Der er op gennem historien personsammenstød, som påkalder sig særlig stor opmærksomhed. Sammenstød, hvor giganternes infight kan få hele jorden til at skælve. Og når sammenstødet så samtidig udspiller sig mellem to personligheder med slående fællestræk, bliver det så interessant, at forundringen ingen ende vil tage.
Til den type sammenstød hører fejden mellem en af filmhistoriens allerstørste kunstnere og det 20. århundredes mest markante diktator. Charles Chaplin versus Adolf Hilter.
Et sammenstød, som finder sit mest tydelige udtryk i filmen 'Dikatoren' af Charles Chaplin. Scener som diktatorens vanvidsdans med den oppustede jordklode og hans forrykte volapyksnak fra talerstolen, står mejslet ind i filmhistorien.
»Med Chaplins 'The Great Dictator' fra 1940 har vi at gøre med et af filmhistoriens absolutte hovedværker. Her spidder Chaplin Hitler med det klare formål at skabe opmærksomhed om den udvikling, der var under opsejling i Europa. Chaplin havde - inden Hitlers regime for alvor viste sit grufulde ansigt - gennemskuet diktatoren og hans mission,« siger Anne Jespersen, ekstern lektor, cand. mag ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, Københavns Universitet. Hun har undervist de studerende på universitetet i Chaplins filmkunst og har altid haft en særlig interesse for filmskaberens forhold til Hitler.
Overskægget
Forholdet rummer langt mere end Chaplins skånselsløse latterliggørelse af Hitler. Det handler også om to personligheder, hvis opvækst til forveksling ligner hinanden. Begge født i samme uge i 1889. Begge opvokset under fattige kår og i en barndom præget af forældresvigt. Det er historien om to egenrådige mænd, der havde et forhold gennemtrængt af gensidig foragt. Og som samtidig - på mærkværdigste vis - nærede en tiltrækning mod hinanden.
»Meget af vores viden om Chaplin og Hitler beror på gisninger, der ikke endegyldigt kan verificeres. Ikke desto mindre har vi en række væsentlige antydninger af, at de to har haft en særlig interesse - måske endda fascination - for hinanden,« siger Anne Jespersen og slår straks ned på et iøjnefaldende fysisk udtryk.
\ Fakta
STORE PERSONFEJDER
/Fejde_Grafik%3A_Tine_Johansen.jpg)
I den kommende tid retter videnskab.dk blikket mod nogle af de tankevækkende historiske slagsmål mellem forfattere, filosoffer, politikere, sportsstjerner og store religiøse tænkere.
Hvorfor kæmpede de mod hinanden? Hvad kæmpede de om? Og hvad betød kampen for deres eftermæle - og for historiens gang?
Læs også Da Kierkegaard røg i flæsket på Andersen
Wittgenstein i ophedet kamp mod filosofisk opkomling
»Chaplin, som udviklede sin navnkundige vagabond - nærmest ved en tilfældighed - i 1914, udstyrede figuren med en moustache, der ikke var helt almindelig på det tidspunkt. Et lille, sort tæt overskæg, som var med til at gøre vagabonden berømt verden over. Hitler, som også havde ambitionen om at erobre verden, anlagde et fuldstændig identisk overskæg,« siger Anne Jespersen.
Hun formoder, at Hitler på den måde har forsøgt at udnytte Chaplins berømmelse ved at efterligne ham.
»Det er i hvert fald svært at komme uden om det synlige sammenfald, når man skal forstå deres indbyrdes relation,« siger hun. Den københavnske filmlektor hæfter sig samtidig ved diktatorens åbenbare fascination af skuespilkunsten.
Skuespilleren Hitler
Hitler tog dramatimer, hvor han tilegnede sig en del af skuespillerens færdigheder, for siden at bruge dem til iscenesættelsen af rollen som diktator i mødet med masserne.
»Chaplin var dybt foruroliget over Hitlers enorme gennemslagskraft og beskrev ham ligefrem som en af verdens største skuespillere. Samtidig kunne Chaplin som komiker se, at der lå et komisk potentiale i den excentriske karakter, Hitler udviste,
«
siger Anne Jespersen.
Omvendt havde Hitler i sin opstigning som diktator i Tyskland i 1930erne set, at også Chaplin var en mand, som man skulle vogte sig for. Han trak filmkunstneren ind i nazisternes propagandamaskine som et eksempel på en farlig jøde. Hvad Hitler ikke vidste, var, at Chaplin rent faktisk ikke var jøde.
Den ynkelige Hitler
\ Fakta
THE GREAT DICTATOR
Chaplin var stærkt imod opblomstringen af talefilm i 1920erne. Talefilmen ville, mente Chaplin, fratage hans elskede vagabond den universelle magi, som var uafhængig af talesprog. 'Diktatoren' blev ikke desto mindre Chaplins første talefilm, hvori han både spillede rollen som en jødisk barber - der til forveksling ligner vagabonden - og diktatoren Adenoid Hynkel (Hitler, red.).
Filmen kulminerer med et forvekslingsnummer, som gør, at den jødiske barber overtager rollen som diktator. I dén rolle slutter filmen med en seks minutters enetale, der forkynder drømmen om en fredeligere verden.
Men et var Hitlers åbenlyse foragt for Chaplin. Noget helt andet var Hitlers egen oplevelse af den Chaplin-film, som havde til formål at håne diktatoren sønder og sammen. I dokumentarfilmen 'The Tramp and The Dictator' fra 2001 leverer en af Hitlers betroede medarbejdere, Reinhard Spitzy, en højst overraskende indsigt i Hitlers ligefrem humoristiske væsen:
»For mig er der ingen tvivl om, at Hitler så filmen ('Diktatoren', red.). Og at han har moret sig over den [...] Hitler var bestemt ikke kedelig.«
Anne Jespersen mener - såfremt Hitler-medarbejderens gisninger holder stik - at grunden til, at Hitler også kunne begejstres over at se sig selv blive nedsablet var, at Chaplin formåede at ramme en medmenneskelig nerve i diktatoren.
»I flere scener lader Chaplin diktatoren bryde hulkende sammen som et lille barn. Det gør ham selvfølgelig ynkelig, men samtidig får han et menneskeligt ansigt,« siger hun og uddyber, at Chaplin siden gav udtryk for en anden holdning til filmen.
»I Chaplins selvbiografi 'Mit liv' fra 1968 skriver han, at han næppe ville have brugt emner som giftgas og kz-lejre i en komedie, hvis han på forhånd havde kendt til krigens rædsler.«
Mens Hitler endte sine dage i en bunker i Berlin i 1945, levede Chaplin videre. Han døde juledag 1977. Hans film 'The Great Dictator' står den dag i dag som et af de skarpeste og mest kontroversielle komiske angreb på Det Tredje Riges brutale enehersker.
