Danske straffefanger spændte ben for koloniplaner i Vestindien
Danske straffefanger blev i 1600-tallet sendt til St. Thomas, hvor de levede under slavelignende forhold. Straffefangerne forsøgte dog ofte at flygte. Og deres flugtforsøg ændrede planerne med kolonien.
Danske straffefanger dansk vestindien slavelignende forhold St. thomas mytteri Havmanden koloni

Mytteristerne på Havmanden forsøgte at undslippe en ekstrem skæbne som ufrie tvangsarbejdere på St. Thomas, men de endte i stedet med at få en af tidens værste dødsstraffe at blive sat på hjul og stejle. (Foto: Det kongelige Bibliotek)

Forestil dig at sidde tørstig og sulten på et gyngende skib på vej mod en fremmed kyst, hvor du resten af dit liv skal arbejde som slave for den danske stat.

Sådan så virkeligheden ud, hvis du var en af de cirka 100 fanger, som i 1682 om bord på fregatten Havmanden blev sendt til danske koloni St. Thomas.

Historien kort
  • Danske straffefanger skulle befolke Dansk Vestindien, da man ikke kunne skaffe sorte slaver nok.
  • Straffefangerne var æreløse og havde næsten samme lave status som sorte slaver.
  • De uregerlige straffefanger og et skandaløst mytteri betød, at Dansk Vestindisk kompagni i sidste ende måtte alliere sig med udenlandske slavehandlere.

I koloniens tidlige historie bestod arbejdskraften på øen nemlig ikke kun af slavegjorte afrikanere. Ufrie og æreløse danskere blev også sendt til St. Thomas for at leve et liv i trældom. Men de kummerlige livsvilkår og den udsigtsløse fremtid fik straffefangerne til at flygte fra øen.

»Det har overrasket mig, hvor lav status de her straffefanger havde. Det er lige før, man kunne slå dem ihjel, uden det havde nogle konsekvenser,« fortæller adjunkt og forsker Johan Heinsen fra Aalborg Universitet.

LÆS OGSÅ: Bortløbne slaver skabte egne samfund i Dansk Vestindien

Flugtforsøg påvirkede historiens gang              

Johan Heinsen har undersøgt, hvordan straffefangernes flugtforsøg og forsøg på at redde sig selv i de efterfølgende retssager påvirkede koloniens udvikling.

Koloniens manglende evne til at holde straffefangerne i live og holde styr på dem betød nemlig, at udbyttet fra kolonien endte med at glide ud af den danske stats hænder.

»Det var stik imod den oprindelige plan. Når man skal se på, hvorfor de fejler så eklatant, så kommer man tilbage til straffefangernes udfordring af det projekt, som de var blevet tvunget til at være en del af,« siger historikeren, som er i gang med at skrive en bog om straffefangerne, der levede under slavelignende forhold på St. Thomas. En del af forarbejdet er udkommet som videnskabelige artikler i tidsskrifterne TEMP og Atlantic Studies.

Vestindisk-Guineisk Kompagni

Vestindisk-Guineisk Kompagni er navnet på det handelskompagni, som blev oprettet i 1671 med det formål at drive handel på de vestindiske øer.

Kompagniet sejlede direkte mellem Europa og Vestindien og deltog også senere i den såkaldte trekantshandel med blandt andet tekstiler fra Europa til Afrika, slaver fra Afrika til Vestindien og herfra sukker m.m. til Europa.

Straffefangernes historie har ligget gemt i de mange kilder

Arkivar og seniorforsker Erik Gøbel har i mange år forsket på Rigsarkivet med specielt fokus på Dansk Vestindien.

»Der har ikke været meget fokus på straffefangerne før. Vi har hele tiden vidst, at man forsøgte sig med at befolke øen med straffefanger, og at det ikke var nogen succes. Men der er ikke nogen, der før har gravet ned i det,« siger Erik Gøbel og forklarer det med, at man på Rigsarkivet har halvanden hyldekilometer med kilder fra kolonitiden. Der er altså mere end nok data, for historikerne at stille nye spørgsmål til.

»Det er kun en lille del af det, der har været udnyttet. Og Johan Heinsen har så valgt at gnave sig ind på en lille del af det. Det kan jo være interessant nok, selvom straffefangernes historie kun udgør en lille del af historien, da det ikke var så forfærdelig mange, det drejede sig om i forhold til de mange sorte slaver,« siger seniorforskeren.

