'Radikale' muslimer kan godt være demokrater

Er det legitimt at tage på jihad til f.eks. Afghanistan eller Somalia? Det findes der muslimer i Danmark, der mener. Og bør muslimer bo i en islamisk stat og undsige demokratiet, fordi muslimer lever efter Guds lov snarere end menneskets love? Det er der også muslimer i Danmark, der mener.

Det er der som sådan ikke noget nyt i. Det nye er, at den danske stat i stigende grad er blevet interesseret i disse grupperinger og betegner dem som 'radikaliserede'.

I 2009 blev der således udarbejdet en handlingsplan til bekæmpelse af radikalisering, som i øvrigt ikke kun har med islamister at gøre, men også drejer sig om højre- og ventreekstremisme. Terrorisme opfattes som et muligt endemål for radikalisering, men radikalisering er langt mere end terrorisme. Ifølge handlingsplanen handler radikalisering også om tilstedeværelsen af totalitære og antidemokratiske ideologier, om intolerance over for andres synspunkter, fjendebilleder og opdeling i 'dem' og 'os'.

Radikalisering er altså derfor ifølge handlingsplanen et alvorligt problem for det danske samfund og noget, som man bør arbejde for at forstå, identificere og forebygge. Det var udgangspunktet for den undersøgelse af islamisk radikalisering, som vi netop har udgivet en rapport om.

Undersøgelsen lavet i islamisk miljø

Rapporten bygger på 39 interviews og deltagerobservation i et islamisk miljø i Århus, som flere af vores interviewpersoner og andre uden for miljøet pegede på som radikalt. Nogle af interviewene var med folk, som professionelt arbejder med unge muslimer, f.eks. socialrådgivere, integrationsmedarbejdere og lærere. Andre var med imamer og ledere af muslimer organisationer.

Knap halvdelen af interviewene var med unge muslimer aktive i miljøet, mens en lille gruppe af muslimer uden for miljøet fungerede som en slags kontrolgruppe. Miljøet var ret forskelligartet og ikke som sådant et radikalt miljø, men det var et miljø, hvor mange forskellige synspunkter findes, herunder også støtte til organisationer, som er på internationale terrorlister, og hvor det ikke er ualmindeligt at stille spørgsmålstegn ved, om muslimer bør deltage i demokratiet f.eks. ved at stemme til valget.

Stort set ingen fællestræk for radikaliserede

I vores undersøgelse har vi taget udgangspunkt i den eksisterende forskning på området. Men der er et skævt forhold mellem, hvor meget der er skrevet om radikalisering, og hvor lidt der er forsket i det.

Der findes mængder af rapporter, der gengiver resultaterne fra de samme få undersøgelser, som primært fokuserer på 'profiling'. Profiling drejer sig om at sammenligne kendte terroristers profiler, alder, etnicitet, uddannelse, ægteskabelige forhold osv. med henblik på at lave en model for hvem, der er i risikozonen for at blive terrorist.

Resultaterne har været pauvre:

Der er så godt som ingen fællestræk bortset fra, at det tydeligvis ikke er de fattigste (i den muslimske verden) eller de dårligst integrerede (i den vestlige verden). Et andet ofte forekommende træk er, at mange af de islamistiske terrorister enten er konvertitter eller muslimer, som ikke er blevet opdraget religiøst, men som først senere i livet er blevet praktiserende muslimer.

Forsøget på at opstille generelle profiler af radikaliserede, eller distinkte faser i en radikaliseringsproces, har medført et fokus på individer. I modsætning til dette forsøger den nyeste forskning på området snarere at fokusere på sociale relationer og gruppedynamikker i bestemte miljøer. En af de mest kendte forskere Marc Sageman har ligefrem det, han kalder en 'buddy theory of terrorism', hvor han hævder, at venskab og slægtskab er væsentlige elementer, hvis man skal forstå, hvem der bliver radikaliseret.

Hader ikke demokratiet

I rapporten har vi undersøgt, hvad der sker, når man tager den definition af radikalisering, som danske myndigheder anvender, og bruger den som skabelon på et af de muslimske miljøer i Danmark, som af mange vil blive betegnet som radikalt.

