Internettet slog drømmen om en ny grønlandsk parlamentsbygning ihjel

I Grønland betyder de historiske og strukturelle vilkår (se faktaboks), at internettets rolle i visse tilfælde kan være centrale for, hvilke politiske beslutninger der bliver truffet.

Det konkluderer ny forskning, der tager udgangspunkt i en helt konkret case:

Et længere og lettere kaotisk forløb omkring den nye parlamentsbygning, der involverede både Inatsisartut (Grønlands parlament), Kommuneqarfik Sermersooq (den kommune, Nuuk ligger i) og Nuuk Lokalhistoriske Forening kulminerede i august.

På blot to dage mobiliserede tre borgere fra Nuuk 1.000 mennesker til en protestdemonstration via Facebook, og politikernes stort anlagte planer om en ny parlamentsbygning blev skrinlagt.

Det konkluderer ph.d.-stipendiat Andreas Møller Jørgensen fra Grønlands Universitet og Aalborg Universitet i artiklen ’Kunuk took it to the Streets of Greenland: Online Mobilization and Protest in a Young Democracy’, som er under review i det videnskabelige tidsskrift Information, Communication and Society.

Og den konklusion bakkes op af Birger Poppel, der er samfundsforsker ved Institut for Samfund, Økonomi og Journalistik på Grønlands Universitet.

Internettets betydning for de skrinlagte planer om en ny parlamentsbygning opsummerer han med en enkelt sætning:

»Internettets betydning… den kan man nok ikke overvurdere.«

Kun placeringen manglede

Lad os skrue tiden tilbage til august 2014 i Grønlands hovedstad Nuuk, hvor historien udspillede sig.

Planen var sådan set lagt. Et stort flertal i parlamentet havde stemt for at undersøge mulighederne for opførelsen af en ny parlamentsbygning – en bygning med plads til både politikere og partiernes sekretariater og uden skimmelsvamp i kælderen. Argumenterne var i orden. Flertallet var på plads.

Tilbage stod kun spørgsmålet om den nye 5.000 kvadratmeter store parlamentsbygnings beliggenhed: Den gamle kolonihavn? Down town ved siden af supermarkedet? Eller i det gamle bevaringsværdige kvarter på Aqqaluks Plads?

Selvstyret åbner Facebook-ballet

For at inddrage lokalbefolkningen inviterede Kommuneqarfik Sermersooq til en vejledende borgerafstemning, hvor Nuuks befolkning kunne pege på den af de tre placeringer, de fandt bedst.

Som optakt til borgerafstemningen om parlamentsbygningens placering tog Lars-Emil Johansen (Siumut), der er formand for Inatsisartut (Grønlands Landsting) og Bureau for Inatsisartut, internettet i brug.

Han oprettede både en Facebook-side, hvor han argumenterede for at placere den nye parlamentsbygning på Aqqaluks Plads og en hjemmeside med det samme formål.

Dermed var Inatsisartut selv med til at udbrede debatten om parlamentsbygningen på internettet. Og det viste sig at få konsekvenser.

Protesterne spreder sig på www

Befolkningen accepterede ikke bare Selvstyrets argumenter, men begyndte hurtigt at stille kritiske spørgsmål, forklarer Andreas Møller Jørgensen og siger:

»Der opstår debat på Facebook-siden og folk kritiserer projektet.«

Meningen med Facebook-siden var ikke at invitere indbyggerne til at stille kritiske spørgsmål, men at promovere en bestemt placering. Måske netop derfor blev der slået hårdt ned på de mest kritiske indlæg:

»De kritiske røster bliver slettet fra siden. Folkene, der administrerer siden, forklarer, at det var et uheld, men ingen tror på dem. På den måde ender selvstyrets brug af sociale medier med at øge kritikken af projektet. De lokale vil simpelthen ikke finde sig i, at de kritiske indlæg bliver slettet fra siden.«

Facebook er katalysator for demonstration

Afstemningen løb godt en uge, men allerede i løbet af de første dage havde utilfredsheden med Inatsisartuts plan bredt sig.

Et par utilfredse borgere brugte Facebook til at invitere til en protestdemonstration, og få dage efter dukkede omkring 1.000 mennesker op for at vise deres modstand mod parlamentsbygningen. Ikke kun mod placeringen, men byggeriet af en ny parlamentsbygning som sådan, hvilket blev forstærket af Inatsisartuts håndtering af sagen.

