Sådan fik man et hit i popmusikkens barndom

I 1963 fik den amerikanske countrymusiker Bobby Bare sit gennembrud med sangen Detroit City. I maj 1964 nåede han også de danske hitlister. I uge 21 nåede den lige akkurat at komme med på Top 20 på en 19. plads. Helt til tops nåede Bare aldrig, men det blev da til 6 uger og en syvendeplads som bedste placering.

Til gengæld nåede Gustav Wincklers danske version af samme sang Nu rejser jeg hjem helt op på tredjepladsen og slog med ni uger på Top 20 også originalen, hvad angår ophold på listen. Han kom også først, for Nu rejser jeg hjem var allerede gået ind på listen i uge 19 og lå på sjettepladsen, da Bobby Bare debuterede på listen.

Selve det, at en sang lå på hitlisten i flere forskellige versioner, var bestemt ikke noget særsyn dengang. Ti år tidligere var det oven i købet normen. Der var heller ikke noget odiøst i, at den danske version klarede sig bedre end originalen. Og at det var netop Gustav Winckler, der havde stået for den danske udgave af en sang, der havde hittet i udlandet for nylig, var alt andet end opsigtsvækkende. Det var nemlig sådan, han havde gjort i hele sin hidtidige karriere.

Årets hit 1953 - Gustav Winckler

Hvis man går helt tilbage til den første danske hitliste, som blev udgivet i Radio Bladet Se & Hør i slutningen af marts 1953 under overskriften Ugens Topmelodier, finder man faktisk Gustav Winckler på førstepladsen.

Han havde på få år etableret sig som en af Danmark førende refrænsangere, som det hed dengang. I slutningen af 1940’erne begyndte han at optræde som amatør og han fik sit første professionelle engagement i 1950. Senere samme år fik han debut på såvel grammofonplade som i radioen, hvor han hurtigt blev en fast gæst i de mange live-baserede udsendelser, der udgjorde halvdelen af populærmusikfladen helt frem til 1963.

I disse udsendelser lod man kendte sangere og sangerinder synge tidens populære melodier, uanset om de havde indspillet dem eller ej. I markedsføringsmæssig sammenhæng var deltagelse her mindst lige så vigtigt for kunstnerne som indspilning af plader, og da året var omme, var Gustav Wincklers karriere godt i gang. Han havde også travlt i studiet, for ved indgangen til 1953 havde han indsunget hele 109 sange på de gamle 78’erplade med plads til to sange på hver, som stadig var hovedformatet i disse år,

Den sang, der fik ham til tops på den første udgave af Ugens Topmelodier, var Zing A Little Zong, som han havde indspillet i duet med Aase Werrild. De var dog ikke alene. Under sangens titel er angivet hele fem forskellige indspilninger af samme sang. Grethe Sønck og Helge Mass i duet samt Raquel Rastenni lavede hver sin danske udgave. Hertil kom de engelske – med henholdsvis Helen O’Connel og Bing Crosby/Jane Wymans duet.

Selvom langt de fleste af titlerne på såvel den første som de følgende udgaver af Ugens Topmelodier var på engelsk, blev stort set samtlige sange oversat til dansk.

Af de øvrige ni sange på hitlisten var der med en enkelt undtagelse på samme måde anført mere end en indspilning og kunstner under titlerne. Med andre ord tog man begrebet ’topmelodi’ bogstaveligt. Man listede simpelthen samtlige tilgængelige indspilninger af en given melodi op og skelnede ikke mellem ”originaludgaver” og andre versioner. Sådan blev det også fremover på listen, som kørte frem til slutningen af 1954.

Alle sprang med på pop-vognen

Udformningen af Se og Hørs hitliste viser, hvordan man producerede og solgte populærmusik dengang. Hvis en melodi begyndte at vise sig populær, skyndte alle pladeselskaberne sig at indspille den med en af deres kunstnere. Det fremgår tydeligt af hitlisterne, og Gustav Winckler var om nogen hurtig på aftrækkeren.

I 1953 lå han på Ugens Topmelodier i hver eneste uge, men ofte fulgte han blot trop, når en sang begyndte at blive populær. Hvis sangen passede til ham, gik der kun et par uger, så kunne man finde en udgave med Gustav Winckler. Hvis ikke, kunne man for det meste finde en udgave med hans kvindelige modstykke Raquel Rastenni, og ofte kunne man vælge mellem de to kunstneres udgaver af samme sang.

