Da David Bowie afgik ved døden den 10. januar, var der mange, der allerede begyndte at føle sig usikre på 2016.
Bowie var et 70'er-ikon, en tid, hvor efterkrigstidens store årgange blev modne; en generation, der nu udgør den dominerende og købekraftige del af befolkningen i de fleste vestlige samfund.
Det begyndte at virke, som om 2016 markerede afslutningen på en æra, efterhånden som flere kulturelle legender fra den tid også gik bort; mange uden det sidste udbrud af kreativitet, der gjorde Bowies død så gribende.
Og med sommerens Brexit stod det klart, at det virkelig var afslutningen på mange måder.
Atmosfæren blev indfanget i årets ord: 'Post-thruth'
Artikler om alle de rædsler, som 2016 havde at byde på, begyndte at dukke op; fra zikavirussen til det tyrkiske militærkup.
\ 'Post-truth'
Termen 'post-truth' er udnævnt til årets ord af den traditionsrige britiske ordbog, Oxford Dictionaries.
På dansk kan ordet oversættes til post-sandhed eller post-fakta.
Ordet har eksisteret i mere end 20 år og bruges til at beskrive en tilstand eller situation, hvor følelser og personlige overvisninger har forrang over fakta.
Oxford Dictionaries har researchet på ordets anvendelse og mener at vide, at brugen af post-truth steg 2.000 procent henover det seneste år.
Da Donald Trump vandt præsidentvalget i november - ridende på den samme bølge af mistillid til det etablerede politiske system som Brexit - blev følelsen af, at 2016 var et besynderligt år, forskanset.
Denne fin de siècle-atmosfære blev indfanget i årets engelske ord: 'Post-thruth'.
Både Brexit og Trump indikerede, at man sagtens kan slippe afsted med både skamløse løgne og demagogi; letkøbte, usaglige argumenter og tomme løfter.
Trump udnyttede frygten for forandringer
Trump fortalte de sociale konservatives sandheder.
Han udnyttede deres frygt for en foruroligende fremtid med hurtige kulturelle og økonomiske forandringer.
Ligesom vælgerne ved folkeafstemningen i Italien - hvor Afio Carusos bog '1960: Il Migliore anna della nostra vita' ('1960: De bedste år i vores liv', red.) var en bestseller- så de nostalgisk tilbage på en opdigtet fortid - og ikke en usikker fremtid.
En tilsvarende frygt for hurtige samfundsforandringer synes at være de centrale drivkræfter bag 2016s sociale konservatives stemmeadfærd, der om noget var mere 'post-tiltro' end 'post-sandhed'.
De var også 'post-ironi', som selve forestillingen om Trump som en slags anti-etablissements-kandidat demonstrede.
Det var også ironisk, at flygtningestrømmen, der havde udløst nogle af de sociale konservatives bekymringer, begyndte at aftage.
Syrien forblev ikke desto mindre en krigszone.
Trods frygt for, at Islamisk Stat (IS) forsøger at eksportere deres teatralske terrorisme-brand til Vesten gennem hændelser som i Nice og Berlin, befandt størstedelen af terrorismens ofre sig i fem lande: Irak, Afghanistan, Nigeria, Pakistan og Syrien.
At 2016 var et særligt dårligt år, er en meget vestlig narrativ.
\ Læs mere
Et dårligt år kan måles i tabte menneskeliv
Hvordan måler man dårlige år?
Den nemmeste måde er nok igennem tabte menneskeliv. I så fald kan det værste år meget vel have fundet sted for cirka 75.000 år siden, da det største vulkanudbrud i 2 millioner år fandt sted ved Lake Toba på Sumatra.
Supervulkanudbruddet var skyld i en en såkaldt 'vulkansk vinter', hvilket havde en katastrofal indvirkning på klimaet og økosystemerne, og som næsten gjorde helt det af med menneskeheden.
Pestepidemien ‘den sorte død’, som hærgede Europa fra 1347 til 1352, er det tætteste, vi som art siden er kommet på en lignende katastrofe.
\ Læs mere
Risikabel globalisering
Inden for de sidste 100 år er det værste år for dødsfald nok 1918, da Første Verdenskrigs sidste stadier faldt sammen med et dødbringende udbrud af den såkaldte 'spanske syge', der dræbte mellem 20 og 50 millioner mennesker.
Sådanne pandemier er naturligvis naturkatastrofer.
\ Den Justinianske Pest
Den Justinianske Pest - fra omkring 541 til 542
Den Justinianske Pest spredte sig fra Centralasien til Europa og Lilleasien og angives at have hærget i 500-tallet og fremad. Epidemien er estimeret til at have forårsaget 40 millioner dødsfald.
Menneskelig aktivitet kan dog sprede dem hurtigere og længere, som vi kan se ved at sammenligne influenzapandemien fra 1918 til 1920's samlede effekt med Den Justinianske Pests langt mere lokaliserede effekt.
Det kan godt se ud som om, globaliseringen er lige så risikabel som 2016's sociale konservative frygter - men naturligvis kan den også hjælpe menneskeheden med at gribe ind over for pandemier.
Menneskeheden vandt (heldigvis) ingen Darwinpris i 2016
Andre menneskelige aktiviteter - især krig - har den modsatte effekt.
Krige er den mest oplagte af de alle de forskellige menneskeskabte måder, hvorpå menneskeheden kan få dødstallet i et givet år til at stige; ikke mindst fordi krig almindeligvis har de øvrige apokalyptiske ryttere med i kølvandet.
I denne henseende halter 2016 langt bagefter.
Menneskehedens kollektive forsøg på at vinde Darwinprisen gennem selvdestruktiv krigsførelse var langt mere mærkbar i 1939-1945, de mongolske erobringer eller de europæiske angreb på Amerika.
\ Darwinprisen
Darwinprisen (engelsk Darwin Awards) er en særlig hæder, som tildeles personer, der gennem dum og spektakulær adfærd har forbedret den menneskelige genpulje ved at forhindre egne gener i at nå frem til nye generationer. Prisen har navn efter evolutionsteoriens fader Charles Darwin.
Hungersnød, katastrofer der ofte er fremskyndet gennem menneskehedens mangelfulde forvaltning, var også langt mere mærkbar førhen.
Den bengalske hungersnød fra 1769 til 1773, der kostede cirka 11 millioner menneskeliv, er både absolut og forholdsmæssigt et bemærkelsesværdigt eksempel.
Så menneskeheden vandt gud ske tak og lov ingen Darwinpriser i 2016.
\ Læs mere
Bliver det værre endnu?
Årets mærkværdige egenskab må nærmere siges at være, at det føltes som afslutningen på en æra - i hvert fald i vesten.
Og hvis det er sandt, så markerer det også starten på en ny æra.
Som det er ved at stå klart med hensyn til Brexit, så er det højst usandsynligt, at denne nye æra vil bringe den trøstende vished, som de sociale konservative hungrer efter.
I stedet er det værd at huske på, at den form for økonomisk nationalisme, som mange af dem eftertragter, tidligere har givet direkte adgang til Darwinpris-vindende konflikter.
I mellemtiden sidder uforudsigelige personer som Donald Trump med fingeren på den røde knap; når han da ikke lige er travlt optaget af at tirre Kina.
Hvis 2016 føltes som afslutningen på en æra, er der også en risiko for at den, der kommer i stedet, måske er langt værre.
Peter Paul Catterall hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation.
Oversat af Stephanie Lammers-Clark.
