Selvom piger er lige så gode til matematik som drenge i de lavere klassetrin, så er der en stor overvægt af mænd på de matematiske videnskabsfag på højere niveauer. Men hvorfor?
Det har et nyt studie forsøgt at svare på.
Ifølge det nye studie er der nemlig mange piger, der klarer sig lige så godt som drenge i matematik i skolen, men som alligevel vælger en humanistisk karrierevej. Det gør de ifølge studiet, fordi deres læsefærdigheder overstråler deres gode karakterer i matematik.
Med andre ord vælger pigerne det, de er bedst til - nemlig humaniora, selvom de også er gode til matematik, lyder det i studiet.
Det skriver videnskabsmediet NOVA.
Studiet, som er lavet af forskere fra blandt andet Paris School of Economics, trækker på data fra PISA-undersøgelsen, som får svar fra mere end 300.000 elever på 15 år på 9. klasse-niveau fra 64 lande fra hele verden.
I PISA-undersøgelsen tester man elevernes færdigheder, mens man også spørger dem, hvad de gerne vil arbejde med senere i livet. Ifølge NOVA plejer svarene at stemme godt overens med, hvilken karrierevej eleverne vælger.
LÆS OGSÅ: Kan metode fra Singapore gøre danske børn skarpe til matematik?
Studiet konkluderer, at pigernes verbale fordel, som kan aflæses ud fra deres resultater i matematik og dansk, kan være skyld i op til 80 procent af kønsforskellene, i forhold til om pigerne har lyst til at gå ind i matematisk relaterede områder senere i livet.
Men man skal alligevel passe på med definitivt at konkludere på årsag og effekt, understreger forskerne.
Resultatet skal ikke ses som en refleksion af medfødte forskelle mellem mænd og kvinder, lyder det yderligere.
Det er nemlig veldokumenteret, at sociale og kulturelle normer er skyld i størstedelen af kønsforskellene indenfor naturvidenskabelige, matematiske og tekniske fag. Det er derfor sandsynligt, at disse normer ligger til grund for studiets konklusion, lyder det.
I Danmark bliver PISA gennemført af VIVE og DPU. Det kan du læse mere om her.
Studiet er publiceret i tidsskriftet PNAS.
LÆS OGSÅ: Kritik af PISA: Børns computerevner bliver overset
LÆS OGSÅ: Piger er lige så gode til matematik
mho



































