I århundrederne e.v.t blev den romerske indflydelse i Norden stadig større, og kendskabet til Romerriget voksede støt.
Luksusprodukter som vin, sølvservice og eksklusive sværd nåede det danske område, både via handel og som personlige ejendele tilhørende soldater og rejsende, der selv oplevede det enorme riges herligheder, udfordringer og brutalitet.
Ved Limesgrænsen langs med Rhinen var der en livlig handel med alt mellem himmel og jord.
De germanske bønder og handlende leverede efter alt at dømme kvæg og garvede kohuder til de hundredtusinder af soldater i den romerske hær, som alle skulle have lædersandaler på fødderne og skindtelte at sove i.
Derudover handlede man sandsynligvis med uldtekstiler, rav, slaver taget i interne krige, og hvad man nu engang kunne tjene penge på, for eksempel saltet bacon og andre fødevarer.
Ofringerne i søen var en afslutning
I tiden e.v.t. lod krigere fra hele det frie Germanien – også det danske område – sig indskrive i de romerske hjælpetropper, auxilia.
Krigerne erhvervede sig et indgående kendskab til den romerske hær, dens måde at kæmpe på og blev nogenlunde bekendt med romersk skik og brug.
Hvis de overlevede deres tid i den romerske hær, kunne de tjene nok til at leve et komfortabelt liv, når de var hjemme igen. Men mange valgte i stedet at fortsætte den militære løbebane hjemme og kæmpe i lokale krige. Det afslører de mange våbenofferfund fra perioden.
I Illerup Ådal nord for Skanderborg blev mere end 12.000 våbendele, herunder romerske sværdklinger og personlige nipsgenstande, fundet på bunden af en tilgroet sø.
Fire gange har man ofret i søen over en periode på et par hundrede år. Kun 40 procent af søområdet er udgravet, og en stor del af krigernes udstyr ligger stadig på den gamle søbund.
I år 205 e.v.t. fandt den første ofring sted, og her blev mere end 1.000 krigeres våben, tøj og personlige ejendele smidt i søen. Ofringen var afslutningen på et stort slag eller en række mindre, hvor mindst 2.000 krigere kæmpede med bue og pil, spyd, lanser og sværd.
Fire heste og en ko blev ofret
Vi ved ikke, hvor slaget stod. Arkæologerne har aldrig fundet den slagmark, hvor krigerne fra Illerup Ådal kæmpede.
Men vi ved, at efter slaget blev de døde krigere plyndret. Deres våben, bukser, skjorter og kapper blev krænget af de dødsstivnede kroppe. Intet måtte gå til spilde.
Småting som punge med mønter blev af stærke hænder skåret fra bæltet, halskæder med små vedhæng blev vredet af halsen og armringe revet af håndleddene. Også de overlevende fanger måtte aflevere alt og lide den ydmygelse at blive klædt af til skindet.
Østjyderne pakkede omhyggeligt alle de faldne og overlevende krigeres våben, smykker og personlige småting ind i deres tøj og kørte det på hestevogne ned til offersøen. Her afholdt de en kæmpe sejrsfest.
Fire heste og en ko blev ofret i søkanten, og alle de erobrede våben blev smadret, før det hele blev sejlet ud på søen og kastet ud i det mørke vand og overgivet til krigsguden.
Menneskeknogler aldrig fundet sammen med ofrede våben
På bunden af den tilgroede sø i Illerup Ådal er der fundet ikke mindre end 200 romerske sværd, 430 lanser, 439 spyd og cirka 300 skjolde.
Dertil kommer mere end 200 romerske mønter, romersk hesteudstyr i verdensklasse, feltlægers amputeringsredskaber, guldsmykker, glasperler og ganske almindelige lusekamme, som alle krigerne havde med sig.
Dermed er den første våbenofring i Illerup Ådal Nordeuropas største. Fundet er tillige et af de mest gennemarbejdede danske arkæologiske fund til dato, men der er alligevel et spørgsmål, som aldrig er blevet besvaret:
Hvor blev krigsfangerne af?
Den mangeårig forskning i fundet har fået de fleste brikker i ådalen til at falde på plads. De har også i mange henseender dannet et billede af et stort eller flere små slag, som til sidst er endt med sejr, den endelige triumf, og en kæmpemæssig ofringsfest.
Men hvad der i øvrigt skete med de døde og fangerne, ved vi ikke.
I mosen er der aldrig fundet menneskeknogler sammen med ofrede våben.
Mange østjyske krigere blev sandsynligvis taget til fange
Det er blevet diskuteret hvilken skæbne, som mødte fjendens hær efter nederlaget til de østjyske krigere.
Man regner med, at når cirka en tredjedel af hæren var faldet, så var slaget tabt. Herefter ville en stor del af krigerne forsøge at flygte, men mange ville sandsynligvis blive taget som fanger og ført sammen med gruppen af sårede.
