TÆNKEPAUSER: Hvad hvis man som Christian Poulsen slår en svensker i maven på fodboldbanen – skal man så straffes som en almindelig voldsmand? Det er faktisk et spørgsmål om fortolkning af loven, som trækker tråde helt tilbage til 1600-tallets England og oplysningstiden.
De europæiske retssystemer bygger fundamentalt på den grund, som de såkaldte oplysningsfilosoffer skabte tilbage i 16-1700-tallet. De var først og fremmest præget af en optimistisk tro på den menneskelige fornuft og argumenterede for, at alle mennesker skulle blive klogere – rig som fattig skulle blive oplyst.
Historikere, filosoffer, politologer og jurister fremhæver oftest Montesquieu som faderen til det såkaldte magtadskillelsesprincip. I sit store værk 'Om lovenes ånd' fra 1748 skildrer Montesquieu, hvordan den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt er adskilt i England. Det er faktisk overraskende, at Montesquieu skrev sådan. For i datidens England var der ikke nogen magtadskillelse.
Men hvorfor påstod Montesquieu det så? Svaret er måske, at Montesquieu ikke bare kunne sige, lige hvad han tænkte.
Gorm Toftegaard Nielsen har skrevet bogen ‘Tænkepauser – Loven’, som denne artikel bygger på.
Tænkepauser er en bogserie fra Aarhus Universitetsforlag. I Tænkepauser formidler forskere deres viden på kun 60 sider i et sprog, hvor alle kan være med.
‘Loven’ er nummer 21 i serien, og udkom 1. september 2014.
Læs mere om bogen her.
Hvis en samfundsteoretiker i dag vil promovere en bestemt samfundsmodel, vil han typisk skrive en lang akademisk analyse, som munder ud i en anbefaling af den ene eller anden ændring af det bestående samfund.
I 1700-tallets Europa med kongelig enevælde var den form for åbenmundethed nok ikke den klogeste model. Det kunne let opfattes som et angreb på monarken. Det kan næppe udelukkes, at Montesquieu valgte at skrive om en idealmodel og så 'bare' gav den form af den engelske regeringsmåde.
Kravet om en magtadskillelse var dog i England blevet rejst allerede i 1600-tallet. På det tidspunkt var der i England en lang konflikt mellem kongen og parlamentet om grænserne mellem deres respektive magtbeføjelser. Konflikten blev tilspidset, da kong Karl den 1. i 1630'erne forsøgte at udskrive skatter uden om parlamentet. Konflikten endte i 1642 med en åben borgerkrig mellem kongens hær og parlamentets hær.
Oliver Cromwell ledte parlamentets hær. Under borgerkrigen fik han bl.a. støtte fra en social bevægelse – de såkaldte levellers. Cromwell og parlamentet sejrede. Men efter sejren fik Cromwell problemer med lederen af the levellers, John Lilburne, som ikke ville rette ind efter Cromwell.
Cromwell svarede igen ved at rejse en straffesag mod Lilburne. Tiltalen lød på landsskadelig virksomhed, men til Cromwells ærgrelse frifandt juryen Lilburne. Cromwell prøvede endnu en gang, men med samme resultat. Men Cromwell gav ikke op og fik parlamentet til at vedtage en lov om, at Lilburne skulle i fængsel.
Lilburne sad så i sin celle i Tower of London og filosoferede over, hvordan man fremover kunne undgå en sådan afstraffelse. Han fandt på en enkel løsning. Den bestod af to korte regler: Ingen må straffes uden at være dømt, og ingen må dømmes uden at have overtrådt loven.
Først skal en lov vedtages af den lovgivende magt. Dernæst skal den dømmende magt konstatere, at loven er overtrådt, og fastsætte straffen. Til slut kan den udøvende magt eksekvere dommen – hvilket på Lilburnes tid ofte var at ryge i fængsel eller få hugget hovedet af.
Montesquieu udelod i 'Om lovenes ånd' Lilburnes grundidé om, at et lands lovgiver ikke må dømme enkelte borgere. Til gengæld var både Montesquieu og Lilburne enige om, at det er de folkevalgte politikere, som skal vedtage loven.
Den skal kundgøres for borgerne, og de uafhængige domstole skal anvende den. Domstolene skal finde ud af, om den tiltalte er skyldig ved at undersøge, hvad der er bevis for, at han har lavet, og så sammenholde det med den relevante lov.
Montesquieu skrev også, at dommeren var lovens mund, altså at dommeren kun skulle sige det, der stod i loven. Mange har troet, at Montesquieu gav en beskrivelse af det engelske retssystem. Men det er en naiv tanke. For ingen lovgiver kan formulere en lov så præcist, at der ikke er spillerum for fortolkninger.
Man kan i stedet anskue Montesquieus fremstilling som et ideal: Loven skal være formuleret så præcist, at borgerne og dommerne ikke er i tvivl om, hvad der er lovligt, og hvad der er ulovligt.
Hvor dybt dette ideal ligger i vores bevidsthed, kan man se ved at læse nogle af de domme, som på grund af den særlige offentlige interesse er lagt ud på byretternes hjemmesider. Her skriver dommerne, når de formulerer deres dom: 'Retten finder'.
