Jomfruøerne havde et rigt folkeliv, længe før danskerne dukkede op

14. november 1493 kolliderede den gamle og den nye verden ud for kysten på Sankt Croix ved mundingen af Salt River Fjord. Christoffer Columbus var på sin anden rejse til den nye verden og sendte en langbåd ind til land for at lede efter ferskvand.

Her stødte man på en indianerlandsby og drog derfra med to personer, som tilsyneladende var blevet holdt som slaver. På vej tilbage til skibet blev langbåden mødt af en kano med kampberedte indianere.

Mødet resulterede i døde på begge sider, og Columbus navngav stedet »Cabo del Flechas«, Pilenes Kap.

»Dette var første gang, at europæere gik i land på Jomfruøerne. Og det var et af de første voldelige møder af den slags, der skulle komme til at blive typiske, når europæiske og indfødte stødte på hinanden i regionen i det følgende århundrede,« siger Joshua Torres, arkæolog med ansvar for kulturelle effekter hos National Park Service i Washington, D.C, til Videnskab.dk.

Men hvem var disse mennesker? Hvor og hvornår stammede de fra?

Fredelige taíno-indianere og voldelige carib-indianere

Historiske beretninger, som blev skrevet af Christoffer Columbus og hans mandskab i 1492 og 1493, beskrev folkeslaget fra naboøerne Puerto Rico og Hispaniola som »taíno«. Dette kunne oversættes fra de indfødtes sprog til »nobel« eller »god«. Det var samfund, der var indrettet som teokratiske høvdingedømmer.

Jomfruøerne bliver derimod beskrevet, som at de befinder sig geografisk i periferien af disse taíno-samfund. Øernes befolkning bliver i stedet sat i forbindelse med den stammeopdelte og efter sigende voldelige carib-kultur, også kendt som kalinago, som boede på De Små Antiller.

»Den dag i dag er det et ubesvaret spørgsmål, om Sankt Croix var beboet af det krigeriske carib-folk eller de fredelige taíno. Selvom denne diskussion er væsentlig, er det også et faktum, at de historiske arkivalier ikke til fulde afspejler de kulturelle, sociale og etniske forhold, som herskede blandt den indfødte befolkning i regionen på den tid,« siger Joshua Torres.

Selvom det endelige puslespil endnu ikke er lagt, er der stærke indicier for, at der var mindst to socioetniske grupper af mennesker, som interagerede med hinanden, da europæerne ankom til Jomfruøerne.

De første arkæologer gik på jagt omkring 1900

Faktisk havde øerne været beboet i flere tusind år, før europæerne første gang satte fod i Vestindien.

Jagten på denne historie begyndte i Dansk Vestindien i begyndelsen af 1800-tallet, og Nationalmuseet modtog sin første vestindiske oldsag fra en kaptajn Abrahamson i 1807.

Ifølge arkiverne var der tale om en sten med udskæringer i, formodentlig i form af et ansigt, men i dag kan man ikke identificere den specifikke sten.

Flere oldsager i 1800-tallet

I løbet af 1800-tallet modtog Nationalmuseet især mange stenøkser fra Dansk Vestindien, og blandt bidragyderne kan nævnes apotekeren Albert Heinrich Riise, som var født i Ærøskøbing. I dag er han nok mest kendt for A.H. Riise-rom.

Den første til at udføre egentlige udgravninger var formentlig premierløjtnant Holger Utke Ramsing fra cirka 1896. Han forærede oldsager til Nationalmuseet i flere omgange frem til 1906, og det samme gjorde plantageejeren Gustav Nordby, som ankom til sankt Croix i 1903.

Af udgravninger med udenlandsk initiativ kan nævnes hollænderen Thedoor de Booy. I 1916 og 1917 arbejdede han for Museum of the American Indian–Heye Foundation og udforskede Magens Bay på Sankt Thomas og Salt River Bay på Sankt Croix.

Senere foretog den danske arkæolog Gudmund Hatt og hans kone, Emilie, omfattende udgravninger ved Salt River Fjord i 1922-23. Den store samling, som udgravningerne resulterede i, har i dag til huse hos Nationalmuseet i København. Faktisk fylder den ikke mindre end 22 kubikmeter i museets magasiner.

Gudmund Hatt foretog grundige udgravninger

På Nationalmuseet arbejder ph.d.-studerende Casper Jacobsen Toftgaard med at dykke ned i og digitalisere netop de fund, som Gudmund Hatt gjorde på De Amerikanske Jomfruøer i begyndelsen af 1920'erne.

