Da olie-virksomheden OW Bunker pludseligt krakkede og på få dage gik fra at være en af landets største virksomheder til at være konkurs, udløste det raseri blandt aktionærerne.
Ledelsen og bestyrelsen havde været uansvarlige, mente flere, der havde mistet deres penge.
Ledelsen havde handlet kortsigtet i jagt på høj vækst og taget for store risici, og resultatet var medarbejdere, der mistede deres job, samfundet, der mistede skatteindtægter, og aktionærer, der mistede deres penge.
Krakket er usædvanligt, men at ledelsen har haft frit spil er ikke: Ofte blander aktionærer sig kun meget lidt i, hvad ledelsen foretager sig. Men kan man skabe bedre virksomheder, der opfører sig mere ansvarligt, ved at tvinge virksomhedernes ejere til at engagere sig mere i ledelsen?
Det spørgsmål skal lektor Hanne Søndergaard Birkmose forsøge at besvare i et nyt forskningsprojekt, som netop har fået tildelt 4,3 millioner kroner fra Det Frie Forskningsråd.
Kan give vigtigt input til politisk diskussion
Hanne Søndergaard Birkmose er lektor på Juridisk Institut på Aarhus Universitet og skal gennemføre forskningen sammen med fire andre jurister og en økonom i Danmark og udlandet over de næste tre år.
Udgangspunktet for forskningsprojektet er, at politikere i EU og i Danmark efter finanskrisen overvejer at stille en række krav til selskabernes aktionærer om, at de skal engagere sig i, hvad ledelse og bestyrelse laver. Formålet er at sikre mere ansvarlige virksomheder.
»Når politikerne begynder at lege med tanken, så kan vi som forskere være med til at sikre os, at de forstår, hvad det vil betyde for markedet. Forskningsprojektet er helt klart tænkt som et input til den politiske diskussion, som kan føre til lovgivning, der har konsekvenser for aktionærerne,« siger Hanne Søndergaard Birkmose.
Kan redefinere aktionærernes rolle i virksomhederne
Hvis politikerne begynder at stille krav til aktionærerne i virksomheder, vil det nemlig være et brud med, hvordan aktiemarkederne har fungeret hidtil, og hvordan man har set aktionærernes rolle i virksomhederne.
\ Fakta
En række publikationer skal over de næste år gøre politikerne klogere på, hvad der vil virke og hvad der ikke vil, hvis de ender med at tvinge aktionærerne til at engagere sig i de virksomheder, de er medejere af. Hanne Søndergaard Birkmoses projekt er støttet finansielt af Det Frie Forskningsråd.
Ofte har aktionærer aktierne lagt ned i skuffen og forholder sig passive over for ledelsen. De har derfor udelukkende haft rollen som dem, der stillede penge til rådighed, mod at få papir på at de ejede en del af virksomheden.
Alle forpligtelserne lå ved virksomhedens bestyrelse og direktører.
Aktive ejere kan give bedre virksomheder
Når det er interessant for politikerne at ændre på det princip, skyldes det, at noget tyder på, at selskaber med aktive ejere klarer sig bedre end virksomheder, hvor ledelsen og bestyrelsen i selskabet har frie tøjler uden indblanding fra aktionærerne.
Også selvom det kun handler om, hvor meget overskud virksomheden har, og sjældent er så dramatisk som krakket i OW Bunker.
Mens ledelsen måske er på jagt efter den næste bonus, så er tanken, at langsigtede ejere vil sikre, at der bliver truffet mere fornuftige og langsigtede beslutninger.
Det vil ikke bare være godt for virksomhederne, men vil også skabe vækst, arbejdspladser og skatteindtægter for resten af samfundet, hvis virksomhederne klarer sig bedre, lyder teorien.
Stemmer virker kun, hvis der er viden bag
Politikerne overvejer derfor, om store investorer som pensionskasser og forsikringsselskaber – de såkaldte institutionelle investorer – skal tvinges til at være mere aktive ejere.
