I slutningen af august 1966 var der nyt at melde om fra den danske hitliste. For første gang, siden Johnny Reimar havde hittet med ’Lille fregnede Louise’ i de første måneder af 1965, lå en dansksproget sang på førstepladsen.
Det var oven i købet et helt nyt navn. For selv om det pågældende orkester havde vundet DM i pigtråd året forinden, var den medfølgende pladekontrakt og efterfølgende indspilning ikke blevet vekslet til succes og berømmelse.
Begge dele kom først nu, men til gengæld i rigelige doser. Orkestret hed Keld & The Donkeys og sangen hed ’Ved landsbyens gadekær’.
Der er almen enighed om, at netop denne indspilning har haft en særligt stor betydning i dansk populærmusikhistorie. De fleste kender historien.
Skilsmissen på pigtrådsscenen
Ved landsbyens gadekær blev ikke kun et gigantisk hit for Keld & The Donkeys, men var også stærkt medvirkende til, at den danske pigtrådsscene blev splittet.
Det var ikke så meget, fordi de skiftede sprog fra engelsk til dansk. Det havde Peter Belli allerede gjort i foråret 1966 med ’Helt igennem respektabel’, som var en dansk version af et Kinks-nummer.
Problemet var primært valget af materiale.
Klapjagt på gamle slagere
Ved landsbyens gadekær var en gammel dansk slager fra 1940’erne. Og hvis der var noget, man havde været enige om på pigtrådsscenen, så var det, at det gamle var yt.
Det viste sig så ret hurtigt, at pladekøberne ikke var helt enige, og landets pigtrådsorkestre og deres bagmænd gik på klapjagt efter lignende slagere, som man kunne opdatere.
For det var, hvad Keld & The Donkeys havde gjort.
Kæmpe hit
De havde taget den gamle vals, skiftet instrumenterne ud, og omlagt omkvædet til 4/4 i et noget raskere tempo, end ’Ved landsbyens gadekær’ normalt lagde melodi og tekst til.
Ordene i teksten var der til gengæld ikke gjort noget ved, bortset fra, at man havde skåret de øvrige vers væk og i stedet blot gentaget omkvædet en enkelt gang inden de 2 minutter og 51 sekunder var gået.
Det betød, at sproget var ret altmodisch, og det samme var diktionen fra forsangeren Keld Heick. Det betød dog ikke så meget, for sangen blev et kæmpe hit.
Årets hit 1966
Da Jørgen Mylius atter kunne byde på Top 20 i radioen efter to trekvart års ufrivillig pause i begyndelsen af oktober, lå sangen på andenpladsen, kun overgået af The Beatles og deres ’Yellow Submarine’.
Ugen efter byttede de plads, og selvom ’Ved landsbyens gadekær’ kun fik tre uger på DR’s førsteplads, var det ikke nogen større overraskelse, at den lå øverst, da årets hitliste blev bragt omkring årsskiftet.
Som sagt fulgte mange af de andre pigtrådsgrupper efter, da de så, hvor mange penge Keld & The Donkeys pludselig tjente på plader og spillejobs.
Formuleret positivt var ’Ved Landsbyens gadekær’ den tiltrængte fornyelse for den danske danseorkestertradition, som ellers havde haft det svært de foregående år. For det var i praksis det, der skete.
Gammel slager i nyt arrangement
Alt dette er velkendt. Til gengæld er det de færreste, der ved, hvor Keld & The Donkeys fik idéen fra. Det står ellers meget klart og tydeligt på deres første LP.
På bagsiden af coveret til Keld & Donkeys’ ’serenader’, som udkom senere i 1966, havde man nemlig valgt at optrykke en længere artikel fra ’Vi Unge’.
Her kunne man erfare, at inspirationen til at indspille en gammel slager i ’et nyt, moderne og friskt arrangement’, var kommet fra Sverige.
Sven-Ingvars - de svenske idégivere
I følge artiklen havde HMV, og nærmere bestemt produceren Per Sørensen, i længere tid haft udkig efter en dansk gruppe, ’som kunne og ville synge både gamle og nye tekster med moderne akkompagnement’.
Det kunne og ville The Donkeys, som blev forelagt en række forslag- Valget faldt å i første omgang på ’Ved landsbyens gadekær’. Det svenske forbillede var gruppen Sven-Ingvars
Det også fremgik klart af artiklen, hvor de direkte blev unævnt til ’idégiverne til den stil, der nu har gjort Donkeys kendte’. De havde nemlig gjort nøjagtigt det samme, da de skiftede sprog allerede i 1961.
Indtil da havde orkestret, der var blevet dannet allerede i 1956, som så mange andre kastet sig over den amerikanske rock’n’roll og skiftet harmonikaen og klarinetten ud med elguitar, saxofon og el-bas.
Først succes med sprogskifte
Ligesom forbillederne, som i Sven-Ingvars tilfælde især var Elvis Presley og Buddy Holly, sang de på engelsk på de første pladeudspil i 1960 og 1961.
Succesen kom dog først, da de senere i 1961 valgte at skifte sprog med singlen ’Te dans med Karlstadtösera/ Höstdrömmar’.
Især førstnævnte sang blev bemærket og blev gruppens reelle gennembrud. Den havde et længere liv på den nationale salgshitliste med en andenplads som højeste placering.
En gammel schottis i nye klæder
’Te dans med Karlstadtösera’ var det første eksempel på, hvordan det lød, når man kombinerede svensk folkemusik med rock’n’roll.
Melodien var nemlig en velkendt ældre schottis, oprindeligt kendt som ’Balen i Karlstad’. Den tekst, som blev sunget, var først kommet til i 1958, men den kunne lige så godt være skrevet 100 år tidligere.
Ganske symbolsk for orkesterets senere betydning var teksten et øjebliksbillede fra en lørdag aften i Karlstad, hvor byens ungdom var mødt op for at feste og danse akkompagneret af spillemandsmusik.
Amerikansk inspiration – svensk materiale
I Sven-Ingvars hænder blev den transformeret om til nyere takter og udtryk, blandt andet med en temposænkning og tydelige basmarkeringer på alle 4/4-slag.
Allerede fra de første indledende guitarmarkeringer var det tydeligt, at det her var, hvad man senere ville kalde pigtrådsmusik i Danmark. Men materialet var ikke hentet i England eller USA, men i den svenske spillemandstradition.
Hermed byggede Sven-Ingvars nærmest egenhændigt bro mellem det gamle og det nye, og det vel at mærke fem år inden, Keld & The Donkeys gjorde det samme i Danmark.
En fantastisk historie
Man kan godt forstå, hvis de danske pladeselskaber med misundelse skelede til Sven-Ingvars. I årene efter deres debut på svensk fik de det ene hit efter det andet med deres pæne svensksprogede rock’n’roll.
De opnåede hurtigt en unik position på en svensk musikscene, som ellers i lighed med situationen i Danmark var stærkt domineret af den engelsksprogede popmusik.
At man skal helt frem til 1966, før man for alvor fik et dansk svar på Sven-Ingvars, er i sig selv en fantastisk historie.
Læs mere i Henrik Smith-Sivertsens spændende artikel på Det Kongelige Biblioteks hjemmeside.