Overordnet set udgør de tidligste danske hitlister en eksemplarisk kilde til at studere, hvordan udenlandsk populærmusik blev udbredt i Danmark. Man kan ganske enkelt følge, hvordan der uge for uge kom flere indspilninger til under den enkelte titel. At man så langsomt ændrede praksis og tankegang de følgende år, afspejles af, at også hitlisterne ændrede form sidenhen.

Månedens Top-Melodier - B.T.’s pladebarometer

Se & Hør ophørte med at bringe deres hitliste i slutningen af 1954. Et lille år senere så den næste danske hitliste dagens lys, da Per Sørensen startede Quans Musikbureau og begyndte at udforme månedslister. Han blev senere en central skikkelse i dansk musikindustri og stod blandt andet bag Keld & the Donkeys, da de forenede slager og pigtrådsmusik med Ved landsbyens gadekær i 1966.

I første omgang var der udelukkende tale om information internt i branchen, men fra juli 1956 kunne man også finde listerne i B.T. under rubrikken B.T.’s pladebarometer. I modsætning til Se & Hørs hitliste opererede Sørensen med flere formater. På det første pladebarometer kunne man således foruden en overordnet liste over Månedens Topmelodier for juni 1956 også finde opgørelser over Mest solgte 78’ere, Mest solgte EP’er og Mest solgte LP’er.

At det primært var 78’ere, der blev solgt, illustreres af, at listen over månedens topmelodier, som udgjorde hovedlisten, i praksis var identisk med 78’er-listen.

I løbet af de følgende år blev 78’eren erstattet af singlen, men ellers bevarede B.T.’s pladebarometer samme udformning frem til begyndelsen af august 1961, hvor B.T. brød med Quan’s Musikbureau og foretog sin egen optælling, baseret på oplysninger fra 50 grammofonforretninger. Samtidig brød man også med princippet om at inkludere flere kunstnere med samme titel, som var blevet videreført fra Se & Hørs hitliste anno 1953-54.

Som det ses, angav Quan i tre tilfælde to forskellige kunstnere/grupper i forbindelse med en titel, og man får stort set alle tænkelige fremstillingsformer præsenteres her.

I Det første tilfælde, I've Told Every Little Star, var sangen ganske rigtigt tilgængelig i indspilninger med såvel danske Gitte Hænning som amerikanske Linda Scott. Da begge indspilninger var på engelsk, var der naturligt nok kun en titel. Til gengæld var den næste, kom til Alaska/North To Alaska indspillet på såvel dansk som engelsk, og det giver derfor fin mening, at der refereres til begge titler og indspilninger. Derimod er det lidt sværere at regne ud, at Gustav Wincklers udgave af Muss I Denn var på dansk, da det kun var den tyske titel, der blev anført. At Elvis Presley-indspilningen så faktisk hed Wooden Heart med den oprindelige tyske titel i parentes, gør det ekstra forvirrende.

Uklare kriterier for hitlisterne

Sammen og hver for sig illustrerer disse to hitlister ganske fint, hvordan gamle og nye praksisser og tankegange blev forhandlet i første halvdel af 1960’erne. At Gustav Winckler stod anført side om side med Elvis Presley på den pågældende Quan-hitliste viser i sig selv, at der stadig blev lavet danske indspilninger af tidens store hits i 1961. Hvis jeg må, som den danske version rettelig hed, var indspillet i midten af januar 1961. På dette tidspunkt havde Elvis Presleys udgave af sangen været at finde på de tyske hitlister siden november.

Her havde man også kunnet se og høre Presley fremføre den i filmen G.I. Blues, og da filmen var på vej til Danmark, kunne man med stor sandsynlighed forvente, at sangen også ville blive populær i Danmark. Det blev den, og Gustav Wincklers danske udgave havde allerede været på markedet i lang tid, da filmen havde dansk premiere i midten af april 1961. I hitlistesammenhæng, hvor sangen var med fra slutningen af januar, var det første omgang var det kun Presleys udgave, der blev henvist til, men efterhånden fik han selskab af Gustav Winckler.

At det til gengæld ikke fremgik af Quans hitliste, at Otto Brandenburg også havde indspillet samme sang med en helt anden dansksproget tekst, eksemplificerer, hvor uigennemskuelige disse hitlister ofte var med hensyn til, hvordan de blev sammensat.

