Ulandsprojekter skal matche den barske virkelighed

Mange husker stadig de voldsomme billeder af oversvømmelser i Mozambique i 2000, der kostede 800 mennesker livet. Særligt billedet af en afrikansk kvinde fanget i en trækrone midt under sin fødsel, har prentet sig fast på nethinden.

Naturkatastrofen kostede ikke bare hundredvis af mennesker livet, men efterlod også tusinder uden hus og hjem. Sammenholdt med den 14 år lange borgerkrig, der hærgede landet frem til 1992, har de seneste årtier i Mozambique budt på enorm tilstrømning mod de store byer. Fordi mennesker føler sig mere sikre i byerne, hvor de lever i håbet om bedre muligheder. Altså jagten efter eget jordlod.

Og ser man på verdenssamfundets tilgang til forbedring af leveforholdene blandt verdens fattigste, så handler det om, at hver enkelt familie netop får egen jord. Verdensbanken kræver nemlig et jordlod med individuel brugsret for at give den eftertragtede mikrokredit - et lavforrentet lån, der for den enkelte familie skal skabe vækst.

Vesten skal ændre opfattelse

I 2004 trådte den danske antropolog Morten Nielsen midt ind i denne virkelighed.

Nærmere bestemt bosatte han og familien sig i Mulwene, et udkantområde i hovedstaden Maputo i Mozambique. For gennem et års feltarbejde at studere byplanlægning og husbyggeri blandt verdens fattigste - og kaste nyt lys over vestlige ulandsorganisationers tilgang til sådanne projekter.

I den netop afsluttede ph.d.-afhandling 'In the Vicinity of the State' er konklusionen fra Morten Nielsen, post doc. ved Institut for Antropologi, Københavns Universitet, klar: Vesten er nødt til at ændre sin opfattelse af, hvordan byplanlægning og husbyggeri skal foregå i fattige lande syd for Ækvator.

»Fra vestlige donorers side har vi gennem mange år opereret ud fra den logik, at opbygning af huse og tilflytning i verdens mest fattige byområder kræver, at der forinden er styr på den overordnede byplanlægning. At man fra nationalt eller kommunalt plan kan fremvise en ensartet og struktureret byplanlægning. Men den præmis holder ganske enkelt ikke,« siger Morten Nielsen og slår ned på den skinbarlige virkelighed.

»Faktum er, at i lande som Mozambique er staten så svag, at den ikke har mulighed for af egen kraft at skabe en overordnet handlingsplan for byudviklingen. Korruption og bestikkelse udgør et væsentligt element, og derfor er det helt andre kræfter, der styrer udviklingen af bysamfundet,« fremfører Morten Nielsen.

Initiativ nedefra

Den danske antropolog bygger sine argumenter på de mange observationer, han gjorde i Mulwene i udkanten af Mozambiques hovedstad. En bydel, der inden oversvømmelsen bestod af 140 familier, og hvor der i dag bor 33.000 mennesker. En bydel, der var tiltænkt oversvømmelsesofrene.

Da Morten Nielsen i 2004 kom til Mulwene blev han vidne til et samfund, der på overfladen så velordnet ud - huse blev bygget, gadebelysning, vejnet og vandsystemer blev etableret. Men under overfladen var byudviklingen præget af konflikt, bestikkelse og korruption. Det var ikke nødvendigvis den fattige og efterladte mor med fire børn i sivhytten, der fik adgang til de nye jordlodder.

Et billede antroplogen til fulde fik bekræftet gennem sit feltarbejde og mange kvalitative interviews med såvel tilflyttere, embedsmænd og politikere. Men til trods for den åbenbare bestikkelse og korruption - og den ikke-statsligt styrede byudvikling - så er Morten Nielsen ikke i tvivl om, at vestlige donorer må forholde sig anderledes pragmatisk til den konkrete virkelighed.

»Selvfølgelig skal vi ikke på nogen måder acceptere korruption og bestikkelse, når vi går ind og støtter et nyt byplanlægnings-projekt. Når det er sagt, så er udviklingen i Mulwene et eksempel på, hvordan kræfter nedefra rent faktisk skaber udvikling. Folket selv organiserer og er drevet af et initiativ, som vi i højere grad skal støtte op om. I stedet for at vente på at svage stater skal løfte opgaven,« siger han.

Blandt lokalbefolkninger hersker nemlig en viljestyrke til selv at skabe udvikling og ved at støtte op om den proces, mener Morten Nielsen, at det er muligt både at understøtte boligudviklingen og samtidig animere til mere demokratiske processer, så de mest trængte rent faktisk får adgang til jordlodderne.