Traditionel forståelse af børn, som er vidner til vold i familien, placerer barnet som et passivt offer. Sådan placerer de ofte ikke sig selv.
Dette er kommet frem i en artikel i tidsskriftet Child and Family Social Work. Forsker ved Nasjonalt kunnskapssenter om vold og traumatisk stress i Norge, NKVTS, Caroline Øverlien, har interviewet 25 børn, som alle har søgt tilflugt på et krisecenter sammen med deres mor, om deres oplevelser af volden derhjemme.
»Hvis man tør stille barnet åbne spørgsmål, og lytter til barnets egen vurdering af sin rolle, kan der komme narrativer frem, altså fortællinger, som kan give et anderledes billede af situationen,« siger Caroline Øverlien.
»Alle børn jeg snakkede med, ser sig selv som helt centrale aktører under voldsepisoderne. Det er i kontrast til, hvordan vi voksne oftest plejer at opfatte børnene,« siger Caroline Øverlien.
Traditionel forståelse bliver udfordret af interview
»I børnenes fortællinger er det dem, der er hovedpersonen. De forholder sig til en voldsom, skræmmende far og tager forskellige strategier i brug for at dæmpe eller afværge situationen.«
»Fortællingerne giver grund til at stille spørgsmål ved den traditionelle forståelse af parternes rolle i familievoldssager og understreger den komplekse dynamik i familier, som lever med vold,« siger Carolina Øverlien.
Børn forstår ikke, hvorfor faderen er voldelig
Analysen af børnenes fortællinger viser også, at de færreste af børnene forstår, hvorfor faren er voldelig, ifølge Carolina Øverlien.
»Både fra et psykologisk og udviklingsmæssigt ståsted bliver det anset som vigtigt, at børn får lov til at fortælle om potentielt traumatiserende oplevelser.«
»Sådanne narrativer er med til at skabe mening for børnene og bidrager til at opbygge deres egen identitet,« siger hun.
Børnene frygter deres far
Forskeren mener, at det er vigtigt at se børns fortælling som et hele og spørge sig selv: Hvorfor fortæller børn, som de gør? Hvordan positioneres de forskellige aktører? Hvad er pointen i deres narrativer?
»De fleste børn fortæller om dramatiske situationer, og alle beskriver faren som meget, meget farlig. Det er, som om de føler, at de skal overbevise tilhøreren om, at dette virkelig sker, og at deres far er farlig,« siger Carolina Øverlien.
Nogle gange beskrives faren også som tåbelig og svag. Nogle af børnene har ikke længere respekt for ham, men er alligevel bange.
Mødrene er ofte passive i børnenes fortællinger og har kun undtagelsesvist en rolle som central aktør, ifølge Carolina Øverliens analyser.
Lyt til barnet og stil direkte spørgsmål
Alle voksne kan komme i kontakt med børn, som har været udsat for familievold.
Både ’den gode nabo’, læreren og psykologen kan møde børn, som forsøger at fortælle dem noget om deres situation.
Så er det vigtigt at opfordre barnet til at fortælle og at høre på barnets version, som kan være vigtig information til den, som skal hjælpe, opfordrer Carolina Øverlien.
»Det er vigtigere at få barnets oplevelse af situationen frem, end det eksakte hændelsesforløb, som er en efterforskningsopgave. Mange af disse børn er vant til ikke at blive troet, eller de tør ikke fortælle.«
»Når børn oplever at få respons på deres handlinger under voldsepisoden, når de bliver set som aktører, bekræftes de som handlende personer, og det styrker barnet. Giv positiv tilbagemelding på deres handlinger, det vokser børn af,« siger Carolina Øverlien.
© forskning.no Oversættelse: Julie M. Ingemansson