Blandt overvejelserne er at kræve, at de institutionelle investorer har politikker for, hvordan de vil udnytte stemmeretten, og hvordan de i det hele taget vil engagere sig i de selskaber, de investerer i.
»I dag er det frivilligt, men det er kun ganske få institutionelle investorer, der har politikker, og ingen lever op til de krav, der overvejes i EU,« siger Hanne Søndergaard Birkmose.
\ Fakta
Mens virksomheder er ledet af en direktion, som i det daglige er kontrolleret af en bestyrelse, holder selskabernes ejere – aktionærerne – sig ofte ude af driften. De nøjes med at have papir på, at de er medejere, og hvis de er utilfredse med selskabet, sælger de deres aktier igen. Aktionærerne har ret – men ikke pligt - til at stemme på generalforsamlingen, hvor bestyrelsen vælges. Bestyrelsen ansætter direktionen. Noget tyder på, at virksomheder med langsigtede ejere klarer sig bedre, hvis ejerne blander sig i, hvordan virksomheden er drevet. Det kan de blandt andet gøre ved at vælte bestyrelsesmedlemmer på generalforsamlingen eller ved at være i løbende dialog med ledelsen. I et nyt forskningsprojekt skal Hanne Søndergaard Birkmose sammen med en række kollegaer undersøge aktionærernes rolle som aktive ejere og belyse, hvad konsekvenserne vil være af at pålægge institutionelle investorer pligter for at få dem til at være mere aktive. Det skal hun samtidig med, at politikere i EU overvejer at tvinge aktionærer til at blive mere aktive i de virksomheder, de ejer.
Man overvejer også at tvinge de institutionelle investorer til at offentliggøre, hvordan de har stemt på generalforsamlingerne i de selskaber, de har i deres porteføljer. På den måde kan man holde dem til ansvar for, om de stemmer, som de har sagt i deres stemmepolitik, at de vil.
»Man kan godt lave regler om, at de institutionelle investorer skal være mere aktive og møde op på generalforsamlingen og stemme, men hvis de ikke har sat sig ind i selskabets forhold, så det ikke er velovervejet, hvordan man stemmer, nytter det ikke noget. Spørgsmålet er også, hvordan man kan sanktionere det og sikre, at det sker,« siger Hanne Søndergaard Birkmose.
Skal skabe ny viden om aktionærer
Frem til 2017 skal Hanne Søndergaard Birkmose i sit forskningsprojekt forsøge at skabe en bedre forståelse for, hvilken effekt aktivt ejerskab har.
Projektet skal desuden udvikle ny viden om aktionærernes rolle i god selskabsledelse.
»Man har lidt blandede resultater, når økonomer måler på værdien af aktivt ejerskab. I USA har man set eksempler på, at nogle typer af investorer har haft en meget negativ effekt på selskaber, men i Europa er den overvejende tendens, at man mener, at institutionelle investorer gør en positiv forskel – de gør, at ledelsen bliver mere fokuseret, og at ledelsen har mindre råderum til at varetage sine egne interesser i stedet for selskabets,« siger Hanne Søndergaard Birkmose.
Et positivt og et negativt scenarium fra tvang
I dag giver selskabsloven aktionærerne en række rettigheder, for eksempel at stille spørgsmål til ledelsen på generalforsamlingen eller at stemme. Det er en ret, aktionærerne udnytter, når de selv ser en fordel ved det.
Men selskabsloven giver også mulighed for, at aktionærerne kan forholde sig passive og undlade at udnytte deres rettigheder.
