På jagt efter ondskabens DNA

Betjentene gjorde et meget makabert fund på loftet over Dagmar Overbyes lejlighed den dag i 1920. Et mumificeret spædbarn. Og da de mistænksomme politifolk nåede til hendes kakkelovn, ventede endnu et chok: Knoglerester af flere andre babyer.

I 1921 fællede Østre Landsret dom over den unge kvinde. Hun blev dømt til døden for drabene på otte uønskede spædbørn, som desperate mødre havde betalt hende for at tage i pleje.

Med dødsdommen fik anklageren sin vilje. Det til trods for, at Dagmars forsvarer mente, at hun blot var offer for et koldt samfund, der hverken havde taget hånd om hende eller de uønskede spædbørn.

Ny udstilling viser baby-knogler

De fleste vil nok mene, at Dagmar Overbye var ond - ligesom andre danske mordere som Peter Lundin og politimorderen Palle Sørensen. Men hvor kom den ondskab fra? Kom den fra Dagmar selv? Eller havde hendes forsvarer ret, da han argumenterede, at hun blot var offer for et koldt samfund?

De spørgsmål rejser sig, når man besøger en ny, opsigtsvækkende udstilling på Politimuseet i København.

Udstillingen viser bevismateriale fra fem af Danmarks værste mordsager. Blandt andet kan offentligheden for første gang se den økse, som morderen Peter Lundin brugte til at partere sine ofre med i 2000 – og de knoglerester, politiet fandt i Dagmar Overbyes kakkelovn.

Hvilke omstændigheder gør mennesker onde?

Forskere i socialpsykologi er optaget af at forstå, hvorfor nogle mennesker er onde. Kender vi ondskaben ind til marven, er der nemlig en chance for, at vi kan begrænse den. Det fortæller Sven Mørch, der er lektor i socialpsykologi ved Institut for Psykologi, Københavns Universitet.

»Inden for socialpsykologien er vi meget interesserede i, hvordan sociale forhold påvirker enkelte personer. Vi har derfor historisk beskæftiget os med:

1. For det første i hvilket omfang ondskab er et individuelt fænomen.
2. For det andet om den opstår i særlige situationer.
3. Eller for det tredje om samfundet skaber fænomenet,« siger Sven Mørch.

Tiden har forfinet vores syn på ondskab

De tre opfattelser af, hvorfor et menneske bliver ondt, er opstået på tre forskellige tidspunkter i historien:

1. For 100 år siden opfattede psykologer ondskab som noget, der findes i den enkelte onde person. Dagmar Overbye dræbte altså – ifølge den teori – de mange spædbørn, fordi hun var født som et ondt menneske.
   
2. Efter 2. verdenskrig opstod en ny opfattelse af ondskab: Den konkrete situation kan gøre mennesker onde. Det kunne man se i forbindelse med nazisternes koncentrationslejre. Nazisterne havde dræbt millioner af mennesker i lejrene, og i massakrerne deltog mange ’almindelige’, psykisk stabile tyskere. Men datidens psykologer kunne konstatere, at de mennesker ikke nødvendigvis var født onde. En lejrchef i en koncentrationslejr kunne sende jøder i gaskamrene om eftermiddagen og stadig være en god og kærlig far over for sine børn om aftenen. Det var altså omstændighederne, der gjorde lejrchefen ond.
   
3. Socialpsykologien kom i 1970erne frem til, at en rod til ondskab kan findes i samfundet. Et samfund kan dehumanisere særlige kategorier af mennesker, så det bliver ok at være onde mod dem. Forskerne kalder fænomenet for ’strukturel vold’. Det legitimerer blandt andet, at soldater slår andre mennesker ihjel i krig. Når samfundet har kategoriseret terrornetværket Al-Qaeda som ’fjende’, er det ok at være ond over for dets medlemmer. Faktisk kan det være prisværdigt at dræbe dem.

»Man kan blandt andet også forklare børnemishandling som en effekt af strukturel vold. Den tyske socialpsykolog Peter Brüchner lavede i 1970erne en analyse af netop det,« fortæller Sven Mørch.