»Gudmund Hatt udførte et helt fantastisk arbejde for sin tid. Hans konklusioner er forsigtige, når han ikke har et godt materiale, og når han har godt materiale, drager han nogle rigtig gode konklusioner, som ikke bliver overgået før i 1980'erne,« fortæller Casper Jacobsen Toftgaard.

Han sidder på sit beskedne kontor på cirka halvanden gange tre meter på Nationalmuseet, som er indrettet med skrivebord, en reol og et lille mødebord, og væggen over skrivebordet er prydet med en collage af kort over øerne i det tidligere Dansk Vestindien.

Med sig under sine udgravninger i Caribien havde Gudmund Hatt sin hustru, Emilie. Hun bistod sin mand i hans arbejde og tegnede derudover de miljøer, der omgav dem.

Keramik inddeler indianerne i tid og sted

De arkæologiske fund, som man især har benyttet til at forsøge at få en idé om forskellene på de forskellige folkeslag i Caribien, og hvornår de levede, består af keramik.

En af fremtrædende forskere på dette område var arkæologen Irving Rouse, som var ansat på University of Yale. Han brugte 50 år på at kortlægge de forskellige typer af keramik i Caribien, hvor de blev fundet, og hvornår de stammede fra.

Irving Rouse døde i 2006, men forskere bygger stadig videre på hans arbejde.

Når man kigger på en oversigt over forskellige former for kulturer og keramik, hvor tid løber op ad y-aksen, fra indianerne ankom for cirka 7.500 år siden til cirka år 1500, og x-aksen er forskellige øer i Caribien, minder det lidt om det periodiske system.

Kulturer opstår og dør ud flere gange på snart sagt alle øer i Caribien.

Indvandring fra vest og syd

De allerførste indvandrere i Caribien fremstillede dog ikke keramik. De ankom til Cuba og Hispaniola, som i dag er hjemsted for Haiti og Den Dominikanske Republik, for cirka 7.500 år siden, mens der var stenalder i Danmark. I løbet af de følgende 2.000 år spredte menneskeheden sig ifølge Joshua Torres mod øst over Puerto Rico og Jomfruøerne til Antigua.

»Nogle af de redskaber, der er fundet på disse øer, ligner dem, der er fundet på Yucatán-halvøen. Dermed tyder det på, at disse tidligere caribiske indvandrere havde krydset Yucatán-kanalen mellem Mexico og Cuba og spredte sig mod øst,« forklarer Joshua Torres og fortsætter:

»De arkæologiske lokaliteter fra denne kultur findes ofte inde i landet, hvor man havde adgang til ferskvand, og flere steder også i grotter. Man overlevede ved at fiske, gå på jagt og samle vilde planter.«

Faktisk er der fundet 8.000 år gamle spor efter mennesker i den modsatte ende af Caribien på Trinidad. For cirka 11.500 år siden var Trinidad dog en del af Sydamerika som følge af den seneste istid. Derfor kan øen stadig have været let at komme til for de mennesker, der efterlod sig de gamle spor.

Stenøkserne ankom til Caribien

For cirka 4.000 år siden var der en anden indvandringsbølge, som spredte sig fra Orinoco-delta-regionen i det nordøstlige Sydamerika op langs De Små Antiller. Disse mennesker standsede et sted omkring det østlige Puerto Rico og Sankt Croix og med sig havde de Caribiens første stenøkser.

»Det antages, at der her var tale om en jæger-, fisker- og samlerkultur. I modsætning til dem, der kom fra Yucatán-halvøen og Hispaniola, har disse mennesker haft en nær tilknytning til havet. De havde små bosættelser tæt på strande og mangrover. Dermed kan man 2.000 år før vores tidsregning have haft to forskellige kulturer bosiddende på Puerto Rico og De Amerikanske Jomfruøer,« fortæller Joshua Torres.

Disse tidlige bosættelser var små, og man har generelt ikke fremstillet keramik. Den sociale organisation anses for at ligne jæger-samler-samfund. Af disse grunde indgår de tidlige folkeslag på Jomfruøerne næsten ikke i historiebøgerne.

Nye indvandrere mestrede pottemageriet

Fremstillingen af keramik i Caribien tog fart, da kalenderen nærmede sig år 0. For cirka 2.500 år siden ankom en kultur med veludviklede evner til at fremstille keramik til Jomfruøerne og Puerto Rico.

