Københavns historie kortlægges på nettet
700 kort over København er nu blevet digitaliserede. Dyk ned i de flere hundrede år gamle kort, og se om du kan udpege din elskede bydel.

Indre by med sine mange spir, Nørrebro med sin duft af shawarma og Vesterbro med alt fra café latte-kunst til gadeballade. København er med sine mange facetter og skjulte historier en by, der aldrig bliver kedelig at dykke ned i.

Og nu bliver det endnu lettere at forstå historien bag de forskellige bydeles udvikling, takket være en digital kortlægning af byen foretaget af Københavns Stadsarkiv.

»Historieinteresserede, men også folk der interesserer sig for design og arkitektur, vil her finde en masse studiemateriale,« siger stadsarkivar Elisabeth Bloch i en pressemeddelelse.

I galleriet herover får du et spændende smugkig ind i den københavnske fortid.

Arkitektonisk udvikling over 100 år

Hele 700 digitaliserede kort fra Københavns Stadsarkiv kan findes i det nyoprettede københavner-arkiv på nettet.

Kortene viser den akitektoniske udvikling over flere hundrede år; Du kan blandt andet se, hvordan det altødelæggende engelske bombardement i 1807 for en periode lagde byen i ruiner, mens befolkningstilvæksten i slutningen af 1800-tallet medførte, at København voksede over sine bredder, og bydele som Nørrebro og Vesterbro opstod på den anden side af voldene.

Tegninger af skoler, hospitaler og badeanstalter giver et glimt ind i en verden, vi ellers normalt ikke har adgang til.

København er populær

Stadsarkivet har i forbindelse med den digitale kortlægning mødt stor interesse for Københavns spændende fortid.

»Da vi lagde en kortperle om København set fra luften i midten af 1700-tallet på nettet, fik vi 40.000 gæster på hjemmesiden i løbet af en måned. Det gav os lyst til at lægge mange flere kort på nettet,« forklarer Elisabeth Bloch.

Sammen med de 700 kort hjælper 350 tegninger af blandt andet byens skoler og facader med til at tegne et nuanceret billede af fortiden.

Selvom det måske lyder af meget, er det kun et lille udsnit af det materiale, der i virkeligheden findes.

Alt i alt ligger Stadsarkivet inde med 250.000 kort og tegninger fra perioden 1167-2005.

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.