Hvad giver et godt julehit?

‘Last Christmas, I gave you my heart, but the very next day …’

Din hjerne galer formentlig på nuværende tidspunkt: ‘you gave it away!’

Whams julehit ’Last Christmas’ er bare ét eksempel på december måneds sammensurium af klassiske julesange, som har fulgt os i radioen, i butikkerne og på anlægget, siden mange af os var helt små. Vi kender dem efterhånden til bevidstløshed.

Men hvordan kan det være, at vi gider blive ved med at lytte til de samme sange år efter år? Og hvad skal der til, før en julesang bliver til et julehit og i sidste ende en klassiker, som vi ikke kan slippe af med? De spørgsmål har Sara Price grublet over og derfor sendt ind til Spørg Videnskaben.

Vi sender den højaktuelle undren videre til Danmarks formentlig mest kompetente mand på området: Peter Vuust, hjerneforsker og jazzmusiker, som også har stillet sin ekspertise til rådighed i DR2’s programserie ’Landeplagen’. Mere præcist er han er lektor i Kognitiv Neurovidenskab på Center for Funktionelt Integrativ Neurovidenskab, Aarhus Universitet og professor ved Det Jyske Musikkonservatorium.

Ingen endegyldig opskrift på et julehit

Som det første er vi nødt til at slå fast, at følgende artikel ikke kommer med en færdig opskrift på det perfekte julehit. For som Peter Vuust udtrykker det:

»Hvis jeg havde den, ville jeg arbejde i en helt anden branche lige nu.«

Opskriften må vi altså give afkald på, men til gengæld er det ikke helt umuligt at finde nogle gode forklaringer på, hvorfor nogle julesange bliver hængende. Og hvorfor vi stadig gider høre på dem.

Hjernen belønner os for gentagelser

Peter Vuust fortæller, at der er en selvforstærkende effekt i at høre de samme julesange år efter år. Vores hjerner er nemlig sådan indrettet, at jo flere gange vi hører noget, jo bedre kan vi lide det.

»Det passer jo meget godt med julesangene, som forfølger os det ene år efter det andet,« siger Peter Vuust.

Faktisk har Peter Vuust selv været med til at lave forsøg, hvor deltagerne fik spillet et musikstykke. Antallet af gange de fik spillet nummeret varierede imellem grupper af forsøgspersonerne. Da de bagefter blev bedt om at evaluere musiknummeret, kunne de, der havde hørt nummeret flest gange, også bedst lide det.

Selvom det næsten lyder lidt for simpelt, kender du sikkert effekten fra dig selv: En ny single bliver spillet i radioen, og din første reaktion er: ’Sikke noget elendigt… ‘, og tre uger senere går du og nynner med til selvsamme sang.

En tredjedel af ’Last Christmas’ er omkvæd

Der er faktisk en videnskabelig forklaring på, hvorfor vores hjerne er glad for gentagelser. Vi er fra naturens hånd indrettet sådan, at vi hele tiden forsøger at gennemskue og forudse, hvad der kommer til at ske.

Når vi forudsiger noget korrekt, udløser hjernen et lille skud dopamin, der virker som et slags narkotikum for kroppen. Inden for musik gælder det, at når de første toner af en melodi bliver slået an, arbejder vores hjerne på højtryk for at genkende situationen. Hvis vi inden for få sekunder har slået fast, hvilken sang der er tale om, og hvilken tone eller tekst der kommer om lidt, oplever vi en konkret belønning, når vores forudsigelse øjeblikket efter viser sig at være rigtig.

»Det er hjernens måde at sørge for, at vi gør noget, der er godt for vores overlevelse. Musik passer utrolig godt til at påvirke hjernens forudsigelses- eller forventningsmekanismer, fordi den er så præcis i tid, så vores hjerne hele tiden kan opbygge nogle forventninger, som den får udløst umiddelbart efter.«

Derfor bliver knebet med at bruge mange gentagelser også brugt i selve kompositionen af sangene, fortæller Peter Vuust. Især Grand Prix-sange mestrer gentagelsens kunst, hvilket hænger sammen med, at de skal skabe genkendelse på ekstremt kort tid.