Irving Rouse kaldte dem for de saladoide pottemagere. Ordet saladoid stammer fra den første lokalitet, hvor arkæologerne fandt denne type keramik, Saladero i Venezuela.

»Oprindeligt troede man, at denne kultur rejste fra ø til ø. Men de ældste fund, man har gjort, har været fra de nordlige af De Små Antiller og fra Puerto Rico. Så i stedet for at bevæge sig mod nord langs kæden af øer har man måske sejlet direkte fra Sydamerika til Puerto Rico og Jomfruøerne. Først fra en senere periode finder vi spor efter dem på de sydligere øer,« siger Joshua Torres.

En kanotur direkte fra Sydamerika til Puerto Rico eller Jomfruøerne på minimum 800 kilometer er noget af en bedrift, og forskerne er da også langtfra enige om, hvorvidt den saladoide-kultur spredte sig op langs De Små Antiller, eller om den hoppede direkte til en mere nordlig destination. Du kan læse mere om dette spørgsmål under denne artikel.

Keramik med symbolik

Keramikken og potteskårene fra denne periode kaldes for Hacienda Grande-keramik og er noget af det tidligste keramik i Caribien. Det lader i denne tidlige periode til kun at findes i det østlige Puerto Rico og enkelte af de nordlige Små Antiller.

Som udsmykning fik keramikken røde kurver eller lineære mønstre på hvid baggrund, nogle gange med med menneske- eller dyrelignende former og symbolik.

»Disse mennesker benyttede også sten, skaller, koral og ben til at fremstille forskellige værktøjer og pyntegenstande. Særligt interessante er fint udskårne og polerede skaller og halvædelstene med frø-motiver, et symbol på liv. Disse amuletter er blevet fundet på Puerto Rico og sydover på De Små Antiller samt den nordlige del af Sydamerika,« forklarer Joshua Torres om den tidlige saladoide kultur.

Andre genstande, som blev fremstillet af ben og skaller, tæller blandt andet nåle, skeer og simple objekter med tre spidser, også kendt som zemis. Arkæologerne regner med, at disse tjente et spirituelt formål.

Direkte fra Panama og Costa Rica?

Samtidig med Hacienda Grande-keramikken fandtes der en anden stilart på det østlige Puerto Rico og Jomfruøerne, som arkæologerne har døbt Huecoid-traditionen. De to stilarter adskiller sig meget fra hinanden, selvom de formodes at være fremstillet på samme tid.

»Et af de punkter, hvor Huecoid-traditionen adskiller sig, er nogle kondor-lignende figurer udformet i jade, som har menneskehoveder i deres kløer. Disse findes ikke i andre egne af Caribien. Det er fascinerende, at vi normalt kun finder dem i Panama og Costa Rica. Dermed tyder det på, at der er endnu en gruppe mennesker, som kommer direkte til Jomfruøerne og Puerto Rico fra det område,« siger Joshua Torres.

Saladoide landsbyer havde form som cirkler

Hverdagen for medlemmerne af den saladoide kultur blev tilbragt i bosættelser tæt ved kysten, og hvor der var let adgang til ferskvand.

»Saladoide landsbyer er som regel cirkulære, hvor hytterne har omkranset en åben plads. Man formoder, at denne måde at indrette sig på stammer fra grupper af mennesker, der kom fra Sydamerika og talte arawak,« siger Joshua Torres.

De saladoide landsbyer var naturligvis spredt over mange forskellige øer, men forskerne formoder alligevel, at de havde kontakt med hinanden som et decentraliseret samfund.

Ny dagsorden på Jomfruøerne

De arkæologiske fund viser, at der omkring år 600 sker sociale og kulturelle ændringer blandt indbyggerne på Jomfruøerne og Puerto Rico. Det antages, at ændringer opstod ud fra forskellige eksisterende folkeslag og de samfund, som disse havde dannet på øerne

»Ændringerne kan ses gennem de lokale forskelle i fremstillingen af keramik. Denne blev dekoreret forskelligt, ligesom boliger blev bygget anderledes, og man begyndte at opføre ceremonielle bygninger,« siger Joshua Torres.

Fra denne periode finder man i dag Monserrate- og Santa-Elena-keramik på De Amerikanske Jomfruøer. Pludselig var bosættelserne ikke længere begrænsede til at være anlagt tæt ved kysten. I stedet begyndte de at blive opført langs floderne længere inde på øerne.

