Ægget blev dinosaurernes endeligt
Dinosaurer begyndte som bittesmå, nyudklækkede babyer og endte som giganter. Det var begyndelse på enden for kæmperne.

På grund af ægget begyndte dinosaurerne livet som bittesmå, men fordi babyerne måtte konkurrere med de voksne om maden, blev arterne større og større for hver generation. Til slut blev det dinosaurernes endeligt. (Illustration: Julius Csotonyi)

Selv om dinosaurerne var gigantiske – de største kunne veje over 100 ton – var deres babyer bittesmå.

Grunden er enkel: Dinosaurerne lagde æg, og der er en absolut grænse for, hvor stor et æg kan blive.

Embryoet inde i ægget skal nemlig have luft gennem skallen, men jo større et æg bliver, jo tykkere er skallen. Derfor findes der en maksimalstørrelse – bliver ægget for stort, slipper der for lidt oxygen ind, og ungen dør.

Et nyt studie, publiceret i tidsskriftet Biology Letters, hævder nu, at den begrænsning var udgangspunktet for dinosaurernes endeligt: dinoerne tabte terræn til pattedyrene og uddøde for omkring 65 millioner år siden.

Voksende kæmper fortrængte voksne smådinosaurer

Tag for eksempel forskellen mellem en afrikansk elefants baby og en planteædende dinosaurs baby af tilsvarende størrelse:

Elefantbabyens mor er cirka 22 gange større end sin unge, når den bliver født. Det er ingenting sammenlignet med størrelsesforskellen mellem en babydino og en voksendino. Der er babyens mor 2.500 gange større.

Dermed skulle dinosaurbabyen vokse meget mere end elefantbabyen på vejen mod voksenlivet.

Elefanten, som drikker mælk af moren, begynder desuden ikke at konkurrere om ressourcerne i sin økologiske niche, før den er omtrent lige så stor som forældrene. Dinosaurbabyer begyndte derimod at spise den samme føde som voksne dinosaurer i det øjeblik, de hoppede ud af ægget.

Konkurrenterne var  ikke forældrene og slægtninge af samme art – det var mere voksne dinosaurer af lille og mellemstor størrelse.

Små og mellemstore dinosaurer forsvandt

For små og mellemstore dinosaurer var det ikke rationelt både at konkurrere mod voksne individer af egen art og oveni konkurrere mod alle de andre dinosaurarters unger. Løsningen blev at vokse sig stadig større.

Er du størst, bliver du nemlig helt alene om maden og de andre ressourcer i den niche, som kun kan udnyttes af giganter.

Da asteroiden ramte og gjorde livet svært for de tunge dinosaurer, fandtes der kun nogle få smådinoer, som kunne tage over, efter at kæmperne uddøde. Derimod stod pattedyrene helt klar, og derfor er vi her i dag. (Illustration: Don Davies/NASA)

Zoologen Daryl Codron fra University of Zürich har udviklet en datamodel, som viser konsekvensen af dinosaurernes enorme størrelsesændring gennem livet. Resultatet var ganske enkelt, at små og mellemstore dinosaurer enten voksede sig større for at slippe for små plageånder – eller de døde ud.

»En oversigt over kropsstørrelsen for alle dinosaurarter, inklusiv fugle, viser, at der fandtes meget få arter, hvor det voksne individ vejede mellem to og 60 kilo,« siger Daryl Codron i en pressemeddelelse fra universitetet.

Asteroide dræbte kæmperne

Så ramte katastrofen:

Sandsynligvis smadrede en asteroide ned i jorden for cirka 65 millioner år siden. Mange døde i sammenstødet, og endnu flere i de brande og den sure regn, som hærgede i tiden efter kollisionen. Asteroiden kastede sandsynligvis desuden et støvlag, som skyggede for solen, hvilket resulterede i mangel på mad.

Dette var imidlertid særligt slemt for megastore dinosaurer.

På grund af deres størrelse, var de store dinosaurer afhængige af store leveområder og enorme mængder mad, og de havde kun en lille mulighed for at søge ly fra naturens hærgen.

Ifølge Daryl Codron blev de allerfleste arter med en voksen størrelse på mellem 10 og 25 kilo udryddet efter asteroidekollisionen. Det gjaldt både pattedyr og dinosaurer, men blandt pattedyrene fandtes der desuden mange, mindre arter.

Disse smådyr overlevede, og det sikrede pattedyrenes dominans i den nye verden.

Fugle strøg i luften og overlevede

Havde der været flere små og mellemstore dinosaurer, ville de måske også have klaret sig gennem krisetiden på samme måde som de små pattedyr. Men sådan som historien rent faktisk endte, var der kun én gruppe, der klarede sig: Fuglene.

»Fuglene havde erobret en helt ny niche, luften, og de undgik derfor at vokse sig så store, som de landbundne dinosaurer. Det garanterede deres overlevelse frem til i dag,« mener Daryl Codron.

© forskning.no Oversættelse: Julie M. Ingemansson

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.