst til at være et samfund, der siger ‘det er ikke vores sag’?« sagde Mickey Gjerris og sluttede:
»Det er et borgerspørgsmål, som vi skal gå ind og diskutere politisk og finde nogle fælles løsninger på. Det er ikke noget, vi skal stå nede i supermarkedet lørdag eftermiddag og tage stilling til. Der skal vi sørge for, at der er et udbud, som er bæredygtigt og fornuftigt.«
