Februar er en kort måned – sølle 28 dage varer den.
Vores læser Dan Bruun fra Nivå har altid undret sig over, at hans fødselsdagsmåned kun har 28 dage, når nu de andre måneder er begunstigede med enten 30 eller 31 af slagsen.
Det har fået ham til tasterne:
»Hvordan kan det være, at februar er så kort? Det må der være en historisk forklaring på,« skriver Dan i en mail til Videnskab.dk.
Februar omgærdet af mystik
I jagten på et svar til Dan, finder vi her på redaktionen hurtigt ud af, at februar er omgærdet af mystik.
Der findes nemlig ikke én, men to forklaringer på, hvorfor måneden er kort.
- Den ene er en 800 år gammel legende
- Den anden er ’mere sandsynlig’
Lektor i antikkens historie ved Syddansk Universitet Susanne William Rasmussen har indvilget i at hjælpe os med at finde ud af, hvilken historie der kommer tættest på sandheden.
Historien om to kejsere
Den ene historie beretter om to kejsere fra det gamle Rom, hvoraf den enes forfængelighed kostede februar sin længde.
Den første er Julius Cæsar, og fortællingen går på, at da han reformerede romernes kalender fra nytåret i år 45 f.v.t., fik alle måneder 30 eller 31 dage, bortset fra februar, der fik 29 dage eller 30 dage i skudår.
Dette markerede begyndelsen på den julianske kalender, der lå før den gregorianske kalender, som vi bruger i dag.
Den kejserlige kalenderreformator lagde desuden selv navn til en måned. Efter Cæsars død i 44 f.v.t. omdøbte senatet quintilis til juli til Julius Cæsars ære.
Augustus stjal en dag
Senere kom Augustus til magten i antikkens Rom og var kejser fra 27 f.v.t. til 14 e.v.t.
Han ville som sin forgænger også have en måned opkaldt efter sig og valgte derfor i år 8 f.v.t. at omdøbe den 30 dage lange sextillis til august.
\ Sextilis = august
Sextilis var i den romerske kalender årets ottende måned; oprindelig den sjette i den ældste, romerske kalender, hvis nytår var 1. marts.
Under kejser Augustus blev den omdøbt til august for at minde om, at han havde tiltrådt sit første konsulat i sextilis 43 f.v.t.
Ifølge den romerske forfatter Sveton foretrak Augustus at få opkaldt lige netop måneden sextillis efter sig, frem for september, hvor han var født. Årsagen var, at han havde opnået sine vigtigste sejre i måneden sextillis.
Nuvel, kejser Augustus kunne naturligvis ikke acceptere, at hans måned var kortere end Julius Cæsars, så han snuppede en dag fra februar, der jo i forvejen var kort.
Og vupti – august og juli blev lige lange, mens februar mistede den ene af sine 29 dage.
Sådan fik februar 28 dage.
Men denne historie er blot en legende - om end en meget gammel en af slagsen:
»Det er en festlig, men fejlagtig forklaring, der blev sat i omløb af munken og astronomen Johannes de Sacrobosco i det 13. århundrede. Historien er gentaget mange gange siden hen og har vist også fundet vej til Wikipedia i det 21. århundrede, men det bliver den jo ikke mere sand af,« fortæller Susanne William Rasmussen.
Sandheden om februar findes før kejserne
At februar er kortere end de andre måneder, kan ifølge Susanne William Rasmussen spores endnu længere tilbage til kalenderen, der lå forinden den julianske kalender, altså, før Julius Cæsar og Augustus.
Denne kalender var 355 dage lang, indeholdt 12 måneder og går 2.700 år tilbage i tiden til den romerske konge Numa Pompilius.
Det var her, februar fik sine 28 dage.
»Retfærdigvis skal det siges, at flere forskere mener, at Numa Pompilius måske selv er ren fiktion. Men uanset, om forestillingen om Kong Numas kalender er fiktion eller fakta, er det vigtigt at huske, at den romerske kalender først og fremmest var en rituel kalender,« fortæller Susanne William Rasmussen.
»Det vil sige, at den primært havde fokus på fastsættelse af religiøse festdage og ritualer, der fejrede agerbruget, vindyrkningen, krigskunsten og frugtbarheden. Kalenderens udgangspunkt var derfor meget mere end kronologi omkring årets reelle længde i snæver forstand.«
Kalenderen blev desuden administreret af præster og embedsfolk, der regulerede kalenderen, når året blev ’skævt’ af de manglende 10 dage.
Sådan fik månederne deres længde
Inden romerne fik den før-julianske kalender, henholdt de sig dog til en endnu ældre kalender med kun 10 måneder.