»I tiden omkring det syvende århundrede skete der en eksplosion af arkæologiske lokaliteter i regionen. Bosættelserne var meget forskellige, hvad angår type og størrelse og indeholdt områder, der var forbeholdt bestemte aktiviteter,« forklarer Joshua Torres.

»Selvom bosættelserne fortsatte med at være formede som cirkler, sker der i denne periode to vigtige ændringer. For det første bliver boligerne mindre. Hytterne er bygget med form som en cirkel eller en oval, og de er cirka fem meter i diameter. Skiftet fra store flerfamilieboliger til små hytter skyldtes formodentlig et øget fokus på små familieenheder. Dermed har den økonomiske produktion og organisation formodentlig skiftet fra at hvile på fælles produktion til at handle om at ophobe rigdom med skabelse af et mere hierarkisk samfund.«

En af de store forandringer for dette 600- eller 700-talssamfund var, at man begyndte at anlægge pladser, som var beregnede til rituelle handlinger. Stenene, som omkransede pladserne, var nogle gange udsmykkede med helleristninger, og den danske arkæolog Gudmund Hatt udgravede en af disse pladser ved Salt River Fjord. Det er den eneste, man kender fra Jomfruøerne.

I 1100-tallet opstår de kulturer, som Columbus møder

På det østlige Puerto Rico og Jomfruøerne dukkede der i 1100-tallet endnu en keramik-tradition op. Den blev det sidste skifte i måden at fremstille keramik på, før europæerne ankom.

»Fra denne periode er der fundet tre forskellige typer af keramik. Capa, Esperanza og Boco Chica. De er alle blevet fundet i forskelligt omfang på Jomfruøerne. Det er dog Esperanza-stilarten, der er mest udbredt på øerne og det østlige Puerto Rico, og den kendes blandt andet på sine motiver med dobbelte regnbuer,« uddyber Joshua Torres og tilføjer spøgende:

»Vi, der har tilbragt meget tid på øerne, har set mange regnbuer. De dobbelte regnbuer er et helt særligt syn.«

Boca Chica-keramikken tilføjer yderligere viden om Jomfruøernes kontakt med omverdenen. Den er nemlig primært blevet fundet i Den Dominikanske Republik, så med andre og mindre fund på både Sankt Thomas og Sankt John må der have været en forbindelse imellem disse lokaliteter for 800 til 900 år siden.

»Fundsteder med denne type keramik på Jomfruøerne anses for enten at have været handelspladser eller tilholdssteder for magtfulde høvdinge med forbindelser i Den Dominikanske Republik,« siger Joshua Torres.

Slægtninge blev begravet under gulvet

Landsbyerne var på dette tidspunkt stadig cirkulære med en central plads. Boligerne består stadig af små hytter med fokus på små familieenheder. Til gengæld opstår der bosættelser, som indeholder flere rituelle anlæg.

»Man begynder også at begrave folk i grotter og under hytterne. Ved at gøre dette kunne man fastholde sin ret til en bolig, fordi man kunne henvise til, at ens forfædre var begravet nedenunder,« forklarer Joshua Torres.

Det også på dette tidspunkt, at høvdingedømmer og en politisk struktur blev formet, mener arkæologerne. En del af logikken bag er, at det vil have krævet organisering at få bygget det stigende antal rituelle anlæg.

»Vi ser også en forøget fremstilling af remedier til at indtage cohoba, som er et rusmiddel fremstillet af malede frø fra cojóbana-træet. Eksempelvis snusrør, bakker og en slags spatler, som blev brugt at få folk til at kaste op, før man gik i gang med at indtage cohoba,« siger Joshua Torres.

Alt i alt indikerer disse tegn på en kultur i udvikling sammen med mange forskellige former for keramik, at fortiden på De Amerikanske Jomfruøer og i Caribien ligner nutiden mere, end beretningerne fra de tidligste europæiske koloniherrer fortæller.

»Den moderne identitet for folk på Jomfruøerne og Puerto Rico er en blanding af noget europæisk, noget afrikansk og noget fra de oprindelige indfødte på øerne. Definitionen af ens egen identitet er et produkt af ens familiære og sociale historie. På den måde er det moderne Caribien en mosaik af vejkryds for forskellige kulturer. Men denne mosaik fandtes også før kolonitiden,« som Joshua Torres formulerer det.

