Jeg har netop givet mine studerende feedback på deres skriftlige opgaver i faget Medieteori og -analyse. Èn af dem havde skrevet om filmen 'Bloodsport' med belgieren Jean-Claude Van Damme, som han gik ud fra, jeg ikke havde set.
Men selvfølgelig har jeg da det!
En lille filmhistorisk perle fra 1988 fra actionfilmens absolutte hårdeste undergrund. Van Damme står for smerte, smerte, mere smerte og så selvfølgelig kampsport, og hvad jeg mener er en svælgen i masochistisk lidelse og et enormt underdog-kompleks (»de andre er onde imod mig, av, av, men heldigvis kan jeg tage en masse tæv, og til sidst tæsker jeg bare dem, ha!«).
Det er den slags, man som forsker med speciale i Hollywoodfilm kan. Altså, imponere de studerende med sin dårlige filmsmag. God, mente min studerende nu, for han fandt at 'Bloodsport' var verdens bedste film. Her er jeg ikke enig. Og i øvrigt foretrækker jeg 'Cyborg' blandt Van Damme-perlerne.
Genrefilm er ikke bare skabeloner
Mit forskningsområde er amerikansk film, især genrefilm som gyser-, action- og krigsfilm. Populære film, der bliver produceret til et stort publikum og bruger lystigt af genrenes genkendelige former. Nogle vil sige af genrenes 'skabeloner' og 'stereotyper', hvilket både er rigtigt og forkert.
Det er rigtigt, at genrefilm fortæller samme historier med samme elementer – en actionfilm har en actionhelt og masser af actionscener – men det er forkert, at vi 'bare' får skabeloner.
Vi får nemlig meget mere! Hollywood giver os i dag moderne myter, der har samme funktion som sagn og religiøse myter havde i gamle dage: Hollywood giver os fortællinger om os selv og vores plads i samfundet, fortællinger om os og de andre, så vi kan forstå os selv i et lille lokalsamfund og i den store globale verden.
Det lyder banalt, og er det også. Men netop det banale er hverdagen og livet for de fleste af os. Det er i det banale, vi lever vores liv, her vi danner vores mening om, hvad der er verdens bedste film, får en idé om, hvilket liv vi vil have, her vi får holdninger til politik, forestillinger om 'de andre', billeder af virkeligheden og ønsker til fremtiden.
Nogle vil mene, at det er et knæfald for amerikansk populisme og massekultur at se Hollywoodfilm. Ligefrem at kunne lide amerikanske film. Jeg er ikke en af dem. Jeg elsker Hollywoodfilm, både store blockbusters som 'Pirates of the Caribbean', superheltefilm som 'Iron Man', skæve auteurfilm som 'No Country for Old Men' og de mere rå sager som 'Saw'-serien.
»Shindlers lister er ikke en god film«
Kan man både være seriøs forsker og så forske i Hollywoodfilm?
Tænk, det spørgsmål får jeg nogle gange. Ofte møder jeg også den holdning, at Hollywood per definition ikke er værd at tage seriøst.
Jeg sidder netop nu og skriver på en bog om den amerikanske krigsfilm, hvor jeg blandt andet bruger Steven Spielbergs film 'Schindlers liste' (1993), hvilket minder mig om en hændelse forrige sommer.
Jeg spurgte dengang et større dagblad, om de ville have en artikel om 'Schindlers liste' og Krakow. Jeg havde netop holdt ferie i Krakow i Polen og spadseret i den jødiske ghetto, hvor Spielberg filmede. Jeg havde siddet i Schindlers stol på hans kontor på emaljefabrikken, der stadig eksisterer og kan besøges gratis.
Jeg havde været i resterne efter Plaszow-lejren, set Amon Goeths hus, hvorfra han om morgenen for sjov skød på jøderne, der passerede hans villa på vej til arbejdslejren. Og jeg havde brugt en dag med min familie i koncentrationslejren Auschwitz-Birkenau, set gasovne og torturkældre, bjerge af hår og sko, hjerteskærende rækker af barakker. Gjort mit bedste for at forklare min søn på otte og datter på elleve, hvad det her var for noget Kunne det være en interessant artikel? Nej, svarede redaktøren, for 'Schindlers liste' var ikke en god film, det var en »Spielberg film«. Havde han set filmen, spurgte jeg. Nej, det behøvede han skam ikke, han havde nemlig set 'Shoah'.
Hollywoodfilm kan noget andet
Jeg husker, at jeg var lamslået. Forskellene på de to film er indlysende – det ene er en ti timer lang fransk dokumentarfilm fra 1985, der betragtes som den endegyldige fortælling om Holocaust, det andet et drama fra en amerikansk instruktør kendt for stjernekrige, sultne hajer og aggressive dinosaurer. Redaktøren vidste nok, hvilken film han fandt ligegyldig.
Men en forskel er interessant: Jeg har nu spurgt flere hundrede studerende, om de har set 'Shoah'. Ingen af dem har indtil nu set George Lanzmanns dokumentar, mens de stort set alle har set 'Schindlers liste'.
Heri ligger Hollywoods styrke. De amerikanske film kan fortælle, så vi har lyst til at høre og se. Uanset om vi græder (hvad jeg gjorde den sidste halve time i 'Schindlers liste'), gyser, ler eller krummer tæer. De rækker ud til os alle og udgør en horisont, der ikke bare er amerikansk eller europæisk, men global.
Er 'Schindlers liste' en god film? Er 'Bloodsport'?
Det er ikke pointen. Man har lov at mene, hvad man vil. Hvad jeg finder uholdbart er at afvise Hollywoodfilm, fordi de er populære. Fordi de fortæller til et stort publikum. Fordi de gerne vil underholde os.
Underholdning behøver ikke være underlødigt
Og underholdning? Hvad er egentlig god underholdning?
Det må jeg vende tilbage til i et senere indlæg, for underholdning kan være mange ting. Men at noget er populært betyder ikke, at det er underlødigt, holdningsløst og ligegyldigt. 'Bloodsport', sagde min studerende, var hans yndlingsfilm og dén film, han havde set flest gange. Jeg er måske ikke enig i hans vurdering. Men for ham var 'Bloodsport' vigtig.
Underholdning kan være mange ting: undertiden kedelig og ligegyldig, andre gange udfordrende, provokerende, vedkommende, bevægende og rystende. 'Schindlers liste' er et eksempel på Hollywoods evne til både at have noget på hjerte og kunne række ud til mange.
Det spændende ved Hollywood er ikke, om film er gode eller dårlige – men hvad de fortæller, hvordan de bevæger os, og hvorfor de kan tale til et publikum i hele verden. Og det kan skam godt blive til seriøs forskning...
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
