Seasons In The Sun – en fransk tragedie i mange akter

I uge 17 i 1974 indtog Terry Jacks for først gang førstepladsen på Tipparaden med ’Seasons In The Sun’, som ugen før havde fået sin debut på listen.

Da sangen gled ud efter de maksimale ti uger, man kunne tilbringe på listen i 1974, lå den stadig nummer et.

På Top 30 levede sangen imidlertid videre indtil slutningen af september, nærmere bestemt uge 39, hvor den ikke længere var at finde på listen.

På dansk med Peter Belli

Hermed var det dog ikke helt slut, for samme uge strøg en dansk version af sangen, ’Livets cirkel drejer rundt’ med Peter Belli, direkte ind på Dansktoppens førsteplads.

Denne position beholdt sangen indtil uge 43, hvor Bjørn & Okay og deres ’Virus og bakterier’ åbenbart blev for stor en konkurrent.

’Livets cirkel’ drejer rundt nåede at ligge på Dansktoppen i ni uger i alt.

Årets største hit

Hvis man samler det hele, var den samme melodi dermed blevet spillet i mindst ét af Danmarks Radios hitlisteprogrammer fra midten af april til slutningen af november 1974.

Det var derfor nok ikke den helt store overraskelse, at ’Seasons In The Sun’ var den højest placerede sang, da årets Top 20 blev præsenteret ved årsskiftet.

Seasons In The Sun var et gedigent verdenshit for Terry Jacks: I løbet af 1974 toppede sangen hitlisterne i først hans hjemland, Canada, og siden i USA og England.

Også belgierne og franskmændene var øjensynligt glade for sangen, som nok forekom bekendt for en del musikelskere i disse lande. Det var nemlig her, den havde startet sin verdensrejse.

Den døende mand

Forlægget til ’Seasons In The Sun’ er skrevet af den belgiske sanger og skuespiller Jacques Brel. Han indspillede sangen i 1961 under titlen ’Le moribond’ (Den døende).

Brel havde siden sit gennembrud med ’Quand on a que l'amour’. Som titlen angiver, handler ’Le Moribond’ om en mand, der tager afsked med livet.

I første vers siger han farvel til sin gode ven, Emile, som han har delt mange glæder, sange og flasker vin med.

Pas på konen

I andet vers tages der afsked med præsten, som han også godt kunne lide, selvom de ikke helt havde samme opfattelser af livet.

Han ved, at de begge vil tage sig af hans kone, når han er død, og det samme gælder hovedpersonen i tredje vers, som han til gengæld ikke bryder sig meget om. Antoine er nemlig konens elsker.

Man kan derfor ikke fortænke fortælleren i, at han ikke havde særligt meget lyst til at dø vel vidende, at konen nok skulle få trøst hos Antoine. I sidste vers tages der afsked med konen, som han elskede højt.

Forlad mig ikke

I 1956 havde Jacques Brel etableret sig som en af den fransktalende verdens største sangskrivere med sin stærke og ofte dybt melankolske melodier og ikke mindst sine karakteristiske indfølende og dramatiske fremførelser.

Et par år efter fulgte ’Ne Me Quitte Pas’, som op gennem 1960’erne gik verden rundt i mange forskellige inkarnationer, ikke mindst som ’If You Go Away’.

Samme skæbne fik ’Le moribond’ ikke i første omgang. Men der var også tale om en alt andet end oplagt popsællert.

Syng, dans og skej ud

Ganske forståeligt, har hovedpersonen ikke den store lyst til at dø. Og slet ikke om foråret, som det synges i alle vers. Men han har forliget sig med sin skæbne.

Og i omkvædet, som gentages uden variationer, opfordrer han dem alle til at synge, danse og skeje ud, når de smider ham ned i hullet:

Je veux qu'on rie
Je veux qu'on danse
Je veux qu'on s'amuse comme des fous
Je veux qu'on rie
Je veux qu'on danse
Quand c'est qu'on m'mettra dans l'trou

Melankoli, bitterhed og humor

Selvom denne korte gennemgang ingenlunde yder teksten retfærdighed, burde det kunne anes, at der er tale om en alt andet end endimensionel og sentimental sang.

Temaet er selvfølgelig sørgeligt, men såvel musikalsk som tekstligt er der masser af modvægt til tristessen, ikke mindst i omkvædet.

Dertil kommer historien om den utro kone og elskeren, som har en snert af bitterhed, men bestemt også humor over sig.

Også i selve opbygningen af sangen leges der med udtrykket ved at gentage de samme sætninger i de forskellige vers med vidt forskellige betydninger alt efter forholdet til den person, der synges til.

