Hvordan undgår vi farlig forskning?
Videnskaben kan hjælpe os, men den kan også skade os. Forskere vil på en konference i København diskutere, hvordan vi undgår, at videnskaben bruges til grusomme formål.

Atombomben 'Fat Man' blev smidt over den japanske by Nagasaki den 9. august 1946 tre dage efter, den første bombe 'Little Boy' blev kastet ned over byen Hiroshima. 2. Verdenskrig sluttede med de to atombombe-angreb i Japan. (Foto: Charles Levy)

Videnskaben redder liv, den sikrer økonomisk velstand, og den advarer os, når vi er ved at begå fejl, som eksempelvis kan gå ud over livet i havene.

Men historien viser, at videnskaben også kan være problematisk. Den kan lede til viden, der kan bruges til grusomme formål.

Et eksempel er forskningsprogrammet 'Manhattan Project':

I 1946 døde mellem 150.000 og 250.000 mennesker, i månederne efter at USA havde smidt atombomber ud over de to japanske byer Hiroshima og Nagasaki. I dag diskuterer historikerne fortsat, om det var nødvendigt at smide bomberne.

Men én ting er sikkert: Atombomberne var aldrig blevet smidt, hvis forskerne bag Manhattan Project ikke havde udviklet dem. Så hvordan sikrer vi os, at fremtidens forskning i videst mulig omfang vil føre til noget godt?

Det vil forskere, videnstunge virksomheder og en række organisationer diskutere til konferencen 'Responsible Research and Innovation' 11. december 2014 i København.

»Det handler om at udvikle en opmærksomhed og en følsomhed for, om ens forskning sker i overensstemmelse med samfundets værdier, og om forskningen vil gøre noget godt for samfundet,« siger Maja Horst, som er professor og institutleder ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet.

Videnskabens potentielle grusomhed er et brandvarmt emne

Fakta

Hvad mener du?


Debatten på konferencen tager udgangspunkt i en række spørgsmål om forskning og samfund, som alle kan byde ind med svar på.


Se spørgsmålene - og skriv dit svar - nederst i artiklen her.

I 2010 iværksatte EU nemlig det såkaldte Horizon 2020 forskningsprogram, hvor europæiske forskere kan søge om støtte til deres forskning. Forskerne kan dog kun få en bevilling, hvis de blandt andet kan redegøre, hvordan deres studier lever op til forskningsprogrammets krav om ansvarlig forskning.

Krav, som blandt handler om at gøre brug af borgerinddragelse, der hvor det er fornuftigt, tage hensyn til ligestilling, tjekke om etikken i studiet holder, og overvejelser om, hvorvidt der også skal forskningsformidles undervejs i studiet.

Forskerne skal indarbejde en ny form for refleksion

Årsagen til, at forskerne ikke bare tænker over de her ting af sig selv, er måske, at de med deres meget specialiserede viden får en slags tunnelsyn, hvor de fokuserer på det videnskabelige resultat.

En anden årsag kan være, at forskerne tænker, at det med de etiske dilemmaer er der nok andre, der tager sig af.

Maja Horst forklarer, at man som forsker har en meget specialiseret viden, som det kan være svært at se ud over, og at mange forskere måske tænker, at de etiske dilemmaer ikke har noget med dem at gøre.

»Men hvis alle gør det, så er der ikke nogen, der gør noget ved det. Derfor vil vi gerne vænne forskerne til, at ansvarligheden er noget, de er nødt til at tænke over,« siger professoren.

Gensplejsning satte diskussion i gang

Der er kommet ekstra fokus på ansvarlig forskning med forskningsprogrammet Horizon 2020. Men diskussionen om, hvordan man skaber en kultur, hvor forskerne ikke kun har øje for det videnskabelige resultat, men også overvejer etiske og samfundsmæssige konsekvenser har dog fundet sted de sidste 40 år.

Fakta

Borgerinddragelse
En vigtig del af at bedrive såkaldt ansvarlig forskning er, ifølge Maja Horst, at inddrage borgerne på en måde, som giver mening, så man sikrer sig, at forskningen er i trit med samfundet.

»Vi skal ikke inddrage borgerne i alting. Borgerne har også andet at lave. Men det kan være fornuftigt for eksempel i store kliniske forsøg og i udviklingen af nye teknologier, så man kan finde ud af, hvad forbrugerne gerne vil have,« siger professoren.

»I 1970'erne var det gensplejsning, der var det store spørgsmål: Kunne man stole på, at forskerne selv var i stand til at regulere det her, eller skulle man sætte eksterne rammer op, for at sikre at det ikke kørte af sporet?« lyder det fra Maja Horst.

Hun nævner, at de seneste års eksempler på omdiskuteret forskning eksempelvis handler om, hvordan vi bruger stamceller: Er det etisk ansvarligt at bruge celler fra menneskelige fostre til at redde liv?

På den anden side ville det også være uetisk ikke at forske i stamceller, da de måske indeholder kerneingredienserne til at helbrede dødelige sygdomme som for eksempel Alzheimers.

Problematisk forskning kan også være godt

Den problematiske forskning kan altså også føre til noget, nogen vil mene er godt. For eksempel førte udviklingen af atombomben til, at nogle lande i dag kan forsyne sig med energi fra kernekraft.

Men der er, ifølge Maja Horst, heller ikke en enkelt opskrift på, hvordan forskerne bedriver en mere ansvarlig forskning.

Pointen med konferencen 11. december er ikke at finde en løsning på alle etiske problemer én gang for alle, men at sætte nødvendigheden af refleksion på dagsordenen hos forskerne.

»Det handler om at sikre sig, at forskningen ikke foregår i et lukket rum uden ydre kontakt,« siger Maja Horst.

Hvad mener du om forskernes ansvar overfor samfundet?

Arrangørerne af konferencen d. 11. december vil meget gerne have dine input til diskussionen - også selvom du ikke kan deltage på dagen.

Videnskab.dk samler derfor kommentarer sammen her fra siden, som vil blive brugt i debatten.

Give gerne dine bud på disse spørgsmål:

  1. Kan og bør forskere justere deres forskning efter samfundets værdier?
     
  2. Hvordan skal det foregå i praksis?
     
  3. Hvilken rolle bør medierne spille i forholdet mellem forskere og samfund?
     
  4. Kan vi stole på, at forskerne opfører sig ansvarligt?
     

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.