Herefter blev de klædt af, bundet og ført hen til en stormandsgård eller lignende indtil selve ofringen. Selvom vi ikke har nogle knogler fra krigerne i Illerup Ådal, betyder det ikke nødvendigvis, at man ikke også ofrede mennesker.
Længere nede i Illerup Ådalen, hvor åen har sit udløb i Mossø, har arkæologerne fundet knoglerne efter mange hundrede krigere. Men de blev kastet ud i søen som led i en ofringsceremoni 200 år tidligere end våbenofferfundet i Illerup Ådal, og dermed er de to fund ikke samtidige.
Hestene blev nedsænket i vandmasserne
I de skriftlige kilder beskrives det derimod, hvordan germanerne hængte deres krigsfanger op i træerne og sømmede deres afhuggede hoveder op på træstammer ved slagmarken til skræk og advarsel.
»…klæder sønderreves og kastedes bort, guld og sølv blev kastet i floden, mændenes brynjer sønderhakkedes, hestenes brystplader ødelagdes, hestene selv blev nedsænket i vandmasserne, menneskene blev hængt i træerne med en strik om halsen…« skrev Orosius (oversættelse: Thomas Grane)
Spørgsmålet er, om det var alle krigsfangerne, som led den skæbne.
Hvis man tænker på, hvor ufatteligt store værdier østjyderne ofrede i søen, er det en mulighed, at de bedste krigsfanger gav østjyderne en ganske pæn indtægt ved at blive solgt som slaver.
Nogle forskere peger på, at ofringen i Illerup Ådal ikke afspejler et afgørende stort slag, men i stedet er våben og smågenstande samlet fra en hel sommers plyndringstogt, hvor flere småhære gik sammen om at plyndre egnene omkring Kattegat. Som vikingernes plyndringstogter – bare i mindre målstok i de indre danske farvande.
Vikingebefolkningen bestod måske af 25 procent slaver
Man kan spørge sig selv, om drivkraften bag sådanne plyndringer kunne være jagten på mennesker og den lukrative slavehandel.
Svenske forskere anslår, at helt op mod 25 procent af den skandinaviske vikingebefolkning var slaver.
Dermed er det ikke usandsynligt, at man allerede 500 år tidligere i jernalderen også holdt slaver i Skandinavien. Og det er til trods for, at vi ikke har fundet slavekæder eller set slaveri nævnt i de få skriftlige kilder, som omhandler Skandinavien.
Der er god grund til at forestille sig, at nogle af de unge og friske mænd og evt. kvinder fra sådanne plyndringstogter kunne være blevet transporteret sammenbundne ned gennem det nuværende Tyskland for at blive solgt på de store slavemarkeder langs den nordlige romerske grænse.
Her var germanske slaver i høj kurs for deres styrke og store udholdenhed.
Romernes egne tal er usikre
Romerriget er ubetinget verdenshistoriens største slavestat, og den romerske slavehandel var enorm.
Trods forbehold for romernes befolkningsstatistik eller mangel på samme, så har engelske og amerikanske forskere alligevel regnet sig frem til, at i løbet af det årtusind, hvor det romerske imperium bestod, blev mindst 100 millioner slaver handlet langs imperiets grænser – og det er formentligt lavt sat pga. kildernes usikkerhed.
Det er langt større tal end selv den transatlantiske slavehandel i det 17., 18. og 19. århundrede tilsammen.
Romernes egne tal er som sagt ofte behæftet med stor usikkerhed, men da cimbrerne og teutonerne blev besejret i år 101 f.Kr., skriver romerne selv, at de tog 150.000 af dem som slaver efter slaget.
Da kejser Trajan indtog Dakien (det nuværende Rumænien) i år 107 e.v.t., tog han ifølge de romerske historikere 500.000 slaver.
Men det største tal kommer fra Cæsars gallerkrige i årene 58-51 f.Kr., hvor over en million gallere måtte trække i slavekæden for Rom.
Krigsfanger blev købt direkte på slagmarken
Den romerske økonomi var dermed baseret på slavearbejde, og en af drivkræfterne bag romernes aggressive erobringspolitik var et konstant behov for at få nye slaveforsyninger.
Derfor var det også vedtaget ved romersk lov allerede i århundrederne før Kristi fødsel, at en krigsfange per definition var slave.
Når de romerske legionærer erobrede nye landområder, fulgte de knap så omtalte og ofte stærkt upopulære slavehandlere med. De købte krigsfangerne direkte på slagmarken og sendte dem videre til slavemarkederne enten via skib eller i store slavekaravaner.
Afbildninger af slavehandlerne selv er sjældne. Men på et gravmonument fra Nickenick nær Koblenz, Tyskland, dateret til det første århundrede e.Kr., ses den afdøde slavehandler holde to mænd i en slavekæde sammen med en kvinde og et barn.
Det er sandsynligvis en fremstilling af mandens erhverv: at transportere og sælge slaver fra Germanien til Romerriget.
Krigsførsel blev en vigtig slaveressource
I århundrederne e.v.t. anslår professor Walter Scheidel fra Stanford Universitet, USA, at op mod 250.000-400.000 slaver blev solgt langs imperiets grænser – om året!
