Høje velfærdsydelser fjerner ikke lysten til arbejde

»Det skal kunne betale sig at arbejde.«

Venstres politikere med Lars Løkke Rasmussen i spidsen har i de seneste ugers valgkamp slået et slag for, at der er for mange mennesker på velfærdsydelser i dagens Danmark. Partiet foreslår, at der sættes en grænse for, hvor meget man samlet set kan modtage fra staten i håb om, at det vil motivere flere til at komme i arbejde. Et ’moderne kontanthjælpsloft’, som politikerne kalder det.

Men forskning peger på, at pengene nok alligevel ikke spiller så stor en rolle for vores lyst til at arbejde, som man måske skulle tro.

En ny norsk undersøgelse på 18 europæiske lande (se faktaboks) viser, at lysten til at arbejde faktisk er størst i de lande, hvor staten er mest generøs med velfærdsydelserne. Danmark ligger på en tredjeplads og Norge er helt i top, når det kommer til arbejdslyst og omfanget af velfærdsudbetalinger.

Resultatet peger på, at de høje velfærdsydelser ikke tager lysten til at arbejde væk, konkluderer forskerne bag den nye undersøgelse.

»Vi kan med vores undersøgelse ikke afgøre, om det er de høje velfærdsydelser, der ligefrem skaber arbejdsmotivationen. Men når man sammenholder vores resultat med tidligere forskning, kan vi konkludere, at den generøse velfærdsstat i hvert fald ikke udgør en trussel for lysten til at arbejde. For eksempel har arbejdsmotivationen i Norge været stabil, på trods, at vi har haft en generøs velfærdsstat i flere årtier,« siger Kjetil A. van der Wel, postdoc i sociologi ved Høgskolen i Oslo og Akershus. Han er hovedforfatter til den nye forskningsartikel, der er udgivet i det videnskabelige tidsskrift Work, Employment and Society.

Penge betyder kun lidt for arbejdsglæden

Resultatet overrasker ikke, for forskere har længe vidst, at det nordiske arbejdsengagement ligger i top, og pengene ikke er drivkraften bag, siger Jørgen Goul Andersen, professor på Institut for Statskundskab ved Aalborg Universitet.

»Undersøgelsen er en systematisering af, hvad vi ved fra andre undersøgelser. Danskere og folk i Norden vil generelt gerne arbejde, selvom de har mulighed for at få en relativ høj velfærdsydelse. Det økonomiske incitament har kun lille betydning for at få folk i arbejde, og det lader slet ikke til at have nogen virkning på langtidsledige og folk, der står svagt på arbejdsmarkedet,« siger Jørgen Goul Andersen. Han har ikke været med til at lave den nye undersøgelse, men har lavet danske og internationale undersøgelser af arbejdsmotivation hos både danskere og indvandrere.

I 2006 indleverede Jørgen Goul Andersen og en kollega en næsten 100 sider lang forskningsoversigt til den daværende VK-regering, hvor forskerduoen gennemgik de største og bedste undersøgelser af, hvad der giver folk lyst til at tage arbejde. Her fandt de, at en lang række andre faktorer får folk i arbejde. Dem vender vi tilbage til senere i artiklen.

På samme tid indleverede også den daværende formand for Økonomisk Råd og professor i økonomi ved Aarhus Universitet, Michael Rosholm, en forskningsoversigt til VK-regeringen med udgangspunkt i forskningen fra økonomi, der kunne bekræfte, at pengene ikke driver langtidsledige i arbejde:

»Svagere ledige og længerevarende ledige oplever mindre eller ingen effekter på sandsynligheden for at finde job [når det økonomiske incitament øges].« (Side 50 i rapporten ’Oversigt over litteratur om effekterne af økonomiske incitamenter’.)

»Hvis man ønsker at få langtidsledige eller folk, der står svagt i forhold til arbejdsmarkedet, i arbejde, har det altså ingen eller ringe effekt at sænke udbetalingen. Dokumentationen for det modsatte er i hvert fald stort set fraværende,« siger Jørgen Goul Andersen.

Dog fandt professor Michael Rosholm en effekt i begyndelsen af en ledighedsperiode for stærke – det vil sige faglærte eller højtuddannede – ledige, når ydelserne blev skærpet.

Vil du tage et job, selvom du ikke behøvede pengene?

I undersøgelsen kiggede det norske forskerhold på 18 europæiske landes udgifter til velfærdsydelser inden for kategorierne: Arbejdsløshed, beboelse og social eksklusion, sygdom og invaliditet, samt familie og børn.

Det sammenholdte de med, i hvor høj grad 19.000 tilfældigt valgte borgere fra de 18 europæiske lande, var enige med udsagnet:

»I would enjoy having a paid job even if I did not need the money.«

Det kan oversættes til: Jeg vil foretrække at have et betalt job, selv hvis jeg ikke havde brug for pengene.

