Hvorfor planlægger vi, som om vi kender fremtiden?

Hvis verden er nogenlunde stabil og forudsigelig, kan man godt sige, at man kender fremtiden. Og så er de gode, gamle måder at planlægge på udmærkede.

Men næsten al nyere samfundsvidenskabelig teori beskriver samfundenes enorme forandringstempo som et vilkår for mennesker, politik og erhvervsliv.

Intet er fastlagt, og alt er i forandring, synes budskabet at være. Og derfor kan vi ikke længere bruge fortidens måde at planlægge på, for det, vi planlægger ud fra i dag, har ændret sig i morgen.

Det kan være inden for så forskellige områder som: Fødevarepræferencer, forskningsmetoder, medieforbrug, kommunikationsformer, trafikstrømme, rejsemønstre, studenterstrømme, arbejdsformer og social uro.

Læs også artiklen ’Levende teknologi skal redde byerne’, hvor den mexicanske forsker Carlos Gesherson’s forklarer, hvordan vi må arbejde med trafikstrømmes kompleksitet i fremtiden.

Hvordan skal vi håndtere kompleksitet i fremtiden?

De traditionelle planlægningsværktøjer er udviklet efter det, som den franske filosof Edgar Morin kalder for simplifikationsparadigmet.

Det er kendetegnet ved tingenes orden: Forudsigelighed og rationel dynamik.

Inden for dette paradigme kender vi for eksempel begreberne:

Strategier, succeskriterier, evalueringer, handleplaner, målsætninger, kortlægninger, risikoanalyse, segmentering og implementering. Det er begreber, der har gyldighed og værdi inden for en vis ordnet og forudsigelig sammenhæng.

Vi må forvente hastige forandringer

Denne tankegang er imidlertid kraftigt udfordret, både teoretisk og i praksis. Derfor opstår der mere og mere kritik af dette paradigme og flere og flere konklusioner i retning af, at vi må forvente hastige forandringer og høj grad af uforudsigelighed.

Én reaktion på dette er at forsøge at reducere kompleksiteten og tøjle det uforudsigelige gennem endnu strammere planværktøjer og endnu hårdere målstyring.
Introduktionen af managementkonceptet Lean er et eksempel på, at man forsøger at tøjle kompleksitet gennem intensivering og detaljering af kontrolarbejdet.

Rationalistisk metode øger muligheder

I forskningen er der imidlertid også mange tiltag, der har som intention at håndtere forandringer og uforudsigelighed på en radikal anden måde.

Denne kan sammenfattes med Edgar Morins begreb: ’Kompleksitetsparadigmet’. I denne tankegang tager man for givet, at tingene udvikler sig i spring, at der sker brud på kendt orden, og at årsag-virkning ofte er uigennemskuelig.

I denne tankegang ses den rationalistiske metode som både fejlagtig og reducerende, hvorimod uforudsigelighed ses som en produktiv fordel, idet der gives rum til selv at medvirke til at forme fremtiden og til at udnytte de mange komplekse forbindelser. Mulighedsrummet øges.

Det er ikke nok at ville løse gamle problemer

Det er en stor udfordring at opdyrke metoder, der gør det muligt at arbejde med dette mulighedsrum.

Mange metoder er som nævnt vokset ud af simplifikationsparadigmet, og i den vestlige kultur er vi i meget vidt omfang skolet i at analysere problemer i nutiden, finde deres dynamik og årsag og ud fra denne kritiske analyse, finde passende svar på løsning af problemerne.

Heri er der i hovedsagen to problemer: For det første at man bliver i samme spor. For det andet at man overser andre mulige spor.

Vi skal lære at tænke i nye baner

Når man for eksempel forsøger at løse klimaproblemer ved at skrue lidt ned for blusset, løser man ingen problemer. Man bliver i samme spor, og man ser ikke andre muligheder.

Når man vil løse elevers ringe læsefærdigheder ved at give dem flere dansktimer, forudsætter man, at den gamle metode er god, men blot skal oprustes. Man bliver i det kendte spor og ser sig ikke om efter andre læringsmetoder.

Sammenfattende kan dette udtrykkes ved, at vi er vant til at tænke i et ’væk fra’-perspektiv; hvilke problemer vil vi løse, frem for i et ’hen til’-perspektiv: Hvad vil vi gerne opnå? Ved at spørge i et ’hen til’-perspektiv, behøver man egentlig ikke dvæle så længe ved nutidens problemer. Man kan koncentrere sig om det, der giver værdi fremad.

Strategisk planlægning bliver rituel handling

Et andet problem ved at planlægge ud fra simplifikationsparadigmets logik er, at man lægger sig fast på mål og metoder fra start af.

Man giver sig ikke muligheden for at tage ved lære undervejs, idet processer selvfølgelig opstår, idet man sætter noget i gang, og idet verden omkring os selvfølgelig ændrer sig.

Det er også hovedårsagen til, at strategisk planlægning ofte forbliver en rituel handling fremfor en værdiskabende aktivitet. Der er behov for at indoptage betydningen af det, som blandt andre Otto Scharmer benævner som ’emergent kompleksitet’, nemlig dette, at tingene udvikler sig undervejs på måder, som vi umuligt kunne forudse fra start af.

Behovet for at kunne eksperimentere og håndtere de processer, der opstår, er afgørende for at opnå resultater.

FremtidsZonen – et uforudsigeligt forskningsprojekt

I projektet FremtidsZonen ønsker vi at udvikle metoder med afsæt i kompleksitetsparadigmet, som er gode til at kaste lys over muligheder og til at navigere efter.

Vi henter inspiration fra nogle dele af fremtidsforskningens scenario-metoder, hvor man arbejder med at opdage trends og herudfra forestiller sig mulige fremtidsscenarier.

Disse kan være gode til netop at kaste lys over vilkårene, hvorunder man som organisation agerer. Derimod har de ikke nogle særlige bud på, hvordan man kommer fra scenario til handling. Det har organisationssociologiens procesorienterede tilgange derimod.

Nye perspektiver opstår undervejs

Disse tilgange har blandt andet fokus på at udvikle proceskompetence, der gør det muligt undervejs at tage højde for de emergente processer, der opstår, idet man igangsætter initiativer.

Her regner man således ikke med, at det er klogt at sætte stramme mål, kontrolpunkter og implementeringsstrategier, men derimod at man undervejs tager stilling og udvikler nye perspektiver.

Projektet trækker også på kreativitets forskningens budskab om at gøre noget bevidst for at åbne blikket for nye muligheder.

Kender ikke metoderne på forhånd

FremtidsZonen tager sin egen medicin. Ét budskab i kompleksitetsforståelsen er, at man må have en forestilling om retningen, man vil bevæge sig.

Og så må man igangsætte handlinger og derefter refleksivt undersøge, hvilke nye problemer og muligheder disse handlinger afstedkom. Ud fra dette afgøres næste handling.

Vi har i udgangspunktet en vision om, hvad vi gerne vil hen til. Dernæst inviterer vi deltagere fra forskning og fra praksis til sammen med os at udvikle metoder, og her er der vægt på at udvikle, for vi kender dem ikke endnu.

Så i stedet for at udvikle en ide og en model, prøve den af gennem test og så eventuelt justere den – sådan som man ville gøre i et forskningsprojekt inden for simplifikationsparadigmet – udvikler vi den emergent, procesorienteret og kreativt.