Tallene kan være større, da det er behæftet med stor usikkerhed at udregne befolkningsstørrelser i Romerriget.
En del kom naturligvis fra de utallige romerske krige og som reproduktion i form af barnefødsler, men romerne var også i de første århundreder e.v.t. afhængige af, at andre folk solgte deres krigsfanger til dem som slaver.
Dermed blev krigsførelse mellem uafhængige befolkningsgrupper, som germanerne og andre naboer ved de romerske grænser, en vigtig slaveressource for romerne.
Da romerne til tider forsøgte at opretholde et godt forhold til sine naboer, var det ofte baglandet bag nabostammerne, der leverede nye slaver.
Ikke ærefuldt at være slavehandler
Der findes ganske få arkæologiske spor efter slaver. De efterlod sig sjældent særlig meget, da de var blandt samfundets absolut fattigste. Dermed bliver afbildninger på relieffer og jernkæder til transport nogle af de eneste spor efter dem.
Store jernkæder til slavetransport er således fundet langs med Limesgrænsen, på en germansk boplads nær Hildesheim i Niedersachsen og i England. Det vil sige, at de mest håndfaste tegn på en omfattende slavetransport findes ved imperiets nordlige grænser.
Vi ved ikke med sikkerhed, hvor slavemarkederne langs Limes blev afholdt, men legionskastellet i Mainz er et godt bud. Her kunne germanerne sælge de slaver, de selv havde taget til fange på slagmarken, til romerne for en god pris.
Det var ikke noget ærefuldt hverv at være slavehandler, men det var lukrativt. Især hvis man ikke gik af vejen for at handle med illegale slaver – eunukker for eksempel. I første århundrede e.v.t. blev det forbudt at kastrere slavedrenge, men der var stadig et stort marked for eunukker, og dermed steg prisen.
Det antydes endda i de romerske kilder, at kejser Vespasian handlede med eunukker for at komme på ret køl økonomisk, før han besteg tronen som kejser i år 69 e.v.t.
Ældste bevis for slavehandel fundet i London
Vi kan forestille os, hvordan gruppen af krigere fra Østjylland ankom til den store kastelby i Mainz.
Fra de skriftlige kilder ved vi, at de nyankommne slavers fødder blev kalkede, når de ankom til slavemarkederne, så man kunne kende dem. Derefter skulle alt tøjet af, så køberne kunne se på kvaliteten af varerne.
Om halsen fik slaverne et skilt med oprindelse, fysisk stand og tilbøjelighed til flugt. Enkelte særligt genstridige slaver kunne få mærket 'ingen garanti' fra slavehandleren.
En salgstavle fundet i London er dateret mellem 80-120 e.v.t. Den er det ældste bevis for slavehandel i England.
Handlen er foregået mellem to slaver, hvilket viser, at slaver med et betroet embede hos velhavende romere også selv havde økonomi til at holde egne slaver:
»[slaven] Vegetus… har købt… pigen Fortuna eller med hvilket andet navn hun er kendt under, af nationaliteten diablintian [Gallisk stamme fra Nordfrankrig] fra [slaven] Albicianus… for 600 denarer. Det garanteres, at pigen er ved godt helbred og ikke er tilbøjelig til at løbe væk.« (Frit oversat fra latin)
De mest uheldige slaver endte i store miner
De fleste slaver til salg var teenagere eller i tyverne. Alle herover ansås for at være for gamle. Mange blev solgt til store landbrugsvillaer, hvor hårdt arbejde i marken fra morgen til aften var alt, hvad slaven kunne se frem til.
De mest uheldige endte i de store miner i Spanien med et kort liv til følge, eller i stenbruddene, som forsynede hele den gigantiske romerske byggeindustri med stenblokke.
Andre, der var så heldige at se særligt godt ud, havde særlige evner eller mestrede et håndværk, kom måske til Rom.
Her var det faktisk muligt at skabe sig en tålelig tilværelse, og hvis alt gik godt i sidste ende, kunne en slave købe sig sin frihed tilbage og blive fuldgyldig romersk borger.
Krigsfanger kunne ende i Colosseum
Krigsfangerne kunne også få en helt anden skæbne: De kunne ende i et af de romerske amfiteatre.
Det kan ikke udelukkes, at fysisk stærke krigsfanger fra en dansk slagmark kunne ende som fejrede gladiatorer i Colosseum i Rom, men som oftest endte de som ofre, der blev henrettet i arenaen af vilde dyr eller gladiatorer.
Denne form for aflivning var populær, og nedslagtning af krigsfanger og slaver fra eksotiske steder var altid et ekstra godt show.
Dermed kan en af forklaringerne på de mange våbenofringer i det sydskandinaviske område i romersk jernalder være, at småkrige og plyndringer ikke kun var et udtryk for kamp om kontrol over land og handel i området.
De havde også en indbringende forretning for øje: at forsyne romerne med nye slaver af højeste kvalitet.
