En kæmpe by fra det ældgamle Maya-samfund, er blevet opdaget ved hjælp af laserteknologi. Byen har ligget gemt i en jungle i Guatemala i mere end 1.500 år.
Det skriver BBC om et nyt projekt, som forskere fra USA og Guatemala har medvirket i.
Ved hjælp af laserteknologien kunne forskerne afsløre mere end 60.000 ruiner af blandt andet huse, pyramider, forsvarsanlæg, grøfter og vandingssystemer i det nordlige Péten i Guatemala.
Opdagelsen har fået forskerne til at konkludere, at området har huset mange millioner flere mennesker, end hvad arkæologer hidtil har troet, skriver BBC.
\ Læs mere
Den avancerede laser-teknologi fungerer ved, at forskerne flyver ind over jungleområdet og skyder millioner af laserstråler mod jordoverfladen. Strålerne bliver herefter kastet tilbage til helikopteren, hvorved forskerne kan måle afstanden til jordoverfladen.
I videoen herunder kan du se, hvordan forskerne har brugt målingerne af landsskabstrukturen til at simulere Maya-byen, der spænder over 2.100 kvadratkilometer.
Du kan se den fulde udsendelse om opdagelsen i programmet ‘Mayaernes gemte skatte’, der har premiere på National Geographic den 10. februar klokken 22.00.
viw


