Ingen ville bryde sig om, hvis dommerne i stedet skrev: 'Retten har fundet på'. Det ville jo være en åben erkendelse af, at det før retssagen ikke var helt klart, hvad der var ulovligt.
Når retten idømmer en tiltalt en straf, er det altså fordi, den mener, at den tiltalte er skyldig. Ikke fordi retten laver en fortolkning, som gør, at han er skyldig. I en tid, hvor alle går ind for udvikling eller innovation, skulle denne begejstring for nytænkning nødigt brede sig til dommernes afgørelser.
Den måde, som domstolene fortolker en lov på, er afgørende. Fortolkning betyder egentlig blot at læse en tekst for at finde ud af, hvad meningen med den er. I langt de fleste tilfælde er det heldigvis en overkommelig opgave. Jo bedre teksten er skrevet, jo lettere er den at fortolke. Og jo mere kompliceret emnet er, jo sværere er fortolkningen af teksten.
Det er særligt vigtigt med præcist formulerede love inden for netop straffelovgivningen. Reglerne skal jo også helst være så klare, at potentielle tyve og voldsmænd kan forstå dem.
Ikke fordi man tror, at alle potentielt kriminelle sidder på bibliotekerne eller på nettet og læser loven. Det gør de næppe. Hvis du har stjålet et fladskærmstv, slået din ekskæreste ihjel eller banket en fyr på et værthus, er du formentlig udmærket klar over, at du har brudt loven og begået en strafbar handling.
Det er en af juristernes naturlige og centrale opgaver at bidrage til at præcisere lovenes indhold. Nogle jurister opfatter opgaven sådan, at formålet er at gøre fortolkningerne så præcise og klare, at domstolene blot kan læse fortolkningerne som en facitliste og derfra slutte sig til resultatet.
Umiddelbart kan man dog nok forvente, at domstolene, som arbejder med sagerne i virkeligheden, er noget mere virkelighedsorienterede end juristerne på universiteterne, som arbejder mere abstrakt med reglerne.
Det er dog langtfra altid så let at fortolke meningen med en lov.
Danmark spillede i juni 2007 en meget vigtig fodboldkamp mod svenskerne. Ved stillingen 3-3 angreb svenskerne i venstre side med henblik på at lægge en bold ind i højre side af straffesparkfeltet. Her var den danske midtbanespiller Christian Poulsen i clinch med en svensk angriber. De hev tilsyneladende i hinanden, og Poulsen gav svenskeren en knytnæve i maven – en rigtig mavepuster. Svenskeren faldt sammen.
En dansk tilskuer syntes åbenbart ikke, at Poulsen var blevet straffet tilstrækkeligt med et rødt kort og tre spilledages karantæne. Han meldte derfor Poulsen til politiet. For efter straffeloven straffes den, »der øver vold mod eller på anden måde angriber en andens legeme«.
Alle tilskuere var jo enige om, at Poulsen havde angrebet svenskerens legeme. Var sagen så ikke enkel: Poulsen skulle tiltales og dømmes for vold?
Helt så enkelt er det ikke at fortolke straffeloven. I en boksekamp tildeler begge boksere forhåbentlig den anden flere kraftige knytnæveslag i ansigtet. Skal de så også tiltales? Det skal de selvfølgelig ikke. For ved at gå op i bokseringen har de samtykket til, at den anden slår dem.
I mange lande har juristerne brugt denne forklaring til at holde sportsvold uden for strafferetten. Men den holder ikke i Poulsens sag. For har svenskeren ved at gå ind på fodboldbanen accepteret, at han får en mavepuster af en modstander? Han kan med god ret sige, at han har accepteret at spille efter reglerne, men ikke at en modstander bryder reglerne; endda så groft, at han bliver smidt ud. Det taler for, at Poulsen skulle straffes.
Men enhver, der kender blot lidt til fodbold, er klar over, at problemet ikke er helt så enkelt. Fodboldreglerne har deres eget straffesystem med gule og røde kort.
Når juristerne ikke kan bruge samtykkeforklaringen, finder de bare en ny forklaring. De fleste jurister vil i dag sige, at overtrædelser af foldboldloven som f.eks. Poulsens mavepuster er materielt atypiske. Med denne fornemme betegnelse siger juristerne blot, at det ikke er den slags situationer, som lovgiver tænkte på, og at situationerne på fodboldbanen derfor er atypiske i forhold til lovgivers vilje til kriminalisering.
Undtagelsen er ganske enkelt nødvendig, hvis man ser på fodboldverdenens virkelighed. Den anklager eller dommer, som skal fortolke loven, må tage sit udgangspunkt i, hvordan fodbold spilles. Men der er jurister, som ikke bryder sig om denne form for jura, hvor virkelighed og sund fornuft er afgørende for resultatet.
Andre vil glæde sig over, at det gode jugement er afgørende. For det ligger næsten i begrebet 'materielt atypisk', at det ikke kan defineres positivt, men kun negativt. Det er jo svært at angive alt det, som lovgiver ikke har tænkt på! Der kan ikke – og bør slet ikke – være en præcis tabel for juridisk fortolkning af loven.
Få den nyeste viden om motion og sport. Helt uden tomme kalorier. Udsendes få gange årligt.