Samfundet skaber børnemishandlere

For Brückner var børnemishandleren ikke bare en individuel afviger eller syg person. Han opfører sig heller ikke ondt, fordi han har haft en dårlig opvækst.

Socialpsykologen mente derimod, at børnemishandlere er et produkt af et samfund, som helt generelt skaber afstande mellem mennesker og legitimerer ulighed og undertrykkelse.

Blandt andet skaber vi en afstand til børn ved at placere dem i kategorien ’børn’ – og det kan forklare, hvorfor nogle voksne er onde ved de små.

Samfundet er ligeglad med børn

»Brüchners specielle opfattelse var, at samfundets mange uligheder i sidste instans rammer børn. Samfundet kan på mangle måder vise, at det er ligeglad med børn – de voksne har ikke tid til dem, og de bliver parkeret på legepladser og i institutioner.«

»For Brückner at se udtrykker børnemishandleren derfor blot selve samfundets logik. Børnemishandlingen bliver nærmest samfundets toppræstation,« siger Sven Mørch.
Børnemishandlere kan i det perspektiv ses som mennesker, der fører samfundets syn på børn ud i den yderste konsekvens. Samfundet er ligeglad med kategorien ’børn’, og derfor bliver det for nogle mennesker legitimt at mishandle dem.

»Jeg mener, at der meget vel kan være noget om denne strukturelle forståelse. Medierne og den offentlige debat tager bare ikke den strukturelle vold op ret tit, fordi vi bliver så fascinerede af de enkeltpersoner, der udfører ondskaben,« siger Sven Mørch.

Mord på pige gjorde opmærksom på pædofili

Den første kriminalsag, der gjorde offentligheden opmærksom på børnemishandling og pædofili i Danmark, er også en del af Politimuseets udstilling.

I en montre hænger en hjulkapsel fra en bil. Kapslen stammer fra den såkaldte Malene-sag.

I 1982 blev den 10-årige pige Malene Rose Hansen fundet mishandlet, voldtaget og kvalt i en mose, fortæller museets leder, ph.d. i politihistorie Frederik Strand.

»Man afslørede drabsmanden ved hjælp af hjulkapslen, som man fandt ved gerningsstedet. Det viste sig, at manden have misbrugt børn igennem længere tid. Den sag åbnede samfundets øjne for pædofili og de overgreb på børn, som i dag bliver opfattet som indbegrebet af ondskab,« siger Frederik Strand.

Mordere ligner hinanden

Efter at have arbejdet indgående med de fem mordsager på udstillingen, kan Frederik Strand konstatere, at ondskaben har et gennemgående træk – lige meget om den blev ført ud i livet af Malenes morder, Peter Lundin eller seriemordersken Dagmar Overbye.

»Når folk udfører de her handlinger, sætter de sig selv i centrum og tilsidesætter på groveste vis hensynet til andre mennesker,« siger Frederik Strand.

Vi må være onde overfor andre kategorier af mennesker

Lektor Sven Mørch mener også, at ondskab finder sted, når et menneske kan distancere sig fra sine medmennesker.

»Ondskab kan opstå, når nogle mennesker putter andre mennesker i en kategori, hvor det er ok at skade dem. Enten fordi det passer ind i ’de ondes’ kram, eller fordi de – som Breivik i Norge – mener, at en ideologi giver dem ret til det.«

»Mange handlinger, som vi kalder onde, bunder i, at vi kan kategorisere andre mennesker som anderledes end os selv. Man dehumaniserer dem. Historisk skete det blandt andet med sorte, så man kunne tage dem som slaver. Kategoriseringen legitimerer handlingen.«

»Det samme sker i krig, hvor man kategoriserer andre mennesker på en måde, som legitimerer, at man er onde over for dem. Kategorien ’fjende’ gør det vel næsten til en toppræstation at dræbe al Al-Qaeda-folk i Afghanistan,« siger Sven Mørch.

Spørgsmålet er så bare, om det i de enkelte tilfælde er samfundet eller det enkelte menneske, der skaber kategorierne. Det er svært at besvare. Men der er en masse brændstof til refleksion over spørgsmålet på Politimuseets udstilling, der i øjeblikket er åben.