Meningsmålinger har forandret, hvad det vil sige at repræsentere folket

Folketingsvalget står for døren. Mens det kan være svært at forudse, hvilke emner, der vil fylde i valgkampen, ved vi, at meningsmålingerne er ‘talk of the town’ de her uger.

I dag fremstår meningsmålinger som en selvfølgelig og central del af mediebilledet og demokratiet. Man kan endda komme i tvivl om, hvem der egentlig bestemmer – politikerne eller målingerne?

Men vi skal ikke længere tilbage end til tiden omkring 2. verdenskrig, før meningsmålinger var et nyt og opsigtsvækkende fænomen.

De var ikke bare en tilføjelse til det eksisterende repræsentative demokrati. De satte derimod spørgsmålstegn ved og forandrede, hvad det vil sige at repræsentere folket.

Jeg er ved at færdiggøre min ph.d., hvor jeg er dykket ned i meningsmålingernes historie og deres betydning for vores idéer om repræsentation og demokrati.

Her er, hvad jeg har fundet ud af.

Meningsmålinger fra USA til Danmark

Bag de første danske meningsmålinger stod reklamemanden Haagen Wahl Asmussen.

Han grundlagde i 1939 ‘Dansk Institut til Undersøgelse af den offentlige Mening’, som hurtigt blev kendt som ‘Gallup-instituttet’.

Fra 1943, og især efter befrielsen i 1945, offentliggjorde instituttet såkaldte ‘Gallupundersøgelser’ i samarbejde med Berlingske Tidende.

Navnet ‘Gallup’ kom fra amerikaneren George Gallup, som var Wahl Asmussens store inspirationskilde.

Han var i 1936 blevet berømt for at forudsige Franklin D. Roosevelts sejr ved det amerikanske præsidentvalg. Gallups forudsigelse var baseret på en undersøgelse af et lille udsnit af vælgerne.

Samtidig forudså han, hvor meget en anset undersøgelse fra magasinet Literary Digest tog fejl, selvom den byggede på svar fra flere millioner vælgere.

Gallups trick var, at hans udsnit var sammensat som en repræsentativ stikprøve.

Genvej til at undersøge folket

Det danske Gallup-institut brystede sig af at have »fundet Genvejen til at lære den offentlige Mening at kende, uden de enorme Omkostninger og Arrangementer, som er nødvendige ved et almindeligt Valg eller en Folkeafstemning«, som det lød i en pjece fra 1940.

Genvejen gik via interviewundersøgelser af repræsentative stikprøver af befolkningen.

I dag tager vi for givet, at en stikprøve på få tusinde personer kan sige noget om alle vælgerne. Men det var først i begyndelsen af det 20. århundrede, at statistikere udviklede teorien bag repræsentativ stikprøvetagning og statistisk repræsentativitet.

Herefter begyndte folk som Gallup og Wahl Asmussen at eksperimentere. De ville bruge teorien i praksis. Med meningsmålingerne fik de et offentligt gennembrud.

Demokratiets puls

Wahl Asmussen overtog ikke blot Gallups navn og metode, men også hans tanker om meningsmålingers rolle i demokratiet.

Folket blev spurgt ved valg og folkeafstemninger. Men det indebar et stort og besværligt maskineri, og der gik lang tid fra gang til gang.

Derudover gav det ikke særligt detaljerede svar. Stemmesedlen var et dårligt spørgeskema.

Ifølge Gallup og Wahl Asmussen var det et demokratisk problem, at man det meste af tiden ikke anede, hvad folket ville.

Med en nøje udvalgt repræsentativ stikprøve på få tusinde mennesker kunne de netop give kendskab til den offentlige mening eller folkets stemme til enhver tid.

Det var deres vision. Gallup kaldte det for »demokratiets puls«.

De foretog to typer meningsmålinger: Målinger af tilslutningen til partierne, som mindede om valg. Og målinger af holdninger til aktuelle spørgsmål, som lignede folkeafstemninger.

Skal repræsentanter ligne dem, de repræsenterer?

Hvad er egentlig en god repræsentant? Meningsmålingernes brug af repræsentative stikprøver satte spørgsmålstegn ved gængse idéer om, hvad repræsentation var.

I den repræsentative styreforms historie har det været et udbredt synspunkt, at en god repræsentant er kendetegnet ved at være bedre end de repræsenterede.

Vælgerne skulle »udsøge de bedste Mænd af deres Midte«, som den nationalliberale politiker Orla Lehmann formulerede det i en tale i 1841.

Andre har omvendt ment, at en god repræsentant er kendetegnet ved hverken at være bedre eller værre, men derimod at ligne eller afspejle de repræsenterede.

