Påskemåltidet smager af slaveri, offer og fællesskab

Mad har evnen til at tryllebinde og tage os tilbage til barndommens minder om mors julesteg eller sommerferiens grisefest i Spanien.

Mad og minder er stærkt forbundet, og et godt eksempel herpå finder vi i Bibelens to testamenter.

I Det Gamle Testamente skal påskemåltidet minde os om israelitternes dramatiske flugt fra slaveri i Egypten.

I Det Nye Testamente bliver den gammeltestamentlige påske derimod bearbejdet og fyldt med et nyt indhold, så påsken i stedet bliver et måltid til minde om Jesus.

Mærkede dørkarme med påskelammets blod

I Det Gamle Testamente forbindes påsken med fortællingen om israelitternes fangenskab i Egypten, som man kan læse om i Anden Mosebog kapitel 12.

Det er samtidig fortællingen om, hvordan Farao endelig lader israelitterne rejse, efter Egypten er blevet ramt af de 10 plager.

Den tiende og sidste plage er drabet på Egyptens førstefødte. Med denne fortælling indstiftes påsken som et mindemåltid – en årligt tilbagevendende begivenhed – der skal minde israelitterne om, hvordan deres Gud reddede dem fra slaveriet.

På denne skæbnesvangre nat, fortæller Anden Mosebog, gemte israelitterne sig i deres huse. De havde mærket deres dørkarme med påskelammets blod, så Jahve, der gik rundt udenfor i mørket og bragte død til Egyptens førstefødte, ville gå forbi. Pesach, der er det hebraiske ord for påske, betyder netop at gå forbi.

En komplet genopførsel med vandrestave

Påskemåltidet består af helstegt lam, usyret brød og bitre urter, og hver del har en symbolsk betydning.

Lammet refererer til blodet, der frelste israelitterne fra døden, og det usyrede brød spiser man, fordi israelitterne måtte forlade Egypten i en sådan hast, at der ikke var tid til at brødet kunne hæve.

De bitre urter får vi ingen forklaring på i Det Gamle Testamente, men ifølge den senere jødiske tradition skal man spise bitre urter til sit påskelam, fordi de minder om fangenskabets bitre år i Egypten.

Påskemåltidet skal spises i al hast. Man skal have sin kjortel bundet op, sandaler på fødderne og en vandrestav i hånden.

Sådan skal man gøre det år efter år, for at mindes flugten fra Egypten, og man skal give traditionen videre til sine børn, som der står i Anden Mosebog kapitel 12:

»Dette skal I overholde som en forordning for jer og jeres børn til evig tid. Når I kommer til det land, Jahve vil give jer, sådan som han har lovet, skal I overholde denne skik. Og når jeres børn spørger, hvad det er for en skik, I har, skal I svare: 'Det er påskeoffer for Jahve, fordi han i Egypten sprang israelitternes huse over, da han slog egypterne ned, men skånede vores huse'.«

Det er med andre ord næsten som at være der selv. Ved at klæde sig ud i rejsetøj og spise i hast genopfører man det drama, som påskemåltidet er til minde om. Måltidet genopliver fortællingen, og alle, der deltager i det, bliver for en stund til israelitterne, som de sad der i den egyptiske nat med hjertet i halsen og vandrestaven i hånden.

Fra påskelam til brød og vin

I Det Nye Testamente er påskemåltidet stadig et mindemåltid, men det bliver et måltid til erindring om noget ganske andet.

Under den sidste nadver – som jo strengt taget er den første nadver – fejrer Jesus og disciplene netop påske, men Jesus giver måltidselementerne en ny betydning. Nu er det ikke længere lam, usyret brød og bitre urter, men brød og vin, der er de centrale dele af måltidet.

Som man kan læse i Første Korintherbrev kapitel 11:

»Herren Jesus i den nat, da han blev forrådt, tog et brød, takkede, brød det og sagde: 'Dette er mit legeme, som gives for jer; gør dette til ihukommelse af mig!' Ligeså tog han også bægeret efter måltidet og sagde: 'Dette bæger er den nye pagt ved mit blod; gør dette, hver gang I drikker det, til ihukommelse af mig!' For hver gang I spiser dette brød og drikker bægeret, forkynder I Herrens død, indtil han kommer.«

Den kristne nadver er teologisk håndværk

De nytestamentlige forfattere tager fat i påskemåltidet, et vigtigt jødisk ritual, og transformerer det, så det i stedet bliver til begyndelsen på indstiftelsen af den kristne nadver.

Forfatterne udskifter et ritual med et andet. Ja, de tager nærmest lammestegen ud af munden på folk, og erstatter den med brødet og vinen, som er Jesus’ kød og blod.

Det må siges at være godt teologisk håndværk, for forfatterne nøjes ikke med at sige, at Jesus nu er religionens nye fokus. De siger også, at man skal spise og smage det i brødet og vinen, i stedet for i lam og bitre urter. Netop fordi der er en særlig sammenhæng mellem mad og minder.

Danske påskefrokoster smager af fællesskab

Om få dage samles mange danskere til påskefrokost, et måltid, der markerer det særlige på flere måder. Det understreger en særlig tid, helligdagen eller fridagen over for hverdagen, og et særligt fællesskab, hvad enten vi så holder påskefrokost med familien, vennerne fra kollegiekøkkenet eller med læseklubben.

Påskefrokosten er traditionel, ja ligefrem gammeldags. Den minder os om, at vi er en del af en historie, og at den historie har hjemme i en nordisk (sild og snaps), kulturkristen kontekst. Man skal hverken være dansk eller kristen for at gå til påskefrokost, men påskefrokosten har sin rod i en kristen højtid, der i øvrigt har sin rod i en jødisk højtid.

Det er nok de færreste, der mindes israelitternes flugt fra Egypten eller Jesus og disciplene i Jerusalem, når de sætter sig ved påskefrokostbordet.

I stedet minder det os nok om fællesskab og familie, om forår og fest og måske om gamle dage, om mormors tarteletter og om marineret sild.