Ved en hurtig gennemlytning af Wham’s berømte juleklassiker, kan man konstatere, at omkvædet optræder ikke mindre end seks gange i løbet af sangens fulde 4 minutter og 38 sekunder. Hver omkvæd har en varighed på 17 sekunder, i alt 1 minut og 42 sekunder og fylder altså langt over en tredjedel af sangen.

Fordelagtigt at være sæsonbetonet

Hvis du er en af dem, der er ved at kaste op over julesangene i slutningen af december måned – eller måske allerede i starten af julemåneden – ligger videnskaben også inde med en forklaring på dette fænomen.

Den opadgående kurve, hvor vi bedre og bedre kan lide en sang, for hver gang vi hører den, knækker nemlig ofte i det øjeblik, vi bliver bevidste om, hvad der foregår, fortæller Peter Vuust.

»Så snart vi når op på det bevidste niveau, begynder vi at blive kritiske – så denne effekt holder ikke evigt. Jeg tror, det fikse ved julehits er, at man glemmer dem, så man kan starte forfra på kurven hvert år, når december starter igen.«

Han sammenligner det med en gammel plade, som man har haft liggende og ikke har hørt længe. Genkendelsens glæde er størst, når vi ikke har hørt musikken i lang tid.

Et julehit skal kunne stå ud fra mængden

Du havde nok også regnet ud, at gentagelseseffekten – ’the mere exposure’ som den kaldes i psykologisk sprogbrug – ikke er nok til at skabe et julehit. I så fald var opskriften jo ret ligetil.

Det er blandt andet derfor, man ofte kan høre et afbræk et stykke inde i sangen, hvad end det er en popsang, et Grand Prix-hit eller en juleklassiker, der er tale om. Hvis sangen ikke har andet end mønstergenkendelse at byde på, kan hjernen konstatere, at der ikke er fare på færde i form af noget ukendt – og så reagerer den slet ikke.

»Et hit skal kunne stå ud fra mængden på den ene eller den anden måde – hvis ikke der er et eller andet, der er nyt og anderledes i løbet af sangen, så glemmer vi den simpelthen igen,« siger Peter Vuust.

»Det er derfor, Grand Prix-sange ofte har de såkaldte C-stykker, som laver et lille afbræk af en art fra resten af stykket. De behøver ikke være ret lange, men det skal lige være nok til at få os op af stolen.«

I et musikstykke kalder man verset og omkvædet for A- og B-stykker, mens det stykke, hvor sangen bryder ud af sin form for en kort bemærkning, kaldes et C-stykke. Når C-stykket bliver spillet, bliver hjernens belønningsmekanisme bragt i spil igen, bare med omvendt fortegn. Vi får nemlig også et lille skud dopamin, når der sker noget uventet.

Grand Prix-sang skilte sig ud med banjo

For Wham’s vedkommende er der ikke et C-stykke som sådan, men ifølge Peter Vuust opnår sangen noget lignende samme effekt ved at variere A-stykket meget. Et eksempel er 2:52 sekunder inde i sangen, hvor George Michael udbryder: ’My God, I thought you were someone to rely on. Me – I guess I was a shoulder to cry on’.

En anden måde at skille sig ud på kan være ved at vælge et uortodokst instrument eller at bruge en original kombination af tonearter.

»Når man lytter til popnumre, har de tit nogle ting, som er ret specielle musikteoretisk – men inden for det enkelte nummer har man så mindre variation, så man alligevel holder fast i genkendelseseffekten,« fortæller Peter Vuust og nævner som eksempel den danske Grand Prix-sang fra 1995 ’Fra Mols til Skagen’, hvor der bliver brugt en banjo til at spille en meget atypisk kombination af toner – men til gengæld bliver den kombination så gentaget rigtig mange gange.

»Et andet eksempel er Last Christmas, som faktisk er et skoleeksempel på blandingen af ’det velkendte’ og noget mere komplekst.«

Klassikerne har mange lag og detaljer

Indtil videre kan vi altså konstatere, at et musiknummer skal have mange gentagelser, men alligevel skille sig nok ud, til at vi ikke glemmer det umiddelbart efter at have hørt det – og at jo flere gange vi har hørt nummeret, jo bedre kan vi lide det.

Men julesange har også nogle fællestræk, som skiller sig ud fra andre sanghits. Først og fremmest handler teksten næsten altid om det oplagte emne: Jul. Derudover bliver der ofte brugt mange reallyde i julesange, hvor bjældeklang og kirkeklokker nærmest er et must. Reallyde er meget sjældent brugt i almindelige popsange.