LÆS OGSÅ: Slaver i Dansk Vestindien brugte religiøse kræfter mod ejere

Danske straffefanger dansk vestindien slavelignende forhold St. thomas mytteri Havmanden koloni

I de første år var meget af arbejdet på St. Thomas især tungt konstruktionsarbejde. (Foto: Det Kongelige Bibliotek)

Straffefanger knoklede for staten

I 1600-tallets Danmark kunne man enten blive dømt til tugthus for umoralsk opførsel eller til fængsel for mere alvorlige forbrydelser. At komme i fængsel blev i folkemunde kaldt ‘at trælle’.

Som straffefange var du nemlig dømt til hårdt tvangsarbejde.

»Staten så på straffefangerne som en kilde til gratis arbejdskraft, og meningen var også, at tvangsarbejdet skulle være afskrækkende. Kropstraffe som det at få pisk på byens torv, mente man ikke, var afskrækkende nok,« siger Johan Heinsen.

Strenge love skulle forhindre flugtforsøg

Kompagniets anstrengelser med at holde på straffefangerne kommer til udtryk i de strenge love, som i de sidste årtier blev vedtaget på St. Thomas.

  • Bortløbne fanger var fredløse. Fangede du en bortløben straffefange kunne du altså frit slå dem ihjel.
  • Beboerne på St. Thomas stod til en klækkelig bøde, hvis det blev opdaget, at de havde huset bortløbne fanger.
  • Det var ulovligt for beboerne på øen at eje en båd. Både kunne potentielt bruges til at flygte i.

Vagter fra Det Dansk Vestindiske Kompagni holdt derudover et skarpt øje med de skibe og både, som sejlede til og fra St. Thomas.

Man brugte systematisk straffefangerne til at udføre store byggerier for eksempel Tøjhuset i København og til at bygge flådens skibe. Staten havde nemlig på det tidspunkt en lang tradition for at bruge tvangsarbejde, og derfor lå det lige for at sende straffefanger til kolonierne i Vestindien.

LÆS OGSÅ: Var det værre at være fæstebonde i Danmark end slave i Vestindien?

Koloni kunne ikke købe nok slaver

Straffefangerne på Havmanden i 1682 var således langt fra det første hold straffefanger, der  var blevet sendt til St. Thomas.

Den danske koloni på de vestindiske øer blev allerede anlagt i 1672. Frem til 1690’erne blev cirka 250 straffefanger sejlet til Dansk Vestindien sammen med et ukendt antal ufrie danskere.

I de første år havde det såkaldte Vestindisk-Guineisk Kompagni (se boks) fokus på at bygge kolonien op og få eksempelvis tobaksproduktion i gang, så den danske stat hurtigt kunne komme til at tjene penge på handlen med koloniale varer.

Planen var, at arbejdskraften på øen hovedsagligt skulle bestå af afrikanske slaver. Dengang troede man fejlagtigt, at afrikanerne bedre kunne tåle det hårde arbejde i varmen, og at de var mere modstandsdygtige over for tropesygdommene på øen.

»Men Vestindisk-Guineisk Kompagni kunne ikke købe afrikanske slaver i et stort nok omfang. Det ville kræve, at man inviterede udenlandske slavehandlere ind på øen, og det var kompagniet ikke interesseret i,« siger Johan Heinsen og forklarer, at kompagniet ville holde al produktion og handel i egne hænder.

LÆS OGSÅ: Danske slaver skulle leve længe

Rygter forhindrede rekruttering af danskere

Men manglen på slaver betød, at det var et problem at etablere en arbejdsstyrke, der var stor nok til at få udført arbejdet på øen.

Når man ikke kunne få slaver nok, var det anden prioritet for Vestindisk-Guineisk Kompagni på St. Thomas at få frie danskere til frivilligt at rejse til øen og arbejde der i et godt stykke tid.

Danske straffefanger dansk vestindien slavelignende forhold St. thomas mytteri Havmanden koloni

Billedet øverst i artiklen stammer fra dette flyveblad fra 1600-tallet, som fortæller om mytteriet på Havmanden og henrettelsen af mytteristerne i København. (Foto: Det kongelige Bibliotek)

Kompagniet forsøgte således at rekruttere fattige danskere som såkaldte servinger. De var en form for ufrie arbejdere.