Resultatet viste, at:

• Der er en generel sammenhæng mellem, hvor meget et land udbetaler til arbejdsløse og syge, og hvor meget landet bruger på aktivering, såsom jobtræning og uddannelse, og borgernes enighed med ovenstående udsagn.
  
• Norge, Holland og Danmark ligger i toppen af de 18 lande, hvor henholdsvis 80, 76 og 74 procent af de adspurgte er enige med udsagnet. Samtidig har de tre lande de højeste udbetalinger og omkostninger i velfærdssystemet.
  
• Blandt landene med lavest arbejdslyst ligger Tjekkiet, Slovenien og Estland med henholdsvis 23, 36 og 40 procents enighed med udsagnet. De er samtidig blandt de lande, der udbetaler mindst i velfærdsydelser.

Der er altså ikke noget, som tyder på at høje velfærdsydelser mindsker lysten til at tage et arbejde, og det er tankevækkende, siger Rune Slothuus efter at have læst forskningsartiklen. Han er til daglig professor på Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet og forsker i, hvad der får folk til at støtte en social velfærdspolitik.

»Det er ret interessant, at de høje velfærdsydelser ikke ændrer på folks lyst til at tage et arbejde. Der er rigtig mange, der er klar til at tage et job, selvom de ikke får så stor en økonomisk gevinst ud af det,« siger Rune Slothuus og fortsætter:

»Resultatet passer meget godt med, hvad andre undersøgelser har vist, nemlig at folk ikke kigger så meget på deres egen pengepung, når de støtter op om velfærdsstaten. Det handler i højere grad om værdier og moral end egenkapital.«

Arbejde er ikke en sur pligt

Vi ved en hel masse, men det bliver ikke brugt.

Professor Jørgen Goul Andersen

Forskerne bag studiet har selv flere bud på, hvorfor vi i Norden har så stor arbejdslyst, når vi samtidig også har høje velfærdsydelser.

»Der kan muligvis opstå en gensidighedsfølelse mellem stat og individ, hvor den enkelte føler, at det er hans eller hendes moralske pligt at arbejde, for at tilbagebetale statens generøsitet. På den måde avler generøsitet fra statens side en gensidighedsfølelse,« foreslår Kjetil A. van der Wel og går videre:

»Arbejdet er også i mindre grad en pligt for danskere og nordmænd. Hvis arbejdet ikke er en nødvendighed for at klare sig, bliver arbejdet i højere grad en arena for livsudfoldelse og selvrealisering. Det bliver en del af vores identitet frem for en sur pligt, og derfor også noget vi har mere lyst til. Det er måske det vi højere grad ser i det generøse velfærdsstater.«

Det kan Jørgen Goul Andersen skrive under på.

»Vi arbejder mere af lyst end af nød, i forhold til hvad man gjorde for 100 år siden. Værdierne har ændret sig og arbejdsengagementet er steget. Der er nærmest sket en eksplosion i hvor meget folk er blevet engageret i deres arbejde de seneste 30 år. Arbejdet er ikke længere et nødvendigt onde, men vældig integreret del af livet. Det er blevet en måde at realisere sig selv på og skabe nye sociale relationer. Vi arbejder også, fordi det gør os til en del af et fællesskab, og fordi det er en del af vores identitet. Vi knytter andre sociale relationer på arbejdet, og det betyder i høj grad noget for os,« siger Jørgen Goul Andersen.

Politikere overser viden

Politikere lytter ikke nok til forskningen og hænger sig for meget i stramme op på ydelserne, mener Jørgen Goul Andersen.

»Vi ved en helt masse, men det bliver ikke brugt. Vi har bunker af viden og lange rapporter fra Danmark og de øvrige nordiske lande omkring beskæftigelse. Vi har lavet store forskningsoversigter på politikernes ønske, men alligevel hænger politikerne sig alene i det økonomiske incitament. De er nærmest besatte af at skrue på det økonomiske incitament, og overser de andre faktorer, der virkelig giver motivation, så som socialt netværk. De overser også de barrierer, der forhindrer arbejdsløse i at få beskæftigelse,« siger Jørgen Goul Andersen og fremhæver, at forskningen viser, at investering i at give folk oplevelser på jobmarkedet gennem aktivering er en af de bedste veje til at motivere folk til at arbejde.

Vi har spurgt Venstre, Liberal Alliance og de Radikale Venstre, hvordan de forholder sig til den nye forskning, men de har i første omgang afvist at kommentere eller er ikke vendt tilbage. Artiklen vil blive opdateret løbende med deres svar, hvis de vender tilbage med kommentarer.