Et af resultaterne er, at der i et sådant miljø ikke kan konstateres et omfattende had til demokratiet eller den vestlige verden, men snarere en overbevisning om, at afvisningen af demokratiet må ses som et individuelt valg.

Ligeledes er støtte til terrororganisationer ikke det samme som en generel accept af brugen af vold, men kan være udtryk for, at disse opfattes som legitime modstandsbevægelser. "I gjorde da også modstand, da Danmark blev besat af tyskerne", var der flere af interviewpersonerne, der anførte.

Støtte til Taliban og Hamas - med forbehold

Undersøgelsen viser, at når man lytter til de distinktioner, begreber og formuleringer, som unge muslimer selv benytter sig af, når der tales om fænomener som radikalisering, jihad, demokrati, sharia osv., så tegner der sig et ganske nuanceret billede.

Der er ganske vist unge, som ytrer støtte til f.eks Taliban, Hamas eller al-Shabaab, men det sker med en række væsentlige forbehold, herunder især at man skal undgå at ramme civilbefolkningen, og støtten til disse organisationer betyder ikke, at man støtter Al-Qaeda-inspireret terror i Vesten.

På samme måde er der flere af vores interviewpersoner, som har forbehold over for demokratiet ud fra religiøse overbevisninger, men som på ingen måde forestiller sig, at Danmark nogensinde bliver en sharia-stat.

Stemme til tavse muslimer

I undersøgelsen har vi også spurgt nogle af de muslimer, som indirekte er i søgelyset, når talen falder på radikalisering, om, hvordan de opfatter fænomenet radikalisering, hvordan det bedst kan forebygges, og om problemets omfang. Det har vi gjort ud fra en antagelse om, at vi herved kan lære noget nyt om radikaliseringens natur og mulighederne for forebyggelse. Undersøgelsen giver på denne måde stemme til nogle af de mennesker, som ikke har fået ørenlyd, eller som har været tavse i debatten om radikalisering herhjemme.

Danske myndigheders definition af radikalisering er kritisabel, fordi den er alt for bred

Lasse Lindekilde og Lene Kühle

De forklarede, at de oplever, at den megen fokus på radikalisering er overdreven, og at den er med til at sætte folk som dem selv i forbindelse med et segment af befolkningen, som er "problematisk". Det opleves som udtryk for miskendelse, når de på den måde (endnu engang) mistænkeliggøres.

Med hensyn til den officielle indsats for at imødegå radikalisering mente nogle, at det var positivt, at handlingsplanen indeholdt initiativer i forhold til anti-diskrimination, mens andre var mere skeptiske og anså flere af initiativerne som udtryk for en stigmatisering af unge aktivt troende muslimer.

Myndighedernes definition er kritisabel

Danske myndigheders definition af radikalisering er kritisabel, fordi den er alt for bred.

I rapporten foreslår vi, at man går lidt bort fra at se radikalisering som en proces, som individer gennemgår, og i stedet ser det som en proces, som grupper eller miljøer kan gennemgå. Og vi foreslår, at radikalisering ses som udtryk for mistillid til samfundet. Denne mistillid kan udvikle sig til en situation, hvor grupper i samfundet kommer til at mene, at staten er imod dem, og at den derfor er et legitimt mål for terrorisme.

Tunesersagen, sagen hvor to tunesere mistænkt for mordplaner mod karikaturtegner Kurt Westergaard, blev administrativt udvist uden retssag, blev fremhævet af nogle af de adspurgte som en sag, der fik dem til at tvivle på, om den danske stat er retfærdig, og om de som muslimer har samme retssikkerhed som andre.

Hvad skal vi gøre?

Der er ingen nemme løsninger på, hvad man kan gøre for at forebygge radikalisering.

I en konfliktfyldt globaliseret verden vil der altid være en risiko for terrorisme. Det er derfor vigtigt, at PET er rustede til at forhindre terroraktioner på dansk jord. Men det er mindst lige så vigtigt, at angsten for terrorisme ikke fører til mistænkeliggørelse af grupper i samfundet eller til tiltag, som undergraver den danske stats legitimitet som retsstat.