Sådan kan USA’s præsident påvirke forskningen

USA’s nyvalgte præsident Donald Trump lægger ikke fingre imellem, når han giver sine holdninger til videnskabelige problemstillinger til kende.

Det viser en gennemgang, tidsskriftet Scientific American har foretaget. De fleste af Trumps synspunkter er udtrykt gennem Twitter, hvor han blandt andet har kaldt global opvarmning for ’bullshit’ og postuleret, at hele idéen om global opvarmning er skabt af kineserne for at ødelægge den amerikanske produktionsindustris konkurrencedygtighed.

Han mener også, at vaccinationer kan give børn autisme.

Med udsigten til mindst fire år i Det Hvide Hus har Trump fået magt, som han har agt, men hvor vidt rækker den magt egentlig? Hvis Trump mener, at global opvarmning er et fupnummer, kan han så gøre noget for at bremse forskningen i samme?

Magt over midlerne

Lad os med det samme slå fast, at præsidenten ikke har mandat til at ændre, hvordan den enkelte forsker udfører sin forskning. Han kan ikke ændre den videnskabelige metode. Men forskning kræver finansiering og ressourcer, og præsidentens magt ligger primært i bestemmelsen af, hvordan de fordeles.

»Store politiske beslutninger sker ikke uden præsidentens deltagelse, og derfor har Trump en lang række muligheder for at påvirke forskningspolitikken i den retning, han ønsker,« siger professor Neal Lane fra det amerikanske Rice University i Texas.

Han er senior fellow i forskningspolitik og tidligere direktør for The National Science Foundation, som uddeler statslige midler til grundforskning.

Præsidenten kan påvirke lovforslag

En af Trumps muligheder for at påvirke forskningens vilkår er gennem lovgivning. Grundlæggende er magten i det amerikanske politiske system tredelt. Den udøvende magt ligger hos præsidenten, hvilket betyder, at han godkender og implementerer de lovforslag, der udspringer fra Kongressen.

»Kongressen er den lovgivende magt, men det betyder ikke, at præsidenten ikke kan påvirke lovgivningen. Han kan samarbejde med Kongressen om at udforme lovforslag, han vil godkende, og i sidste ende kan han nedlægge veto mod et lovforslag, hvis ikke det passer ham,« forklarer Neal Lane.'

Vetoer er usædvanlige

Et veto mod et lovforslag betyder, at det returneres til Kongressen med ændringsforslag. Kongressen kan så vælge at ændre lovforslaget eller underkende vetoet med et kvalificeret flertal på 2/3 af stemmerne. Det sker dog meget sjældent, og det er i det hele taget usædvanligt, at præsidenten nedlægger veto mod et lovforslag. Barack Obama har kun gjort det 12 gange i løbet af sine 8 år som præsident.

»Det sker langt oftere, at lovforslag udformes i et parløb mellem Kongressen og præsidenten. Især når flertallet af Kongressen er fra samme parti som præsidenten, hvilket bliver tilfældet i Trumps præsidentperiode,« siger Neal Lane.

Skulle præsidenten eksempelvis ønske at implementere en lov, der øger kravene for at modtage forskningsmidler, kan han gøre det i samarbejde med Kongressen. Sådan et lovforslag findes faktisk i øjeblikket.

Præsidenten har dog også mulighed for at afgive ordrer uden om kongressen. De kaldes dekreter – eller på engelsk ’executive orders’ – og gælder for de institutioner, der ligger under den udøvende magt. Et dekret har ikke status som lov, men kan kun gives inden for de eksisterende loves rammer, og dekretet kan udfordres ved domstolene.

Det sker forholdsvis tit, at præsidenter udsteder dekreter. Obamas såkaldte ’National Strategic Computing Initiative’ fra 2015 er et eksempel på et dekret, som har en konkret konsekvens for forskningen i USA, idet initiativet blandt andet kalder på øget forskning i nye computerteknologier.

Fastlægger næste års forskningsmidler

Et andet præsidentielt magtredskab, der påvirker forskningen, er fastlæggelsen af det årlige statsbudget.

Det Hvide Hus står for det første udkast til statsbudgettet, som blandt andet indeholder den samlede statsfinansiering af forskning. Derfra sendes budgettet videre til Kongressen, som kan foretage ændringer og i sidste ende godkende budgettet.

»Selvom Kongressen kan ændre budgettet, har præsidenten en stor magt over udfaldet, da hans budgetforslag starter diskussionen. Han kunne eksempelvis lægge et budget med en lav finansiering af klimaforskning. En del af kongressen vil sandsynligvis protestere, men i sidste ende når man et kompromis, og hvis flertallet af Kongressen er enig med Trump eller bare uinteresseret i klimaforskning, ender kompromiset sandsynligvis ikke langt fra budgetudkastet,« mener Neal Lane.

De fleste forskningsmidler går til forsvar

Forskning udgør en forholdsvis lille del af det samlede amerikanske statsbudget. I Obamas 2016-udspil var 3,7 procent allokeret til forskning. Det svarer til 146 milliarder dollars ud af et samlet statsbudget på knap 4 billioner dollars. 69 af de 146 milliarder var allokeret til forskning, der ikke har med forsvar at gøre.

I introduktionen til 2016-udspillet kan man blandt andet læse, at Obama-administrationen prioriterer klimaforskning:

»Nationen afhænger af forskning, teknologi og innovation til at […] føre os mod en fremtid med ren energi [og] adressere de globale klimaforandringer … «

»Statsbudgetter indeholder tusindvis af tal og reflekterer selvfølgelig præsidentens interesser, men selvom præsidenten går op i fordelingen af midler, kan han umuligt tage stilling til det hele på egen hånd. Derfor er han afhængig af rådgivere, der forsyner ham med ekspertise. Herunder også en videnskab- og teknologirådgiver,« forklarer Neal Lane.

Præsidenten former sit forskningspolitiske apparat

Det bringer os videre til et andet vigtigt redskab i præsidentens magtværktøjskasse.

Inden for det næste stykke tid skal præsident Trump udvælge de personer, der skal bestride centrale forskningspolitiske topposter i hans administration.

»Mange af Trumps forskningspolitiske beslutninger vil afhænge af, hvem han ansætter i ministerierne, i de statslige organer og i rådgiverpositioner,« siger Neal Lane, der selv har fungeret som forskningsrådgiver for Bill Clinton.

Præsidenten har eksempelvis magten til at udpege direktøren og vicedirektøren i The National Science Foundation. De to direktører skal godkendes af Senatet, men præsidenten kan helt på egen hånd udnævne de 24 medlemmer af bestyrelsen, som skaber den politiske ramme omkring The National Science Foundation.

Rådgiveren spiller en central rolle

Hvem der indtager topposterne vil sandsynligvis afhænge af, hvem Trump ansætter som sin personlige forskningsrådgiver.

»Forskningsrådgiveren er den absolut vigtigste indflydelse på præsidentens beslutninger på forskningsområdet. De færreste præsidenter er forskere, og derfor har de brug for rådgivning. Det bliver helt afgørende, hvem han vælger til at udfylde den rolle,« mener Neal Lane.

Rådgiveren kan dog ikke gøre andet end at rådgive, og præsidenten er på intet tidspunkt forpligtet til at følge rådene.

»Præsidenten kan omgive sig med eksperter, men i sidste ende er det alene hos ham, beslutningerne ligger,« siger Neal Lane.