Sådan overlever du, når zombierne overtager verden
Når zombierne kommer, har vi mennesker ikke mange chancer. Men hvor er det egentlig bedst at søge hen, hvis man vil overleve?

Hvis du nogensinde har set en zombie-film, har du sikkert også spekuleret over, hvad du selv ville gøre, hvis en epidemi brød ud.

Inden du barrikaderer hoveddøren og gemmer dig under sengen med haglgevær og cykelhjelm, vil vi bare lige nævne, at det måske er værd at se denne simulation af et zombieudbrud, inden du planlægger alt for langt frem i tiden.

I videoen øverst i artiklen kan du nemlig se et bud på, hvordan en zombie-epidemi vil sprede sig, og dermed også hvor det i givet fald er smartest at gemme sig.

Skynd dig væk fra dine medmennesker

Selvom du måske ikke føler for at løbe rundt alene på dommedag, så er det dumt at gemme sig i områder med mange mennesker.

Det er i hvert fald konklusionen, hvis man skal tro Alex Alemi, ph.d-studerende i teoretisk fysik.

Under et kursus i statistiske mekanikker har han nemlig udviklet en simulation af et zombie-udbrud i USA.

»Vi lavede en simulation i fuld skala over USA med 307 millioner mennesker og tusindvis af udbrud for at se, hvem der endte med at blive smittet, og hvem der slap. Konklusionen er, at du helst vil være så langt væk fra andre mennesker som muligt,« siger han til Livescience.

Under en zombie-apokalypse er du enten i konstant fare - eller allerede smittet ...

Det kan se noget sort ud for menneskeheden, når man ser videoen øverst i artiklen, hvor antallet af raske mennesker (angivet med S) rasler ned, mens antallet af zombier (Z) hurtigt overtager. Men modellen er faktisk ikke helt urealistisk.

Modellen tager nemlig udgangspunkt i samme model, som bruges til at forudsige virkelige sygdomsudbrud, der normalt inddeler mennesker i tre forskellige grupper.

  • Modtagelige
  • Smittede
  • Overlevende/døde

I Alex Alemis model er de tre kategorier dog erstattet med de lidt mere nedslående overskrifter:

  • Modtagelige
  • Zombier
  • Døde zombier

Alex Alemi er ikke den første, der forsøger at lave en model over, hvordan et potentielt zombieudbrud vil se ud, men hans model er til gengæld den første nogensinde, der har indbyggede tilfældigheder.

Eksempelvis tager det ikke lige lang tid for alle mennesker at blive til en zombie efter et bid.

Du kan se hele modellen bag video-simulationen her.



Rocky Mountains er det bedste gemmested i USA

Massevis af turister besøger hvert år Rocky Mountains i det vestlige Nordamerika, men zombierne er tilsyneladende meget mere til storbyferie. I hvert fald hvis man skal tro denne simulation.

For hvis du kigger på videoen øverst i artiklen er der ét sted, som forbliver zombiefrit. Den nordlige del af Rocky Mountains. Ifølge Alemi skyldes det ganske enkelt, at få mennesker bor der, og at stedet er meget utilgængeligt.

Kan du ikke nå at booke en flybillet til USA inden udbruddet, anbefaler vi dog, at du i stedet finder et affolket område, som er svært at nå hen til for de udøde.

Du får selvfølgelig ikke brug for denne information i virkeligheden, da hele scenariet er fiktivt - men man ved jo aldrig ...

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.