Kontrakten, servingerne fik tilbudt, bød på op til 7 års arbejde med kun kost og logi som løn, og servingerne måtte ikke rejse hjem, før den aftalte periode var udstået.

En kontrakt, der kunne være attraktiv, hvis man havde svært ved at skaffe føden hjemme i Danmark. Det rygtes dog hurtigt på de gader og stræder, at der på St. Thomas langt fra altid var mad nok, at arbejdet på øen var benhårdt, og at arbejderne på øen døde som fluer af sygdomme. Rygterne var langt fra løgn. St. Thomas’ ry bevirkede således, at man ikke kunne rekruttere servinger nok.

LÆS OGSÅ: MYTE: Var Danmark det første land, der ophævede slaveriet?

Æreløse fangers fremtid var håbløs

Kompagniets tredje og sidste prioritet var at hente æreløse straffefanger til tvangsarbejde på øen, selvom man mente, de var en kilde til uro.

Havde du begået for eksempel tyveri eller drabsforsøg, blev du idømt en fængselsstraf og så blev du som regel brændemærket. Ikke kun fysisk men også socialt.

Dansk Vestindien


Læs mere om Dansk Vestindien på Videnskab.dk’s  temahjemmeside om 'De Dansk-Vestindiske Øer'.

Her finder du et bredt udvalg af artikler om dansk kolonihistorie, slaveri og overdragelsen af øerne til USA.

»Hvis man havde et brændemærke i panden, så fortalte det det hele. Det var et synligt tegn på, at man var tabt i samfundets øjne,« siger Johan Heinsen og fortæller, at retsdokumenter viser, hvordan de æreløse ikke længere havde en stemme, som man tog for gode varer.

»De her æreløse var også omgivet af overtro og frygt for, at de potentielt kunne smitte andre med æreløshed.«

Straffefangernes status på St. Thomas var dermed kun en tand højere end de sorte slavers i det ærehieraki, som var på øen. Fangerne havde ligesom slaverne ingen rettigheder. Johan Heinsen kan for eksempel se i kilderne, at nogle af fangerne efter flugtforsøg blev dømt til at blive solgt videre som slaver, uden at handlen dog nogensinde blev udført.

Straffefangerne havde derfor intet at miste, og derfor kunne de lige så godt forsøge at flygte.

LÆS OGSÅ: Nu kan alle gå på jagt i Dansk Vestindiens historie

Mytteri fyldte aviserne

Æreløse havde ingen rettigheder

Svenskerne undgik bevidst at sende æreløse ud til at befolke svenske kolonier, fordi æreløse var vanskelige at holde styr på.

Men der var mange danske æreløse fængslet på Bremerholmen i København. De havde ingen rettigheder eller status, hvilket gjorde det nemt at sende dem i en skæbne, man godt vidste var ekstrem.

Kilde: Adjunkt Johan Heinsen

På fregatten Havmanden drev manglen på mad og drikke og udsigterne til at leve som ufri på St. Thomas de ombordværende til at begå mytteri i januar 1883. Mytteriet blev en stor skandale. Aviserne skrev i ugevis om mytteriet, og mytteriet blev næsten beskrevet som et politisk attentat, fordi mytteristerne med deres gerning stak en kæp i hjulet på hele koloniprojektet.

De overlevende mytterister blev derfor dømt og henrettet uden for Østerport til skue for københavnerne.

LÆS OGSÅ: Havforskere forsøgte at kuldsejle salget af Dansk Vestindien

Slavehandlere fik i sidste ende fingre i profitten

Tre år efter mytteriet forsøgte endnu et hold straffefanger at flygte fra St. Thomas, og det var det sidste søm i kisten til de storstilede kolonidrømme. Nu måtte Vestindisk-Guineisk Kompagni sadle om og skaffe arbejdskraft på anden vis.

»Den danske koloni var anlagt som et strengt merkantilistisk foretagende, hvor alt profit skulle ende i København. Men meget hurtigt blev det et foretagende, som fungerede på helt andre måder,« siger historikeren.

Guvernøren på Øen var nu nødt til at invitere udenlandske handelsfolk ind på øen, så man kunne få købt afrikanske slaver. Og dermed endte en stor del af profitten i Amsterdam eller på den hollandske ø St. Eustatius eller i lommerne på de sørøvere, som også begyndte at operere fra øen.

LÆS OGSÅ: Danmark kan ikke undskylde for slavehandel

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.