Man aner rent ud sagt ikke, hvad kriterierne har været for, hvorvidt den ene eller anden version er blevet medregnet, men kan blot konstatere, at de gamle praksisser med at lave mange versioner af sange, der blev populære, i høj grad stadig levede på dette tidspunkt. Så var det unægtelig lidt nemmere at tolke B.T.’s nye hitliste fra juli 1961 og frem, hvor man lod indspilningerne leve hvert sit liv.

Miskmask i maj 1964

Billedet var det samme, når man springer frem til maj 1964, hvor tre sange hittede: Nu rejser jeg hjem/Non Ho L’eta/ Can’t Buy Me Love.

Gustav Winckler og Bobby Bare var begge var at finde på Danmarks Radios Top 20, som var en helt tredje hitliste. På B.T.’s hitliste over de meste solgte singler i maj, finder man også begge versioner. I modsætning til Danmarks Radios hitlister, var det her Bobby Bares udgave, der med en fjerdeplads lå højest placeret. Gustav Winckler og den danske udgave var at finde helt nede på niendepladsen.

På Quans liste, som nu blev præsenteret i Ekstra Bladet, var det derimod kun Gustav Winckler og Nu rejser jeg hjem, der blev nævnt. Sangen lå oven i købet på førstepladsen, men af en forklarende tekst, fremgår det, at man også havde indregnet salget af Bobby Bares udgave.

Dette betyder altså, at man åbenbart havde valgt den version af sangen, som havde opnået flest stemmer eller havde solgt mest, men samtidig valgte man at lægge det hele sammen. Hvorvidt man havde gjort det samme med de øvrige sange på listen, melder historien ikke noget om, men det gør det unægtelig svært at gennemskue, hvordan listen i det hele taget er blevet til.

Det vides eksempelvis ikke, om Gigliola Cinguetti havde klaret sig selv på andenpladsen eller havde fået hjælp af Raquel Rastenni og hendes danske udgave af Non Ho L’eta.

Så er det langt nemmere at forholde sig til sangtitler som Can’t Buy Me Love og I Saw Her Standing There. Begge disse sange, som lå på såvel Ekstra Bladets som B.T.’s månedsliste for maj 1964, er skrevet og indspillet af The Beatles, og de behøvede ingen hjælp fra danske versioner. At Ekstra Bladet så ifølge fortsættelsen på ovenstående citat i øvrigt mente, at The Beatles var ’på retur’, fordi deres højeste placering på deres og Quans hitliste var en femteplads, må betragtes som et vildskud af historiske dimensioner.

Gådefulde tal

Hvordan de i det hele taget er nået frem til, at såvel Gustav Winckler/Bobby Bare som Al Hirt og Jim Reeves på henholdsvis tredje- og fjerdepladsen skulle have solgt mere end The Beatles, som ellers fik massiv omtale og air play i april og maj på grund af deres forestående koncert i København i begyndelsen af juni, er noget af en gåde. Og det står som et centralt eksempel på, at man ikke altid skal tage hitlister for mere end, hvad de er.

I direkte sammenligning med de to andre hitlister, ser det i hvert tilfælde helt skævt ud. Tidligere samme uge havde The Beatles toppet Danmarks Radios Top 20 med Can’t Buy Me Love,og hvis man tæller alle Danmarks Radios listers for maj måned sammen, var det netop Can’t Buy Me Love, der klarede sig bedst af alle sange med Non Ho L’eta lige efter på andenpladsen.

At rækkefølgen var omvendt i B.T., hvor Gigliola Cinguetti lå øverst og The Beatles nr. to,gør ikke den store forskel,for kampen mellem de tosange havde været ganske tæt på Top 20. Til gengæld skiller Ekstra Bladets liste sig anderledes markant ud fra de andre.

Under alle omstændigheder kunne Gustav Winckler for eftertiden bryste sig med at have slået The Beatles på i hvert fald én hitliste blot få dage før, danskerne ved selvsyn kunne erfare, hvad Beatlemania var for en sygdom. Selv Ekstra Bladet og Quan, hvis kilder i det hele taget forekommer at have været ret konservative i forhold til de nye toner fra England, måtte efterhånden overgive sig og lade The Beatles indtage samme position i toppen af hitlisten som de øvrige medier.