1. august 2014 - 100 år, siden 1. Verdenskrig begyndte.
Det lykkedes dengang Danmark at opretholde sin neutralitet under krigen, der varede frem til 1918.
Men det kunne have gået rigtig galt for lille Danmark. Den danske regering bøjede sig nemlig for presset fra Tyskland og tillod i 1914, at søminer blev lagt ud i dansk farvand.
Heldigvis for Danmark skete det med stiltiende accept fra britisk side, selvom Danmark med tilladelsen havde brudt neutraliteten ifølge folkeretten.
Neutrale Danmark ville undgå konflikt med Tyskland
Mineudlægningen er det første markante eksempel på en tilpasningspolitik, hvor dansk udenrigspolitik handlede om at forholde sig neutral og samtidig ikke at komme i konflikt med Tyskland.
Manden bag denne linje var den daværende udenrigsminister Erik Scavenius.
I et radioklip fra 1938 fremlægger Erik Scavenius sit og den daværende regerings syn på, hvorfor 1. Verdenskrig begyndte, og han forsvarer, hvorfor Danmark valgte at imødegå tyskerne, selvom det ikke var til at vide, hvordan briterne ville reagere på det:
»Man bør ikke af frygt for kommende farer undlade at skaffe sig en umiddelbart truende fra hånden,« siger Erik Scavenius i klippet, som du med hjælp fra danmarkshistorien.dk kan høre her:

































