MYTE: Har kolonifortid betydning for dansk udviklingsbistand?

Efter at Grønland valgte selvstyre ved en folkeafstemning i 2008, kom der pludselig meget fokus på den danske kolonifortid.

Men det har tidligere været udbredt - og understreget i litteraturen om dansk udviklingsbistand, at Danmarks bistand i modsætning til mange andre landes er kendetegnet ved ikke at have en kolonifortid.

Man må her formode, at fortalere for dette har en opfattelse af, at Danmarks kolonihistorie ikke har haft relevans for udformningen af dansk udviklingsbistand.

Påstanden står oftest uden sammenligning. Men den uudtalte sammenligning er sandsynligvis lande som Holland, Storbritannien og Frankrig hvor kolonifortiden har en umiddelbar betydning for disse landes senere udviklings- og bistandspolitik.

På trods af, at disse tre landes kolonihistorier adskiller sig på væsentlige punkter, har de nogle fællestræk. Især den storstilede oversøiske kolonisering af større områder i Asien, Afrika og Sydamerika helt op til efter 1945.

Danmarks kolonihistorie i Afrika, Asien og Det Caribiske Hav var begrænset til mindre kystområder eller øer og ophørte inden 2. verdenskrig.

LÆS OGSÅ: MYTE: Er Den Lille Havfrue et dansk nationalsymbol?

Brugte eksisterende netværk og erfaringer

Der er ingen tvivl om, at Danmarks kolonifortid havde en anden, mindre og ofte mere indirekte karakter end for eksempel Storbritanniens og Frankrigs. Men at hævde, at Danmarks udviklingsbistand kendetegnes ved, at Danmark ikke har været et kolonirige, er problematisk.

Nogle af de punkter, hvor andre kolonimagter trækker på deres fortid, er ved valget af modtagerlande blandt tidligere kolonier og valget af udviklingsbistandsadministratorer blandt de embedsmænd, der tidligere havde administreret kolonierne i ministerier såvel som i felten.

Dette er ikke ensbetydende med, at de ukritisk kopierede eller videreførte kolonipraksis til udviklingsbistanden.

Men de netværk og erfaringer, der blev brugt i kolonitiden har været udgangspunktet for udarbejdelsen af en udviklingsbistandspraksis.

Med hensyn til landevalg valgte Danmark Ghana og Indien blandt sine første modtagerlande.

I begge tilfælde uden tvivl delvist som udtryk for dansk missionærvirksomhedshistorie og fordi mange andre lande havde interesser i samme lande.

LÆS OGSÅ: MYTE: Forærede Hækkerup Nordsøolien væk i en brandert?

Grønlandsadministration som forbillede

Langt mere betydningsfuldt var det gennemgribende personsammenfald imidlertid:

De nyvalgte embedsmænd, der skulle administrere den danske bistand, havde for manges vedkommende en fortid i administrationen af Grønland.

Nogle forbindelser til Grønland nævnes i bogen 'Idealer og Realiteter: Dansk udviklingspolitiks historie 1945 - 2005' (C.F. Bach, T.B. Olesen, O. Feldbæk, N. Petersen, 2008).

Og i Martin Paldams 'Dansk Ulandshjælp: Altruismens politiske økonomi' (1997) fremstiller han den danske kolonialisme i Grønland som en central del i udviklingen og udformningen af dansk udviklingsbistandshistorie.

Den grønlandske erfaring bidrog til, at dansk kolonihistorie i mange henseender blev inspirationen - hvis ikke decideret forbillede - for dansk udviklingsbistands daglige ledelse, kontakt og praktiske kommunikation.

Afspejler Danmarks selvforståelse

Mere interessant er det måske, at netop mytens gennemslagskraft i forhold til opfattelsen af, at Danmarks kolonifortid ikke har været relevant i forhold til dansk udviklingsbistand, afspejler Danmarks selvforståelse.

Og dermed både det image, som Danmark har formået at skabe omkring sin kolonifortid, hvor det ofte hævdes, at Danmark var et foregangsland med hensyn til forholdet mellem koloni og kolonimagt, og omkring sin udviklingsbistand.

Lavet i samarbejde med danmarkshistorien.dk.