Arbejdet som sosu-hjælper er så umyndiggørende, at det skaber en syg arbejdskultur, hvor al fleksibilitet ryger, og regler bliver overholdt som hævn.
»Sosuhjælpere er reelt umyndiggjorte myndighedspersoner. Når man behandler folk som nogle, der ikke kan tænke selv, så reagerer de til sidst som nogle, der ikke kan tænke selv. Så reagerer de som umyndiggjorte,« forklarer Sine Lehn-Christiansen fra RUC, der netop har forsvaret sin ph.d.-afhandling om sosu-hjælpere.
I offentligheden er sosu-hjælpere blandt de mest udskældte faggrupper.
Historier om, hvordan sosu-hjælperne snyder med deres tidskoder og foretager private indkøb i arbejdstiden, dukker jævnligt op.
Sine Lehn-Christiansen mener, at der er brodne kar i faget, men at man aldrig hører om dem, der passer arbejdet og måske endda skænker det en smule hjerteblod.
»Sosu-hjælperne kæmper hele tiden med et billede af dem som dovne og ugidelige. En del af det skyldes også, at man rekrutterer til uddannelsen blandt arbejdsløse. Dermed kan man ikke forvente hjerteblod, men der er rigtig mange, der selv vælger, at de vil være sosu-hjælpere, fordi de gerne vil forbedre andres liv,« siger Sine Lehn-Christiansen.
Skraldespand for restgruppen
Der findes ingen opgørsel over, hvor stor en del af sosu-hjælperne, der bliver tilbudt uddannelsen som en vej ud af arbejdsløshed.
Men på de skoler, som Sine Lehn-Christiansen har udført feltarbejde på, betegner undervisere og skoleledere elevsammensætningen med ordene ”en broget flok”.
Reelt har uddannelsen, siden den blev reformeret i 2001, tjent det dobbelte formål at være en opsamlingsuddannelse for især kvinder, men også mænd, der af den eller anden grund ikke kan komme videre jobmæssigt, og samtidig være en kortvarig faglig uddannelse.
Derfor lægger uddannelsen både vægt på det faglige og på at lære eleverne mere almen menneskelige kompetencer.
Umiddelbart tegner de undervisere, der bliver interviewet i ph.d’en, ikke et billede af en faggruppe, der er i stand til at arbejde under for stor frihed.
Faktisk bliver eleverne fra uddannelsens begyndelse i nogen grad sat i bås som "underklasse" af underviserne.
»Eleverne risikerer at blive sat i bås som problematiske. Det er klart, at når man har en uddannelse, som også løser restgruppeproblematik, så får man også elever, der hverken er interesseret i eller kvalificeret til at være der,« siger Sine Lehn-Christiansen.
»I dag sender studievejledere de bogligt svageste elever ind på uddannelsen, og arbejdsløse får at vide, at bistanden ryger, hvis de ikke begynder på uddannelsen. Det bliver en skraldespandsuddannelse. Men hvis vi vil uddanne gode sosu-hjælpere, bliver vi nødt til at diskutere, om uddannelsen samtidig skal løse restgruppeproblematikken. Vi kan ikke nå begge mål,« siger Sine Lehn-Christiansen.
Pausekultur
Sidste år fortalte ekstern vejleder ved sygeplejeuddannelsen i København May Bjerre Eiby, at der er en pausekultur i den offentlige sundhedssektor, hvor man i fællesskab sidder over en kop kaffe og bilder sig selv og hinanden ind, at man har det frygtelig hårdt.
Og de få, der vælger at bruge den overvejende tid af arbejdstiden på at arbejde, fremfor at holde pause, bliver ugleset blandt kollegaerne. Det billede kan Sine Lehn-Christiansen også genkende fra sosu-hjælperne.
»Det skyldes, at de er underlagt en så stor grad af regel- og minuttyranni, at de næsten føler, de snyder, hvis de skynder sig at blive færdige, så der er tid til lidt ekstra omsorg,« siger Sine Lehn-Chrisitiansen.
På selve uddannelsen bliver der lagt vægt på, at sosu-hjælperne skal fungere som sundhedsfremmere.