»Et væsentligt formål er at undersøge, hvad der sker, hvis denne forudsætning ændres, så aktionærerne tvinges til at være aktive - så det ikke kun sker, når de selv frivilligt vælger at blande sig, fordi de ser en interesse i det,« siger Hanne Søndergaard Birkmose. Hun mener, at der er to scenarier, hvis frivillig interesse omdannes til tvungen pligt:
»Det kan gøre, at vi faktisk får nogle bedre aktionærer, som er mere opmærksomme på, hvad der sker i selskaberne, og på hvilke forslag, der kommer fra ledelsen. Det vil være positivt, for det vil gavne samfundsøkonomien, hvis selskaberne bliver mere ansvarlige,« siger Hanne Søndergaard Birkmose og fortsætter:
»Det negative scenarie er, at aktionærerne så vidt muligt vil prøve at slippe uden om og blot opfylde kravene på papiret, uden at det vil give en forbedring i selskabernes ledelse.«
Dyrt at involvere sig for aktionærer
\ Fakta
Langsigtede ejere er ejere, der må formodes at blive på posten i lang tid. Altså ejere som har købt aktierne og forventer at blive i selskabet nogle år (eller rigtig mange år) og derfor med stor sandsynlighed er interesseret i, hvordan selskabet er drevet. Alternativet er kortsigtede investorer, der kun har købt aktien for at spekulere i den. Investorer har ofte både langsigtede porteføljer af selskaber, de vil blive i, og kortsigtede porteføljer hvor de spekulerer i, at kursen vil stige (eller falde) inden for et par dage eller højst et par måneder.
Problemet er, at det er dyrt for institutionelle investorer at sætte sig så dybt ind i detaljerne om et selskab, som det vil kræve at være aktiv ejer i stedet for blot at lægge aktierne i skuffen og vente på, at de stiger i værdi.
Og institutionelle investorer er ofte medejere af ikke bare én, men tusindvis af virksomheder.
»Noget tyder på, at institutionelle investorer enten ikke har set lyset, eller at omkostningerne er for store, for ofte vælger de ikke at involvere sig aktivt i selskaberne,« siger Hanne Søndergaard Birkmose.
»Investorerne er tilbageholdende, for de ser ikke en klar økonomisk gevinst. Når vi ikke har et empirisk klart datagrundlag for at sige, at deres indblanding vil skabe en forbedring af virksomheden, hvorfor skal de så smide de her penge efter det?« siger Hanne Søndergaard Birkmose.
Farlige skurke og gode beskyttere
På Københavns Universitet glæder Jesper Lau Hansen sig til at se resultaterne af forskningsprojektet. Han er professor i kapitalmarkedsret og er leder af Københavns Universitets Center for Erhvervsret.
»Hanne er superdygtig, så det er godt, hun får dette projekt,« skriver Jesper Lau Hansen i en e-mail til Videnskab.dk, mens han er på rejse i Japan.
Ligesom Hanne Søndergaard Birkmose påpeger han, at der er stor forskel på, hvordan man opfatter indblanding fra aktionærer i ledelsens arbejde – derfor er det positivt med mere forskningsbaseret viden.
»Der er således en betydelig 'kulturel' forskel på opfattelse af store ejere; enten er de farlige skurke, eller de er gode beskyttere. Landene med spredt ejerskab har efterhånden opdaget, at der er visse fordele ved at have store ejere til at holde øje med ledelsen,« lyder det fra Jesper Lau Hansen.
En vanskelig opgave at overtale aktionærerne
Men Jesper Lau Hansen ser også betydelige problemer med at overbevise aktionærer om, at opgaven med at sikre bedre virksomhedsdrift skal ligge ved dem.
»Ofte har en enkelt institutionel investor investeret i tusinder af selskaber. Men i mangel af andre vælger man så at kræve af dem, at de skal udføre mere 'aktivt ejerskab',« skriver Jesper Lau Hansen.
»Problemet er blot, at det koster tid og penge at sætte sig ind i de enkelte selskaber. Det har de fleste institutionelle investorer ikke råd til. De vil hellere nøjes med at kigge på kursen, og hvis den går ned, så sælger de hellere end at engagere sig med ledelsen; de har jo tusinder af selskaber at følge med i.«