Derfor har det ikke været den nemmeste opgave for den amerikanske sangskriver Rod McKuen, da han nogle år senere lavede en engelsksproget version af sangen.

Anderledes omkvæd

McKuens oversættelse kan bedst beskrives som en bearbejdning. I udgangspunktet er historien og strukturen den samme som i den oprindelige udgave, men der er en del væsentlige ændringer.

Den største er, at omkvædet blev skiftet helt ud. I stedet for opfordringerne til at fejre hans død med fest og dans, havde McKuen valgt at lade hovedpersonen skue tilbage på sit alt for korte liv og fokusere på dennes følelser ved udsigten til at skulle dø:

We had joy
We had fun
We had seasons in the sun
but the hills we would climb
were just seasons out of time.

Ingen sang, dans og fest

Denne ændring af omkvædet drejer hele meningen og stemningen i en anden retning end den oprindelige.

Der bliver stadig taget afsked med vennen Emile og konen Francoise, som også stadig er løs på tråden i den engelske version. Men der er bestemt ikke megen sang, dans og festlig stemning over teksten.

Det er i langt højere grad en tilbageskuen på alt det, den døende nu mister. At han så oven i købet ikke har levet op til forældrenes forventninger, gør det ikke meget bedre.

Druk og fest med ny betydning

I andet vers er præsten nemlig skiftet ud med faderen, og den lille dialog om tro og søgen efter indhold i livet med en anger over ikke at have lyttet til forældrenes formaninger.

Hovedpersonen drak og festede åbenbart for meget, og var derfor familiens sorte får.

Det vil sige, at den druk og fest, som var billede på liv i den oprindelige tekst, nærmest er blevet billede på det modsatte i McKuens udgave.

Ti år uden succes

Den engelske udgave blev, så vidt vides, indspillet og udgivet første gang i 1963, da den amerikanske folkgruppe Kingston Trio havde den med på LP’en ’Time to Think’.

Samme gruppe udsendte den på single i 1964, dog uden den store succes.

De følgende ti år forsøgte flere sig med fortolkninger af sangen, men frem til 1974 var ’Seasons In The Sun’ ikke en sang, der tiltrak sig den store opmærksomhed. Det ændredes så i den grad, da Terry Jacks lavede sin version i 1974.

Droppet af Beach Boys

Ifølge historien, som kan findes ved en simpel søgning på Internettet, var det oprindeligt The Beach Boys, der skulle have udsendt en ny version af ’Seasons In The Sun’ i 1972/73.

Men af uvisse årsager valgte The Beach Boys at lægge den stort set færdige indspilning tilbage i skuffen.

Ved producerknapperne stod Terry Jacks. Og efter nogen tid valgte Jacks så at forsøge sig med den selv.

Goodbye Michelle, my little one

I modsætning til The Beach Boys og de øvrige, som tidligere havde indspillet sangen, ændrede Jacks selv McKuens tekst en del steder.

Han fjernede blandt andet de sidste rester af Brels historie om den utro kone, Francoise. Hun hed nu Michelle, og var øjensynligt godheden selv.

Dermed fik tristessen endnu et hak, og hvis man finder en af de mange optagelser med Terry Jacks fra hans turné rundt til alverdens tv-stationer i 1974/75, er det da også en entydigt trist mand, man ser fremføre sangen.

Ambivalent oversætter

Med Terry Jacks ændringer af McKuens bearbejdning var al ironien, legen og flertydighederne fra Brels oprindelige udgave forsvundet.

Til gengæld var resultatet en anderledes stram popsang med et godt omkvæd og en lang række genkendelige hooks.

Ifølge en debattråd på hans egen hjemmeside, havde Rod McKuen ret ambivalente følelser i forhold til sangens nye liv.

Gode penge

På den ene side var han sur over, at Jacks havde ændret i teksten uden hans, og Brels, vidende og godkendelse.

På den anden side var pengene så gode, at han ikke sagde noget. Men ifølge Mckuen var såvel han selv som Brel lettere knotne over deres fælles sangs nye skæbne.

Hvad de har sagt til de mange andre oversættelser, som skyllede henover verden de næste år, står hen i det uvisse.

Men hvis de havde haft mulighed for at forstå indholdet i eksempelvis den danske tekst, burde de glemme alt om Terry Jacks’ fortrædelser.

Dette er en forkortet udgave af Henrik Smith-Sivertsens artikel. Læs mere på Det Kongelige Biblioteks hjemmeside.