Negermanden - et rigtigt familie-hit

Fredag den 18. september 1970 bød programvært Sten Bramsen velkommen til programmet ’Musikalske venner’.

I dette populære og genremæssigt særdeles vidtspændende program, som var blevet sendt første gang i marts 1969, præsenterede Bramsen løbende en række mere eller mindre kendte musikere.

En medvirken i ’Musikalske venner’ var ikke sjældent direkte ensbetydende med fyldte kalendere de efterfølgende måneder. Sådan gik det i høj grad flere af de medvirkende i den fredagsudsendelse.

Afgørende aften for store stjerner

Da udsendelsen var slut havde sangerinden Trille nemlig skabt stor opstandelse med visen ’Øjet’, og Eddie Skoller havde fået præsenteret sit kommende hit ’En enkel sang om frihed’.

Bjarne Liller havde sagt effektfuldt (foreløbigt) farvel til Papa Bue’s Viking Jazz Band med den på dette tidspunkt stort set ukendte solist John Mogensens sang ’Sidder på et værtshus’.

Såvel Trille som Skoller kom også på hitlisterne med deres respektive sange. Trille og ’Øjet’ fik således fire uger på den officielle salgsliste, og Eddie Skoller hele 18 uger på samme liste samt 16 uger på Dansktoppen, heraf fire på førstepladsen.

Hverken Trille eller Skoller kunne dog hamle op med den lille fireårige dreng, som den aften sang sig til umiddelbar berømmelse med den sang, der skulle blive en af de mest solgte danske singler nogensinde: ’Jeg har set en rigtig negermand’.

Familien Andersens første single

Det havde været en ualmindeligt hektisk uge for Lille Bo og resten af hans familie. Søndag havde de optrådt i Tivolis Vise-Vers-Hus og var efterfølgende vendt hjem til Hobro.

Faderen, Niels Andersen, skulle passe sit job som overlærer, og de største af børnene skulle passe deres skolegang. Allerede torsdag måtte familien dog atter tage den lange tur til København for at medvirke i optagelserne til den udsendelse, der blev sendt om fredagen.

Aftalen om deres deltagelse i ’Musikalske venner’ var først kommet i stand i forbindelse med deres optræden i Vise-Vers-Huset om søndagen. Men det passede fint med endnu et smut til Hovedstaden.

Efter optagelserne i TV-byen tog de nemlig direkte videre i pladestudiet, hvor Johnny Reimar stod klar for at optage de to sange, der skulle udgøre familien Andersens første single.

Vandt pladekontrakt i Ekstra Bladet

De var i begyndelsen af august blevet valgt som vindere af Ekstra Bladets ’Danskpopkonkurrence’.

Da fristen for levering af bidrag allerede udløb i maj måned, havde familien glemt alt om det bånd, de havde sendt ind med netop ’Negermanden’, som sangen oprindeligt hed.

Men nu var pladekontrakten altså en realitet, og så kunne man lige så godt slå to fluer med ét smæk.

Klokken 00.50 samme nat måtte Niels Andersen bære en sovende Bo ombord på flyveren tilbage til Jylland og selv nøjes med et par timers søvn, inden han atter skulle stå ved kateteret fredag morgen.

Ud fra publikums reaktion i studiet at dømme kunne familien sandsynligvis godt fornemme, at de havde gjort et godt stykke arbejde den aften. Men de må alligevel have knebet sig selv i armen et par gange de følgende måneder.

'Negermand' lå på førstepladsen i 23 uger

De tørre tal siger det meste: Da sangen første gang gik ind på den officielle salgslistes 17. plads små 14 dage efter deres optræden i fjernsynet, var det sidste gang lang tid, familien Andersen måtte nøjes med sekundære placeringer.

Bortset fra to uger i februar lå ’Jeg har set en rigtig negermand’ nemlig på førstepladsen helt frem til begyndelsen af april 1971 – i alt 23 uger. Man skal helt frem til november 1971 for at finde sangens sidste hitlisteplacering efter godt et år på salgslisten.

I midten af oktober 1970 mente Ekstra Bladet at vide, at pladen solgte 10.000 eksemplarer om dagen, og i januar var salgstallet ifølge Politiken oppe på 80.000. Et år senere var tallet 125.000.

