Shu-Bi-Dua slog igennem med fed rock på Dansktoppen

»Rock på Dansktoppen«

Sådan lød overskriften på Ekstra Bladets omtale af de vigtigste bevægelser på den nyeste udgave af Dansktoppen i begyndelsen af juni 1973.

I dette lå underforstået, at det var noget nyt, at der var rock på i dette program. Det var det i høj grad.

I de godt fire et halvt år Dansktoppen havde eksisteret på dette tidspunkt, havde det været særdeles småt med rock/beatmusik. Fra starten havde Dansktoppen nærmere været domineret af gamle og nye repræsentanter for refræn- og slagertraditionen.

En tradition, som hellere sang om hvide måger, gamle gartnere, små fregnede piger, sommerfugle, knaldrøde gummibåde, grever fra Luxemburg og sexy texanske sælgere af cowboytøj, end om at sidde oppe i træet og opdage, at der langt ned, at gå sig en tur over Langebro eller at se sig omkring til alle sider, derfra hvor man stod – eller lå.

Utilfredshed blandt beatmusikere

Det var ikke alle, der var tilfredse med, at Dansktoppen forekom at være for særlige kunstnere, temaer og stilarter. I slutningen af juni 1972 havde foreningen ’Dansk Beat’ med gruppen Gasolin’ i spidsen arrangeret en halv times sultestrejke foran Radiohuset.

Deres eneste formål var, at få beatmusikken på Dansktoppen. Som Kim Larsen senere formulerede det, udsprang det, i hvert fald fra hans side, af en irritation over, at:

»Tingene var skilt op i båse. Og så siger man lige pludselig til sig selv: Hvad er det for noget pjat? Hvorfor kan man ikke give sig selv ærligt på Dansktoppen? Med de elektriske ting, man har?« (Kim Larsen 1972/73)

Shu-bi-dua elektrisk gennembrud

At dømme efter repertoirelisterne fra Dansktoppen på dette tidspunkt, havde Kim Larsen og de andre ret i, at der ikke var plads til dem på Dansktoppen. Lige efter sultestrejken blev blandt andre Stig Møller testet, men det var det nærmeste, man kom Gasolin’ og nyere dansk rock.

Kunstnere som Keld Heick, Johnny Reimar og ikke mindst Peter Belli havde alle forbindelser tilbage til pigtrådsmusikken, men deres respektive bidrag til Dansktoppen var ikke just præget af de nyeste rocktoner.

At Peter Bellis ’Tapre Bjørn’ fra 1969 og John Mogensens ’Fut i fejemøjet’ fra 1971 nok var noget af det mest rockede på Dansktoppen indtil slutningen af maj 1973, siger det vist meget godt.

At Mogensen så afslutter ’Fut i fejemøjet’ med at synge ’Shu-bi-dua’ er et tilfældigt sammenfald. Men faktum er, at det var gruppen med netop dette navn, som for alvor bragte ’elektriske ting’ ind på Dansktoppen.

Fed rock/Tynd blues

Med overskriften og artiklen ’Rock på Dansktoppen’ henviste Ekstra Bladet nemlig til nummeret ’Fed rock’, som ganske rigtigt var gået ind på Dansktoppen lørdagen forinden. I resten af artiklen kunne man læse, at det faktisk var anden gang, Shu-Bi-Dua havde fået en sang testet til Dansktoppen.

’Tynd blues’, som blev testet 14 dage forinden, blev dog ikke stemt ind på listen, hvilket overraskede gruppens forsanger, Michael Bundesen. Ifølge artiklen havde han nemlig troet mere på bluesen end rocken. Men sådan gik det altså ikke.

Under alle omstændigheder var Bundesen glad for placeringen på Dansktoppen, og syntes det var vidunderligt, at ’Fed rock’ så ud til at skulle blive et hit. Det blev den med tiden, men i første omgang blev det faktisk ikke det store.

På vej ind i danskernes bevidsthed

På Dansktoppen fik sangen kun to uger. Det var dog åbenbart nok til et nogenlunde salg, for samme uge som sangen røg ud af Dansktoppen, gik den ind på Top 30, som salgslisten hed på dette tidspunkt.

Her lå den i sammenlagt seks uger, men med en 14. plads som bedste placering var der langt fra tale om et jordskredshit. Michael Bundesen og Shu-Bi-Dua har dog sikkert været fint tilfredse med udbyttet, for takket være Dansktoppen var Shu-Bi-Dua nu på vej ind i danskernes bevidsthed.

Artiklen er en forkortet udgave af en længere artikel på Det Kongelige Biblioteks hjemmeside.