Spørgsmål om opdelingen af befolkningen i taíno og carib

Hidtil har denne artikel refereret de dagbøger, som Christoffer Columbus og hans medrejsende efterlod sig, for at omtale Sankt Croix’ indfødte som voldelige carib-indianere, mens de fredelige og noble taíno boede på Puerto Rico.

Disse betegnelser overlevede langt op i 1900-tallet, og selv den ellers minutiøse arkæolog Gudmund Hatt udråbte carib-indianerne til at have været kannibaler.

»Gudmund Hatt troede, at de var kannibaler, fordi han fandt knoglerne spredt. Han skriver, at det var resterne efter deres festmåltid. Man har imidlertid hverken kunnet finde tegn på, at knogler er blevet spaltet for at nå ind til marven eller andre tegn på, at knoglerne skulle være blevet udsat for kannibalisme. I dag mener forskerne, at de døde kroppe har været igennem en form for ritual, så knoglerne er blevet spredt,« fortæller Casper Jacobsen Toftgaard.

Carib-indianernes minde har således været igennem en stribe negative og grundløse beskyldninger, hvilket er en af grundene til, at denne term er blevet fravalgt at mange forskere. I stedet benytter man som regel ordet kalinago, som de formodes at have brugt om sig selv, inden spanierne og franskmændene forvanskede det til carib.

Sluttede sig sammen med bortløbne slaver

I dag vides det ikke med sikkerhed, om kalinagoerne var til stede på Sankt Croix, da Columbus ankom. Faktisk står det øverst på Joshua Torres’ arkæologiske ønskeseddel at finde eksempelvis keramik, som kan bevise det. Udfordringen rent arkæologisk er, at hvis kalinagoerne beboede Sankt Croix på dette tidspunkt, havde de ikke gjort det ret længe. Dermed er der i bedste fald kun få spor at finde.

Sikkert er det imidlertid, at kalinagoerne levede på øer, der ligger længere mod øst og syd end det tidligere Dansk Vestindien, såsom Dominica og Santa Lucia. Her gjorde de stædig modstand mod de europæiske kolonimagter, og de tog imod bortløbne slaver, som havde tilsvarende gode grunde til at modsætte sig europæerne.

Disse indianere kunne godt se, at europæerne ville tage deres øer, deres jord og deres kvinder, så de kæmpede meget hårdt. Det var først i 1800-tallet, at man fik dem pacificeret. Herefter sejlede briterne nogle af dem over til Belize i Mellemamerika, hvor man så kan finde dem i dag som black caribs,« siger Casper Jacobsen Toftgaard.

Taíno var udtryk for overklassen

Heller ikke ordet taíno er nødvendigvis udtryk for en bestemt indianerkultur. Columbus og hans samtidige europæere forsøgte at forklare, hvad det var for nogle mennesker, de stødte på. De tog naturligt nok udgangspunkt i det europæiske samfund, som de kendte i forvejen.

Måske er taíno derfor slet og ret en betegnelse for overklassen i det indfødte samfund.

»Det er ikke hele befolkningen, man kan betegne som taíno. Nu er det bare gledet så meget ind i hverdagssproget, at man i dag siger, at det var taínoer, Columbus mødte. Det vil jeg gerne stille mig lidt tvivlende overfor. Måske var det bare en lille gruppe øverst i befolkningslaget, der blev kaldt taínoer,« uddyber Casper Jacobsen Toftgaard.

Et avanceret samfund

I Caribien er det altså ikke så lige til at trevle det kulturelle kludetæppe op og sætte navn og ophav på fortidens menneskelige beboere. Ej heller er det et sandt billede, at de indianere, Columbus stødte på, var nogle lavtstående vildmænd. Faktisk er der større sandsynlighed for, at de var fiskere og landmænd.

»Da Columbus ankommer til Caribien i 1492, havde nogle indianerne bedrevet landbrug i op til 2.000 år på nogle af De Små Antiller over Jomfruøerne, Puerto Rico, Hispaniola og til Østcuba. Det har de taget med sig fra Sydamerika,« forklarer Casper Jacobsen Toftgaard.

Faktisk er det kun på Vestcuba, at spaniernes præster har efterladt beretninger om, at indianerne stadig var jæger-samlere. Her boede de i huler og talte et sprog, som andre indianere ikke kunne forstå. De indfødte kaldte dem for »de gamle«.