De skal ikke bare fremme de ældres sundhed, de skal også fremme deres egen. Men når de så kommer ud i virkeligheden, så går alt efter et skema, der er fastlagt ned i mindste detalje: 5 minutter til støttestrømpe. 15 minutter til personlig pleje. Dermed går al deres viden om kost- og aktivering tabt.
»Der er et meget stort kompetencespild. Man overuddanner personalet i forhold til de arbejdsbetingelser, man stiller dem. Selv om man ved meget om kost og diet, så kan man ikke bruge det til noget, hvis madlavningen består af at sætte dagens ret fra kommunen i mikrobølgeovnen,« siger Sine Lehn-Christiansen.
Sandkage og cola
Uddannelsen har dog også som erklæret mål, at de studerende, som ofte er flygtninge, arbejdsløse og fra det, man betegner som restgruppen i samfundet, skal gennemgå en personlig udvikling, så de er i stand til at fungere i samfundet.
Det bliver en skraldespandsuddannelse. Men hvis vi vil uddanne gode sosu-hjælpere, bliver vi nødt til at diskutere, om uddannelsen samtidig skal løse restgruppeproblematikken. Vi kan ikke nå begge mål
Sine Lehn-Christiansen
På den måde er uddannelsen, som kræver en 9. klasses eksamen, i lige så høj grad en dannelse af eleverne, som det er en faglig uddannelse
Når de skal lære om kost, motion og rygning, så er det ikke kun for at hjælpe de ældre, men også for at kunne hjælpe sig selv.
Sosu-hjælpere har et ganske stort sygefravær. På skolerne er der en udbredt opfattelse af de studerende som usunde.
En stor del af dem kan findes i rygearealet i pauserne, og enkelte elever er så stærkt overvægtige, at meget arbejde bliver umuliggjort. Som en anonym skoleleder siger i forbindelse med sin frustration over, at undervisningen i sundhed ikke rigtig trænger ind til eleverne.
»Jeg er ved at dø, når jeg ser eleverne komme gående med en sandkage og to liter cola. Det er altså til at blive dårlig af.«
Omvendt mener eleverne selv, at der dels er forskel på deres egne personlige valg i forhold til sundhed og deres faglige professionalisme.
Man kan kort sagt godt være tyk og ikke motionere og samtidig have øje for borgernes sundhed.
Undersøgelser viser, at sosu-hjælperes sundhed generelt er på niveau med gennemsnitsdanskeren, men at der er en overvægt af rygere.
Selv om man ved meget om kost og diet, så kan man ikke bruge det til noget, hvis madlavningen består af at sætte dagens ret fra kommunen i mikrobølgeovnen
Sine Lehn-Christiansen
Ansvar for eget arbejde
Sine Lehn-Christiansen mener, at arbejdet skulle indrettes ud fra rammer frem for detaljer.
Sosu-hjælperne er reelt uddannede til at kunne tilrettelægge deres eget arbejde og sætte ekstra ind, hvor der er ekstra behov.
»Hvis man sagde, at der skal gøres rent, laves mad og bades, så kunne sosu-hjælperne selv planlægge tiden, og hvis vejret var dejligt uden for, måske spørge Fru Mortensen, om ikke man skulle vente med badet til i morgen og gå en tur i det dejlige vejr i stedet,« siger Sine Lehn-Christiansen.
Det kræver dog, at sosu-hjælperne er motiverede medarbejdere og fagligt kompetente.
Blandt andet derfor bliver man nødt til at tage diskussionen om, om uddannelsen skal løse restgruppeproblematikken, eller om den skal sikre ældre ordentlig pleje og kommunerne gode medarbejdere.
Sine Lehn-Christiansen mener ikke, at det ville kræve en overflod af ekstra ressourcer at give den enkelte sosu-hjælper ansvar for den samme gruppe ældre og have tillid til, at arbejdet blev udført i overenstemmelse med behovet og ansættelsesvilkårene.
»Som det er nu, er der ikke plads til at yde den sundhedsfremmende indsats, som ellers er et stort politisk projekt, fordi sygdom er et enormt samfundsøkonomisk problem. Fremover bliver problemet blot større, når der for alvor kommer flere ældre end nu,« siger Sine Lehn-Christiansen.