Desuden fordeler julesangene sig overordnet i to kategorier: De festlige og de højstemte. Eksempler på festlige sange er: ’Rocking around the Christmas Tree’, ’Det’ jul, det’ cool’ og ‘Santa Claus is coming to Town’. Eksempler på højstemte julehits er: ’White Christmas’, ’Happy X-Mas (War is over)’ og ’Have Yourself a Merry Little Christmas’.

Selvom mange julehits er fyldt med gentagelser, mærkelige instrumenter og bjældeklang, har klassikerne ofte også flere lag end den gennemsnitlige popsang, fortæller Peter Vuust.

»De skal alligevel holde i mange år, og typisk må man sige, at musik, som holder mere end én sæson, har mange lag og detaljer. Tag et eksempel som ’Have Yourself a Merry Little Christmas’ – et flot velkomponeret nummer. Enkel på overfladen, men med masser af lag at gå på opdagelse i.«

Bing Crosby havde julepotentiale

Et sidste kriterium for en langtidsholdbar julesang er, at kunstneren skal være relativt kendt og kunne relateres til jul, for at sangen skal have en chance for at blive hængende, mener Peter Vuust.

»Det er et nåleøje, så jeg tror, at det skal være relativt store, kendte kunstnere, for at sangen skal have en chance – vi kan godt lide tanken om, at det er Bing Crosby eller Paul McCartney, vi lytter til. Og så er det jo nemt at se Bing Crosby for sig med en nissehue på.«

»Personligt ville jeg nok foretrække, at de ventede med at spille de første julesange til d. 15. december.«

Peter Vuust, hjerneforsker

På den måde er ’Det’ jul, det’ cool’ et af de mere atypiske numre, fordi MC Einar ikke umiddelbart havde et oplagt julepotentiale. Men her har været tale om en niche for rapmusik, blandet med noget humor, vurderer Peter Vuust, og påpeger, at sådan et eksempel netop understreger, hvor umuligt det er at forudsige, hvad der bliver hits, og hvad der ikke gør.

Julemusik sætter os i stemning

Grundlæggende er den vigtigste egenskab ved musik, at den påvirker vores følelser, mener Peter Vuust.

Ligesom Pavlovs hunde – der blev vænnet til at få mad, når der blev ringet med en klokke, og derfor begyndte at savle sultent, så snart de hørte klokken – har vi vænnet os til at koble julemusikken sammen med nogle bestemte følelser, episoder og oplevelser.

Ifølge Peter Vuust er det måske en af de vigtigste grunde til, at vi gider høre på de samme gamle travere.

»Typisk kan folk huske, hvad der blev spillet, da de kyssede deres kæreste første gang. Musik er meget stærkt koblet sammen med vores følelser, den binder sig ofte til minder og følelser, og derfor kommer vi hurtigt i en bestemt stemning, når vi hører den.«

Musik bringer os sammen

For nogle er minderne, der binder sig til julen, måske ikke ret positive, mens de for andre vidner om glæde, samvær og hygge – hvilket måske er en del af grunden til, at nogen hader julemusik, mens andre elsker det.

Om man kan lide det eller ej, kan det at lytte til den samme musik kollektivt, bringe os i en fælles sindstilstand – bedre kendt som ’julestemning’.

»Det er nøjagtig det samme, der sker, når vi går i kirke eller står på et stadion. Musikken har evnen til at sætte os i en harmoniseret følelse og bringe os sammen om det fælles projekt: julen.«

Vi takker Peter Vuust for hans fine bjældeklang og sender en julerød t-shirt af sted til Sara for det fintunede spørgsmål.

Du kan læse flere svar i Spørg Videnskaben eller stille dit eget spørgsmål ved at sende en mail til sv@videnskab.dk.

Du kan også læse andre spørgsmål og svar i Spørg Videnskaben eller købe én af vores tre bøger med en række af de bedste spørgsmål og svar: Hvorfor lugter mine egne prutter bedst?, og Hvad gør mest ondt – en fødsel eller et spark i skridtet? samt den seneste Hvorfor må man ikke sige neger?

Denne artikel blev oprindelig bragt på Videnskab.dk 6. december 2011.