Ekstra Bladet bag begge de to største hits

Ifølge Carsten Michael Laursens Top-pop-leksikon oversteg det samlede antal solgte plader 165.000, hvilket i så fald betyder, at ’Jeg har set en rigtig negermand’ er blandt de to mest sælgende danske singler nogensinde.

Ganske pudsigt var fodboldlandsholdets ’Re-Sepp-ten’, som solgte i 150.000 eksemplarer på et halvt år i 1986, og nok må formodes at have solgt mest i det lange løb, også resultatet af en konkurrence i Ekstra Bladet, som altså kan bryste sig af at have banet vejen for Danmarkshistoriens hidtil største salgsmæssige singlehits.

Ingen hjælp fra Dansktoppen

Jeg har set en rigtig negermand var med andre ord et hit af dimensioner. At sangen klarede sig uden hjælp fra Dansktoppen og den ugentlige markedsføring i radioen, som fulgte, gør bedriften så meget større.

Jeg har set en rigtig negermand tilhører nemlig sammen med Johnny Reimars 'Du Burde Købe Dig En Tyrolerhat' en lille eksklusiv familie af storsælgende danske slagere fra perioden 1968 til 1977, som hittede på trods af, at Dansktoppen-redaktionen vendte tommelfingeren nedad.

Disse to sange, som lå på henholdsvis anden- og syvendepladsen på listen over årets mest solgte singleplader i 1970, levede åbenbart ikke op til programmets kriterier og blev ikke testet.

I tilfældet 'Jeg har set en rigtig negermand' var det vist nok med begrundelsen, at man ikke medtog børnesange. 'Du Burde Købe Dig En Tyrolerhat' var derimod ganske enkelt for ringe til programmet.

Til gengæld lykkedes det Reimar at komme med i et tv-show i slutningen af 1969, hvormed 'Tyrolerhattens' skæbne var beseglet på samme måde, som det skete for 'Jeg har set en rigtig negermand' og Familien Andersen et lille års tid senere.

Et åbenlyst hit

Familien Andersen havde nok klaret sig fint uden Ekstra Bladet, for som redaktionen bag magasinet Dansk Toppen, der udkom i december 1970, så malerisk beskrev det:

»kunne enhver bagbunden idiot med bind for øjnene og propper i ørerne lugte succes’en«, da de første gang optrådte i Vise-vers-huset i sommeren 1970.

Hvis de ved den lejlighed havde givet ’Jeg har set en rigtig negermand’ i nogenlunde samme udgave som den, de fremførte i tv den fredag i september, forstår man godt journalistens ord.

Den lille purk

Familien Andersen tonede frem på skærmen godt en halv time inde i programmet, lige efter Trille havde sunget sine tre sange. Efter en længere introduktion af familien, som bestod af faderen, moderen og deres fem børn, spillede de den første sang.

Sangen ’Lille fyr’, handlede ifølge faderen om familien yngste medlem, »ham den lille purk, derovre, Bo«, som en dag sad og legede i sin sandkasse.

Allerede da faderen under denne introduktion sagde drengens navn, fik man et tegn i retning af det, der fulgte, for Bo lyste op i et stort smil og sagde helt impulsivt, at han ikke var en ’purk’.

Uforfalsket begejstring

Dette syntes publikum åbenlyst var meget sødt. Under den første sang, sad Bo pænt på sin stol og ventede, mens hans forældre og søskende sang og spillede. Men efter den første sang var det Lille Bos tur.

Under introduktionen af den sang, han skulle synge, kiggede lille Bo noget betuttet rundt i studiet, men i det øjeblik han første gang åbnede munden for at synge, strålede hans øjne.

Ikke mindst takket være en ualmindeligt levende mimik udstrålede drengen noget, der lignede ren og uforfalsket begejstring

Ingen dresseret robot

Sagt på jævnt dansk brændte lille Bo ganske enkelt igennem på skærmen i en sjældent set grad. At moderen flere gange måtte hjælpe ham med at huske ordene har sandsynligvis kun forstærket effekten.

For på den måde fremstod ham på ingen måde som en dresseret underholdningsrobot, men derimod som en lille, naturlig og umanerligt sød dreng, som bare godt kunne lide at synge.

Den slags er svært at stå for, og når sangen oven i købet også var meget fængende, var der ikke noget at sige til, at pladen solgte godt, da den kom på gaden.

Læs mere i Henrik Smith-Sivertsens spændende artikel på Det Kongelige Biblioteks hjemmeside.