»Internettet betyder, at du kan tage initiativer – det kan være i forhold til parlamentsbygningen eller udvindingen af uran i Sydgrønland – hvor du kan indkalde til og koordinere protester. Ingen tvivl om, at internettet har betydning,« forklarer Birger Poppel.

Når 1.000 mennesker samles for at demonstrere mod politikernes planer i en by med knap 17.000 indbyggere, så har politikerne svært ved at overhøre deres protest:

»Det er ikke nemmere at samle 1.000 mennesker i Grønland end i Danmark, det er måske endda sværere, men 1.000 mennesker har en langt støre betydning i Grønland end i Danmark,« siger Andreas Møller Jørgensen.

Magtarrogance i pjeceform

Sideløbende med Inatsisartuts indsats på internettet, husstandsomdelte det også en pjece. På den ene side inviterede pjecen befolkningen til »tage stilling til, hvor landets store politiske beslutninger fremover skal tages«. På den anden side lagde pjecen ikke skjul på Inatsisartuts holdning:

»Jeg anbefaler dig at stemme på Aqqaluks plads!« skrev formanden for Inatsisartut. De to øvrige placeringer omtaltes i pjecen som henholdsvis »uværdigt« og »ekstraordinært dyrt«.

Dokumentation: Læs Selvstyrets pjece her.

Pjecen endte med at få den stik modsatte effekt af, hvad den argumenterede for.

»Den folder var ikke bare at skyde sig selv i den ene fod, men i begge to. Den måde den var lagt an på, det var ren magtarrogance. Og internettet betyder, at magtarrogancen meget hurtigere bliver konfronteret med almindelige menneskers skepsis,« siger Birger Poppel.

Internettet har forandret den politiske virkelighed

Med internettets udbredelse i Grønland har den politiske virkelighed ændret sig.

Internettet betød, at informationerne kom hurtigt ud, og befolkningen blev konfronteret med de officielle udmeldinger fra politikerne, og at man meget hurtigt kunne arrangere en demonstration. Det skabte et point of no return, hvor fantastisk mange mennesker mødte op til en stor demonstration på en lørdag formiddag.

Birger Poppel, Samfundsforsker ved Grønlands Universitet

Informationer deles hurtigere, og vigtigst af alt når informationerne frem til de mennesker, der bor uden for hovedstaden:

»Dengang de trykte medier alene var trykte, kom de sent ud og nogle gange nåede de slet ikke frem til de små bosteder. De ting når frem i dag via internettet, og det er med til at tvinge KNR (Grønlands public service tv-station, red.) til at forholde sig til det,« siger Birger Poppel.

»Demonstrationer ikke er noget nyt fænomen i Grønland, men frekvensen og intensiteten er steget dramatisk med fremkomsten af internettet og specielt sociale medier,« forklarer Andreas Møller Jørgensen og understreger samtidig, at internettet også kender sine grænser:

»Det hænger også sammen med, at det med de sociale medier som Facebook er blevet nemmere for hvermand at producere information selv. Man skal dog være påpasselig og ikke overvurdere udbredelsen af internettet og dermed, hvor mange det kommer til gode. Internetadgang er fortsat enormt dyrt og i særdeleshed for folk uden for de store byer.«

Vanskeligt at isolere internettets betydning

Selvom Andreas Møller Jørgensens forskning viser, at internettet har betydet forandringer for den politiske virkelighed i Grønland, er det svært at kortlægge den nøjagtige effekt af internettet:

»Min forskning peger på, at vi må tænke demokrati og teknologien sammen for at kunne forstå forandringen af den politiske virkelighed og de 'nye' politiske aktører. Vi mobiliserer os hurtigere, oftere og mere intenst. Men det er uklart, hvem der helt præcist mobiliserer hvem. Var det de tre, der inviterede til demonstrationen? Var det de 1.000 demonstranter? Eller var det Facebook?,« spørger Andreas Møller Jørgensen og giver selv noget af svaret:

»Jeg mener, at det var alle tre i en stor pærevælling. Ligesom en cyklist består af en person og en cykel, består de 'nye' politiske aktører af mennesker (initiativtagere, inviterede og demonstranter) og medier såsom Facebook.«

Selvom forløbet ved første øjekast udstiller politikerne som magtarrogante og med en manglende forståelse for internettet, er der også positive pointer at uddrage:

»På den anden side har vi heldigvis ikke tonedøve politikere, der står fast og murer sig inde og mener, at folkelig modstand udelukkende er med til at gøre dem stærkere. De lytter faktisk til det, der foregår,« konkluderer Birger Poppel.