Som forsvar for kvinders valgret og valgbarhed anførte kvindesagsforkæmperen Caroline Testman i 1887 eksempelvis, at »En Mand kan ligesaa lidt repræsentere en Kvinde, som en Stand den anden, den Udelukkede kommer altid til at lide derunder.«Tilsvarende lød det fra tidligere konseilspræsident (dvs. statsminister) J. C. Christensen i en folketingsdebat i 1909, at indførelsen af et forholdstalsvalgsystem og valgret til kvinder kunne gøre Folketinget til »et tro Spejlbillede af Folket.«

Meningsmålinger var videnskabelig repræsentation

For Wahl Asmussen var en repræsentativ stikprøve også et spejlbillede eller en miniature af folket. Men miniaturen var skabt via statistisk udvælgelse i stedet for politiske valg.

Dermed gjorde meningsmålingerne repræsentation til et videnskabeligt snarere end et politisk spørgsmål.

Respondenterne i Gallup-instituttets stikprøver var ikke folkevalgte, men udvalgt af eksperter. Og alligevel talte de på folkets vegne, fordi de lignede folket.

Meningsmålinger var en kommerciel og videnskabelig form for folkerepræsentation. Dermed var de et alternativ til folkerepræsentation via Folketinget.

Kan man være repræsenteret uden at være blevet hørt?

For mange mennesker var denne nye form for repræsentation oprørende.

Ved at undersøge folks breve til de amerikanske analyseinstitutter har den amerikanske historiker Sarah E. Igo vist, hvordan mange anfægtede, at der var tale om repræsentation, når hverken de selv eller nogen de kendte var blevet spurgt.

Også i Danmark beklagede Wahl Asmussen sig over, at folk ikke forstod, at instituttets undersøgelser godt kunne repræsentere dem, selvom de ikke selv var blevet spurgt.

I et læserbrev i Information fra 1959 satte en læser eksempelvis spørgsmålstegn ved, hvor repræsentative undersøgelserne egentlig var, for læseren havde »en ret stor bekendtskabskreds«, men havde »endnu aldrig talt med et menneske, der er blevet adspurgt.«

Målingerne repræsenterede folk, uden at de var blevet hørt, og uanset om de ville det eller ej.

For det, der bandt repræsentant og repræsenteret sammen, var ikke den repræsenteredes samtykke, men deres enshed.

Fra partidemokrati til Gallupdemokrati

Fra slutningen af 1950’erne begyndte partierne at bruge undersøgelserne som redskab til at appellere til specifikke vælgergrupper.

Det gav anledning til en offentlig debat om, hvorvidt partidemokratiet var ved at udvikle sig til et såkaldt ‘Gallupdemokrati’.

Partierne var relativt uafhængige ledere med frihed til at sætte en ideologisk retning frem mod næste valg. I et Gallupdemokrati blev de reduceret til marionetdukker for undersøgelsernes folkevilje.

Gallupdemokrati var kendetegnet ved, at partierne agerede som virksomheder på et vælgermarked. Med undersøgelserne – ikke medlemmerne eller ideologien – som kompas søgte de at tiltrække vælgere ved at give dem det, de efterspurgte.

Op gennem 1960’erne og 1970’erne påpegede analyseinstitutterne, at partierne havde mistet forbindelsen til vælgerne og ikke anede, hvad der rørte sig blandt dem.

Undersøgelserne kunne hjælpe dem med at genetablere forbindelsen.

Andre stemmer i debatten mente, at hvis partierne for alvor underlagde sig undersøgelserne, ville det gøre dem stadig mere uskelnelige.

I sidste ende ville det føre til deres forsvinden. I stedet ville man få et partiløst ‘spørgeskemasamfund’, som det blandt andet lød.

Fra folketing til borgerting

I dag har vi stadig valg og partier. Men den omfattende og systematiske brug af undersøgelser i nyere tid har forandret partierne.

De gamle ideologisk og folkeligt forankrede organisationer er der ikke meget tilbage af. Partidemokratiet har forandret sig i gallupdemokratisk retning.

Om det er en styrkelse eller svækkelse af demokratiet afhænger af, hvordan man mener, at repræsentation og demokrati bedst skal forstås. Men noget tyder på, at flere og flere finder idéen om statistisk repræsentativitet relevant i politik.

Idéen har i hvert fald fået nyt demokratisk liv i de mange borgersamlinger og borgerting, som er blevet afholdt de senere år. Ligesom meningsmålinger er de sammensat uden valg og partier.

De får først og fremmest deres legitimitet fra at være statistisk repræsentative.

Nogle er gået skridtet videre og har foreslået at etablere en permanent, statistisk udvalgt forsamling ved siden af – eller i stedet for – det valgte folketing.Hvad enten forsamlingen skal være lovovervågende, lovinitierende, medlovgivende eller enelovgivende, indebærer forslagene, at statistisk udvalgte repræsentanter fremover skal spille en langt større rolle i demokratiet.