I 1830 døde krigshelten Simon Bolivar som en udmagret skygge af sig selv. I årene forinden havde han været hovedkræften bag fordrivelsen af den spanske kolonimagt fra det sydamerikanske kontinent.
Dengang bestemte man dødsårsagen som tuberkulose, men nu antyder den amerikanske læge Paul G. Auwaerter fra Johns Hopkins Universitet, at det var forgiftning, der stod bag El Libertadors ('Befrierens') tidlige død.
Lægen har kastet et kritisk blik på Bolivars sygdomsforløb og død i forbindelse med en årlig konference dedikeret til at opklare mystiske historiske dødsfald. Konferencen er sponsoreret af University of Maryland School of Medicine.
Forgiftet af arsenik
Specielt luftvejene var ramt, og i sin sidste tid kunne Bolivar dårligt tale. Samtidig mistede han ofte bevidstheden, havde voldsom hovedpine, og huden var blevet misfarvet. Det hele peger på arsenikforgiftning som synderen, mener Paul G. Auwaerter.
Han påpeger i øvrigt, at datidens læger ikke kunne diagnosticere tuberkulose, og at det meget langvarige sygdomsforløb heller ikke tyder på tuberkulose.
Den konklusion skaber stor opmærksomhed i hele Sydamerika, hvor Bolivar er en kendt og elsket figur.
»Man anser ham for at være den vigtigste person i sydamerikanske uafhængighedsproces. Alle, der går i skole i Sydamerika, vil støde på ham i fædrelandshistorien allerede i første eller anden klasse,« fortæller lektor ved Institut for Internationale Kultur- og Kommunikationsstudier, CBS, Jan Gustafsson.
Næppe et attentat
Men var der var tale om et attentat?
Bolivar var en efterstræbt person, og flere ville ham til livs.
Paul G. Auwaerter vurderer ikke, det er sandsynligt. I stedet peger hans undersøgelse på en langsom og delvist selvforskyldt forgiftning.
En af årsagerne kan have været inficeret drikkevand. Bolivar opholdte sig i længere perioder i området ved Peru. Netop her har undersøgelser af gamle mumier afsløret store forekomster af arsenik i vandet. Det kan være en af årsagerne.
Derudover tyder meget på, at den uheldige helt død delvist var selvforskyldt. Arsenik var nemlig ikke et unormalt lægemiddel i samtiden.
Paul G. Auwaerter mener, at Bolivar har prøvet at behandle sine symptomer netop med arsenik - med meget uheldige konsekvenser.
Smed kolonimagten på porten
Bolivar kom fra en velhavende venezuelansk familie. Som ung blev han sendt til Europa for at studere. Her kom han i kontakt med de liberale idéer og franske filosoffer, der prægede tiden lige efter den franske revolution i 1789.
Det var med de idéer i hovedet, at han i begyndelsen af 1800-tallet vendte tilbage til Sydamerika. Som militær og politisk oprørsleder kæmpede han i mere end ti år mod den spanske kolonimagt.
I 1819 måtte spaniolerne give op, og Bolivar blev udråbt til leder af stor-staten 'Gran Colombia'. Den omfattede det, vi i dag kender som Colombia, Venezuela, Ecuador og Panama samt mindre dele af Costa Rica, Peru, Brasilien og Guyana.
Et samlet Sydamerika
Bolivars vision om et uafhængigt og mere samlet Sydamerika har fået stor indflydelse på regionens historie og kultur.
»Der eksisterer i dag en latinamerikansk identitet af sprog og kultur. Han var med til at starte en bevægelse, der kombinerer politisk ideologi med idéen om at høre sammen,« forklarer Jan Gustafsson.
Bolivar dukker derfor altid op, når der i nutidens Sydamerika tales om et stærkere og mere samlet region.
»Han er et symbol på regionalisme og nationalisme - og i en vis forstand anti-amerikanisme,« siger Jan Gustafsson.
Han er et symbol på regionalisme og nationalisme - og i en vis forstand anti-amerikanisme.
p> -Jan Gustafsson
Det gør ham til en eftertragtet figur at blive sat i bås med for nutidens Sydamerikanske ledere. Specielt på venstrefløjen gør man flittigt brug af Bolivar som symbol.
»Det gælder både det 20. århundredes revolutionære marxister som Che Guevara, men også nutidens ledere som Venezuelas venstreorienterede præsident, Hugo Chavez,« fortæller Jan Gustafsson.
Symbol for den moderne venstrefløj
Netop Hugo Chavez har udtrykt stor personlig interesse for mysteriet om Bolivars død.
Han hævder, at det var politiske modstandere, der forgiftede Bolivar, og er ikke bleg for at betegne sig selv som Bolivars ideologiske og historiske arvtager.
»Bolivar var naturligvis ikke marxist. Når han alligevel kan bruges som et venstreorienteret symbol, hænger sammen med, at tanken om et forenet Latinamerika oftest har været kombineret med idéer om social retfærdighed. Han er en figur, som de fleste Sydamerikanere mere eller mindre støtter op om,« siger Jan Gustafsson.
Det er altså de færreste, der har lyst til at sætte spørgsmålstegn ved Bolivars eftermæle, hvilket efter Jan Gustafssons vurdering bevirker, at han ofte bliver taget til indtægt for mere, end der er historisk belæg for.
Døde desillusioneret
Sydamerikas befrier døde ikke på toppen af magtens tinder.
'Gran Colombia' begyndte nemlig hurtigt at krakelere som resultat af regionale magtkampe og oprør.
»Man siger, at han endte meget desillusioneret. Lokale magtinteresser gjorde, at landene langsomt blev skilt ud fra 'Gran Colombia', og det var en skuffelse for ham. Mod slutningen valgte han at trække sig tilbage fra politik,« fortæller Jan Gustafsson.
Bolivar ville i stedet tilbage til Europa, hvor han efter eget udsagn tidligere havde oplevet sin bedste tid.
Men El Libertadors rejse var forbi, inden den for alvor kom i gang. Han døde på skibet, der skulle fragte ham fra Caracas og ud til den sydamerikanske kyst, 42 år gammel.
