Carsten Jessen er et stort legebarn, og han tager leg dybt alvorligt. Så alvorligt, at han har gjort det til sin videnskabelige løbebane. Han mener, at både voksne og børn leger, bare på hver sin måde. Mød en mand, der tog rejsen fra urmager over idéhistorie og nordisk litteratur til nu at udvikle legeredskaber til børn og voksne.
Da legeforsker Carsten Jessen sidder foran mig, kan jeg godt forestille mig, at børnebørnene kan lokke legebarnet frem i ham. Og når jeg spørger ham, hvad leg er, bliver blikket fokuseret og intenst. Det er tydeligt, at leg er noget han brænder for.
»Legen har intet formål i sig selv - andet end den nydelse, der er ved at selve det at lege. Det er en særlig stemning. Der er intet rationelt over leg. Det er en speciel tilstedeværelse i nuet. Når voksne går til fest, så leger de jo også. Der er ikke noget andet formål med festen end at have det sjovt,« fortæller Carsten Jessen, som forsker i leg på Playware ved Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet på SDU,
Her skal han hellige sig udviklingen af nye legeredskaber. Fokus er at få børnene til at bruge deres kroppe, samtidig med at det er en sjov og udfordrende leg.
Tager legen som gidsel
Carsten Jessen mener, at vi må tage legen meget alvorligt. Når man går ind i leg, er det den dybeste alvor. Det kan man også se på bl.a. børn, når de leger. De går op i det med liv og sjæl. Og de kan blive både vrede og indignerede, hvis man afbryder deres leg, fordi nu skal de i gang med noget andet.
Det engagement er der mange lærere og pædagoger, som gerne vil benytte sig af, og derfor kamuflerer de læring som leg. Men det virker ikke så godt, mener Carsten Jessen.
»Man kan godt lære en masse gennem leg, men det er ikke legens væsen. I sådanne situationer bliver legen taget som gidsel for at bruges til et andet formål, og det suger saft og kraft ud af legen.«
Børn lever aldersghettoer
Carsten Jessen mener, at det ikke giver mening at tale om, at nogle lege er bedre end andre. Det nytter ikke noget, at vi skuer nostalgisk tilbage på, hvordan man legede før. Vi har selv fjernet børneflokken fra gader og stræder og hegnet dem ind i børnehave og fritidshjem. Her er de samlet med jævnaldrende. Det betyder, at der ikke er nogen store børn, som de kan kopiere og derved arve lege fra.
»Vi sætter børn på en umulig opgave, når vi vil have, at de skal lege, som man gjorde for 20-30 år siden. Når du ser på de lege, de leger, bl.a. computerspil, så er det jo rasende gode lege ud fra en legeoptik. Før sloges drenge for sjov, nu plaffer de en masse monstre ned på en skærm. Det eneste negative ved det er, at de ikke bruger kroppen. Men det er leg, og det udfylder en funktion hos dem, der leger.«
Er computerspil god leg?
Carsten Jessen bliver helt træt i blikket, når jeg spørger ham, om computerspil ikke er dårlig leg. Burde børnene ikke være ud og klatre i træerne og lege røvere og soldater?
»Jeg orker næsten ikke at tage den diskussion om, hvad der er godt, og hvad der er skidt. Vi har taget en masse forudsætninger fra børnene, så de kan faktisk ikke lege på andre måder, end de gør. Fordi de søger legens væsen via de lege, de leger. Hvis de ikke fra de ældre børn kan arve nogle gode lege på en kedelig skolelegeplads, så tyr de til de legeredskaber som eksempelvis mobiltelefonen, der giver dem den legedynamik, de konstant er på udkig efter,« fastslår Carsten Jessen.
Leg fungerer ikke uden rammer
En anden vigtig ingrediens i leg er rammer. Det kan være regler, fysiske rammer, tidsmæssige begrænsninger eller adgangsbegrænsning til legen. Hvis der ikke var nogen regler i fodbold, ville det ikke være sjovt at spille. Hvis vi vil spille poker, mens sidemanden forsøger at spille bridge, så bryder spillet sammen, og vi kan slet ikke spille. Far, mor og børn uden far og mor, men med 10 børn er måske ikke en sjov leg.
»Det er spændingsfeltet mellem det, der er muligt inden for de givne rammer, som er med til at skabe en god leg.«
Shopping er kvindeleg
Fodbold er et godt eksempel på mandeleg. Kvinderne leger derimod, når de går på shopping. Altså ikke den type, hvor de skal købe gummistøvler til børnene, og de skal nå det, inden børnehaven lukker.
»Den slags shopping, hvor de går i butikker og bare kigger og henter nogle vilde ting i omklædningsrummet, som de dybest set godt ved, de aldrig vil købe, men de skal 'bare lige prøve'; der leger din i min optik,« fortæller Carsten Jessen med et smil på læben.
Ikke alle kan lege
Nogle mennesker formår slet ikke at lege. Autister kan have meget svært ved at lege med andre. Men det ser ud, som om de godt kan lege alene. Traumatiserede børn leger heller ikke. I det hele taget bruger psykologer tit børns evne til at lege som et stikprøve på, om børnene har det godt.
De børn, som er til gengæld er ekstra gode til at hitte på lege, er meget populære blandt kammeraterne. Det samme gælder jo også for voksne, påpeger Carsten Jessen.
»Når vi går til fest, så vil vi jo helst til fest, hvor der er mennesker til stede, som forstår at feste. Ikke dem, der sidder og taler arbejde henne i sofaen. Kroppen er ofte involveret. En god fest er jo ofte også en, hvor vi danser. Legens inderste væsen er pjat, det er fuldstændig formålsløst,« forklarer han.
Leg er en bivirkning af menneskets udvikling
Carsten Jessen mener, at det kan være, at formålet med leg, når vi ser på det i en udviklingsmæssig optik, har været, at vi skulle øve os og lære. Og på den måde er leg en bivirkning af menneskets udvikling. Men det giver ikke længere nogen mening kun at fokusere på leg, som noget vi fordriver tiden med i pauserne mellem arbejdet.
»Vi bruger meget tid og mange penge på at lege. Det er en del af vores natur. Legen er det, som gør os til mennesker. Fordi leg kan tage os steder hen, hvor man giver slip på selvkontrollen. Vi burde faktisk lære at blive meget bedre til at give os hen i nuet og bare lege.«