De 10 måneder dækkede ikke hele året, men kun de 304 dage, der var relevante for høstsæsonen.
Månederne havde desuden forskellige længder - fra 20 til 35 dage.
Men i den nye kalender indførtes to ekstra måneder – januar og februar.
\ Sådan fik månederne deres navne
Quintillis (senere juli), sextillis (senere august), september, oktober, november og december er navngivet efter deres nummer i rækken af måneder i den kun 10 måneder lange ældste, romerske kalender, kalender – quinque (5), sex (6), septem (7), octo (8), novem (9) og decem (10).
Året startede på daværende tidspunkt med marts efter krigsguden Mars. Det er også årsagen til, at månedernes navne i dag ikke passer med deres nummer i rækken, hvor eksempelvis december, der betyder 10, er den 12. måned.
Navnet april's oprindelse er usikker. Måske er måneden navngivet efter gudinden Afrodite. Maj er opkaldt efter den græske gudinde Maia. Januar er måske opkaldt efter guden Janus, der beskytter al begyndelse, og februar efter det latinske ord for renselse (se boksen under artiklen).
Året blev på dette tidspunkt fastlagt til 12 passager af Månen, i alt 355 dage, og indledningsvist fik februar kun 23 dage at gøre godt med.
Senere hen blev februar dog forlænget med fem dage. Dette skete i flere tempi - først, efter månedernes længde blev synkroniseret med længden på en månecyklus, og efterfølgende fastlagt, uafhængigt af månens cyklus.
Da Romerne var overtroiske og troede, at lige numre betød uheld, blev månedernes længde fastlagt til enten 31 eller 29 dage. Da der dermed manglede én måned med et lige antal dage, blev februar, som på daværende tidspunkt vår årets sidste måned (se faktaboks), valgt til at have 28 dage.
LÆS OGSÅ: Hvorfor starter året 1. januar?
Julius Cæsar fik nok af rod
I tiden op til kalenderreformationen var månederne på den måde ikke lige lange, og allerede dengang var februar således kort.
For at udligne de manglende dage indskød romerne med jævne mellemrum en ekstra måned – en mensis intercalaris - for ikke at sommermåneder over tid skulle blive til vintermåneder.
»Årene havde med andre ord forskellig længde på dette tidspunkt, hvilket medførte total kludder i kalenderen. Det hele kulminerede i året 46 f.v.t., der var et sandt annus confusionis. For at undgå gentagelser indførte Julius Cæsar så den julianske kalender med 365 dage, hvori februar altså forblev kort og beholdt sine 28 dage. De andre måneder fik enten 30 eller 31 dage,« fortæller Susanne William Rasmussen.
Vi takker Dan for hans gode spørgsmål og sender ham fluks en T-shirt afsted med posten. Hvis du også har et spørgsmål til videnskaben, så kan du sende det til sv@videnskab.dk.
LÆS OGSÅ: Hvilken tidsregning brugte man før Kristi fødsel?
LÆS OGSÅ: Hvorfor vandt 13-månederskalenderen aldrig indpas?
LÆS OGSÅ: Tik, tak: Urets opfindelse har påvirket vores opfattelse af tiden
\ Februar er afledt af det latinske februa, der betyder renselse
I det gamle Rom fejrede romerne en vigtig religiøs fest 15. februar kaldet lupercaliafesten. Festen, der også er en af de allerældste i Rom, begyndte ved en grotte på Palatin, hvor unge præster ofrede nogle geder og en hund.
To af de unge præster fik smurt blod fra de ofrede geder i panden, og de iklædte sig kun gedeskindet om lænden. Derpå fulgte et rituelt måltid med masser af mad og drikke.
Efter måltidet løb de unge mænd rundt om Palatinerhøjen med gedeskindsstrimler i hænderne, som de slog mod romerske kvinder, der ønskede at få børn.
»Lupercaliafesten kan tolkes på flere måder, men der er ingen tvivl om, at de unge præsters løb omkring Palatinerhøjen repræsenterer et typisk renselsesritual, hvormed man renser og beskytter det område, der afgrænses – i dette tilfælde ved løb.«
»Festen er dermed en årlig markering og beskyttelse af det sted, hvor den romerske kultur tog sin begyndelse. Samtidig er den rituelle piskning af de romerske kvinder et frugtbarhedsfremmende ritual, der skal sikre fremtidens romerske afkom og samfundets fortsatte beståen,« forklarer Susanne William Rasmussen.
I det fjerde århundrede overtog kirken den julianske kalender og ændrede den på flere måder for netop at undgå de vilde, hedenske festligheder, der var forbundne med den traditionelle romerske religion og kalender.
LÆS OGSÅ: Derfor er 'tid' så svært at forstå
