Se Danmarks ældste lig i øjnene
Forskere fra Københavns Universitet har 3D-printet kraniet og genskabt ansigtet af en mand, der blev fundet i en 7.000 år gammel massegrav på Sydsjælland og har fået titlen som 'Danmarks ældste lig'.

For cirka 7.000 år siden blev 8 mennesker lagt i en massegrav i, hvad der i dag er et parcelhuskvarter på Sydsjælland.

Blandt dem var en cirka 35-årig mand, der har fået titlen som 'Danmarks ældste lig'.

Nu har forskere fra Københavns Universitet 3D-printet et kranium og skabt en komplet rekonstruktion af mandens ansigt, så du også kan få at se, hvordan han har set ud – nogenlunde, i hvert fald.

»Underkæben er lånt fra et andet lig og er tilpasset. Ører kan ganske enkelt ikke nøjagtigt rekonstrueres, ligesom hår- og øjenfarve i dette tilfælde ikke har været muligt at præcisere. Men vi ved, at sådanne rekonstruktioner generelt rammer cirka 70 procent plet i retsmedicinske sager«, fortæller professor Niels Lynnerup, der arbejder på Retspatologisk afdeling ved Københavns Universitet i universitetets nyhedsbrev SUND Indsigt.

Du kan se en præsentation af det rekonstruerede ansigt ved at klikke på videoen øverst i artiklen.

Vanskeligt at finde frem til dødsårsagen

I alt lå der fire mænd og drenge, samt fire kvinder og piger i massegraven på Sydsjælland.

Det 7.000 år gamle kranie har lånt sin underkæbe fra et andet lig. (Foto: Monika Meinhold / Københavns Universitet)

Det er ofte meget vanskeligt at finde frem til dødsårsagen på så gamle lig, så det kan godt være, at vi aldrig kommer til at vide, hvordan og hvorfor de døde.

Til gengæld kan de fremtidige DNA-analyser af ligene forhåbentligt fortælle, hvilke folkestammer i Europa de er beslægtede med.

På den måde kan forskerne måske lære mere om, hvor og hvordan de tidligste mennesker i Danmark levede.

DNA-analyser afslører slægtsforhold

3D-rekonstruktionen af ansigtet er lavet af konservatoren Monika Meinhold under et praktikophold hos professor Niels Lynnerup.

Han arbejder nu sammen med DNA-ekspert og professor Eske Willerslev fra Københavns Universitet for at finde ud af, om ligene i massegraven er beslægtede med hinanden og de øvrige folkeslag, der fandtes for 7.000 år siden.

Arbejdet foregår i samarbejde med Køge Museum, hvor ligene fra massegraven nu er udstillet.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.