Re-Sepp-Ten – den enestående historie om et syngende landshold

Med få undtagelser har man hver anden sommer siden 1986 kunnet nyde lyden af en større forsamling mænds fællessang i dansk radio. I modsætning til de almindelige krav for at opnå spilletid i æteren er hovedkriteriet ikke, at de er gode til at synge.

Faktisk har det været noget af en historie, de gange én af disse mænd har haft lyst og evner til andet end fællesskrål og brummen i baggrunden. Deres adgang til radioen og hitlisterne, hvor sangene altid er gået ind efterfølgende, er derimod betinget af deres evner til at sparke til en fodbold.

Mænd, der synger i kor

Siden 1986 har det nemlig været en fast tradition, at det danske fodboldlandshold har indspillet en sang forud for en deltagelse ved en stor international slutrunde.

Den eneste undtagelse var i 1992, da Danmark som bekendt blev europamestre i fodbold. Men det skyldes udelukkende, at man ikke kunne nå det, fordi vi først kom med på afbud i sidste øjeblik.

At det så er den eneste gang, Danmark har vundet et internationalt mesterskab, kunne måske pege i retning af, at man skulle prøve at springe slagsangen over, men det er ikke sket endnu.

To er ikke bedre end én

Faktisk var der hele to ved verdensmesterskaberne i 2010. Først den officielle, ’The Danish Way To Rock’ med det nuværende landshold og Nephew.

Men landsholdsangriberen Søren Larsen havde også selv skrevet en sang sammen med en ven, og fået en lang række tidligere landsholdspillere, såsom Søren Busk, Ivan Nielsen og Mark Strudal lokket med i studiet.

At dømme efter landsholdets resultater ved denne slutrunde var to bestemt ikke bedre end én, for Danmark røg ud med et brag efter et gennemgående skidt VM.

Fra Rød-Hvide farver til Re-Sepp-ten

Traditionen med at sætte det danske fodboldlandshold til at synge en slagsang går helt tilbage til 1972.

Dette år indsang det danske landshold nemlig ’Rød-Hvide farver’ sammen med Flemming Antony forud for De Olympiske Lege, som fandt sted i Mexico dete år.

Melodien var hentet i England, hvor den under originaltitlen ’Blue Is The Colour’ var blevet indsunget af Chelseas fodboldhold forud for holdets deltagelse i FA-cupfinalen tidligere samme år.

Ingen slutrunde ingen sang

Rød-Hvide farver blev et pænt hit og holdt sig på hitlisterne et godt stykke tid efter OL var overstået.

Danmark havde også klaret sig ganske fint og snublede først lige før målstregen med et 4-0 nederlag mod USSR i den sidste mellemrundekamp inden medaljerne skulle fordeles.

At man skal helt frem til 1986 for at finde den næste sang med landsholdet skyldes dels, at Danmark slet ikke klarede at kvalificere sig til slutrunder fra 1972 til 1982.

Derudover skyldtes det, at man ikke indspillede en sang, da vi endelige klarede skærene frem mod EM i Frankrig i 1984.

Rap med Gunnar Nu

I stedet blev det den legendariske sportskommentator Gunnar Nu Hansen, som lagde stemme til årets fodboldhit med sangen ’Rap nu’.

Den på dette tidspunkt 78-årige pensionist var bestemt ikke den fødte rapper, men det gjorde åbenbart ikke så meget. ’Rap nu’ toppede nemlig B.T.’s hitliste hele juni måned, og et stykke af juli med, i 1984.

Flemming Antony forsøgte sig også med en genindspilning af ’Rød-Hvide farver’ med ’et kor af fodboldspillere’, som der stod på pladen.

Ifølge oplysninger på Antonys egen hjemmeside blev også denne plade et hit, men det har i så fald været lokalt, for den var ikke på den officielle hitliste det år.

Revanche i 1986

Danskerne blev dog ikke helt snydt for at høre spillernes mandige røster, for under turneringen stillede de alle op i tv med en sang til Allan Simonsen.

Han havde nemlig brækket benet i åbningskampen mod værtsnationen Frankrig og kom ret beset aldrig tilbage på samme niveau som tidligere.

I 1986 revancherede landsholdet sig i den grad for det manglende bidrag to år forinden, da de gik til mikrofonerne i begyndelsen af marts.

Den sang, de indspillede, blev nemlig ikke alene årets mest solgte, men samtidigt den bedst sælgende danske single gennem tiderne. Historien bag sangen er ret enestående.

Dette er en forkortet udgave - læs resten af artiklen på Det Kongelige Biblioteks hjemmeside her.