Da Hans Jonathan var helt lille, rejste Ludvig Heinrich Ernst von Schimmelmann og hans kone Henrietta Catharina fra St. Croix til København. Med sig havde de Hans Jonathans mor, Emilie Regina, men ikke hendes børn.
Først 3-4 år senere blev der sendt bud efter Hans Jonathan (men ikke hans lillesøster) og en kusine. Han voksede op hos familien Schimmelmann i Amaliegade 23, og sammen med familien Schimmelmanns børn har han sandsynligvis modtaget undervisning. Han talte i hvert fald flere sprog og kunne desuden både læse, skrive, regne og spille musik.
I 1801, i en alder af bare 17 år, fulgte han den danske konges opfordring og lod sig hverve til flåden for at forsvare kongen og det styre, der profiterede af slavegørelsen af både ham selv og hans mor.
Hans indsats i Slaget på Reden var heroisk, og efterfølgende slog han sig ned i København i overbevisningen om, at han nu var en fri mand. Men han tog fejl.
Generalmajorinden contra Mulatten
Julen nærmede sig, og det var koldt i København. Sort røg fra kulfyrede komfurer hang lavt over byen og blandede sig med stanken fra de åbne kloakker.
Hans Jonathan havde tilbragt 11 dage i byens arrest i kælderen under det daværende rådhus, som lå på hjørnet af Gammeltorv og Nytorv, da to retsmedarbejdere, Jensen og Andersen, foreviste ham stævningen, som var en kopi af Generalmajorinde Henrietta Cathrina von Schimmelmanns søgsmål.
De fortalte ham, at hun havde til hensigt at bekræfte sit ejerskab over ham, hvorefter hun ville sende ham tilbage til Vestindien.
Han skulle fremstilles i retten en uge senere, 21. december 1801 klokken 9 om morgenen, og her ville man så fremlægge yderligere beviser.
Hans Jonathan fik en beskikket advokat
På selve dagen mødte Henrietta Cathrina von Schimmelmanns smart klædte advokat, N.C. Bierring, op i byretten på Østergade 52 for at indgive enkefru Schimmelmanns klage mod Hans Jonathan:
»Da det de facto ved Hans Jonathans forklaring er oplyst, at han er Citantindens Slave, og som en Følge deraf hendes Ejendom, efterdi han er født paa hendes Plantage paa St. Croix i America, af hendes Negerinde Emilia Regina, saa behøver jeg ikke de jure at docere hendes Ret til at disponere over ham i Overeensstemmelse med Lovene, eller til at sende ham hvorhen hun vil …
Hvad i Øvrigt den paaberaabte Friegivelse af H:K:H: Kronprindsen angaaer, da viser det alleene denne Drengs Dumdristighed i at sige Usandhed …. Min Paastand og Irettesættelse bliver derfor: … at Citantinden vorder kiendt berettiget til at lade Hans Jonathan, som sin Slave og Eiendom, bortføre til Vestindien, eller andensteds. Og saaledes indlades Sagen.«
Hans Jonathan har måske vidst et og andet om lovgivningen vedrørende slaveriet, men han havde ikke råd til selv at hyre en advokat, hvorfor han blev tildelt en beskikket advokat og sagen udsat til 4. januar 1802.
Sagsnummer 356/1801 ligger hos Rigsarkivet
Retssagen begyndte som planlagt 4. januar 1802, men den trak ud i 4 måneder – 4 måneder fyldt med ritualer, procedurer og vidneforklaringer. Og det var tydeligt, at visse af sagens parter var mere lige for loven end andre.
Tilsyneladende var Henrietta Cathrina von Schimmelmann på intet tidspunkt til stede under retssagen. Hendes advokat, N.C. Bierring, repræsenterede hende, og det var nok. Hun bad ham bruge alle lovlige midler for at sikre hendes ejendomsret.
Retssagens akter kan man finde på Rigsarkivet i København. De er sorteret efter størrelse og opbevaret i kasser, som er fordelt på forskellige adresser rundt om i København for at udnytte pladsen optimalt.
Og der er ikke megen plads at sprede sig over – emnet får uvægerligt en til at tænke på lastrummene i fordums tiders slaveskibe – men ikke desto mindre er papirerne fra retssagen nogle af de vigtigste dokumenter, vi har om Hans Jonathan. Og om Danmark under slavetiden.
De dusinvis af papirer i nydelig gotisk håndskrift fortæller detaljeret om sagens omdrejningspunkt og om hans oprindelse. Hvert eneste dokument er dateret og bevidnet efter alle lovens forskrifter. Man har sågar noteret skrivernes betaling: En halv rigsdaler eller 25 skilling.
Hans Jonathans advokat brugte tynde argumenter
Hans Jonathans beskikkede advokat, Beyer (hans fulde navne fremgår ikke af dokumenterne), indledte med fremlæggelsen af en lang skriftlig indsigelse mod Henrietta Cathrina von Schimmelmanns krav:
\ Manden som stjal sig selv
Biografien ‘Hans Jonathan, Manden som stjal sig selv’ udkom 24. marts 2017 på forlaget Rebel With a Cause og kan købes i samtlige danske boghandlere.
Hans Jonathans korte liv er omdrejnings-punktet for en fortælling om dansk imperialisme, om handlen med slavegjorte arbejdere, om det danske retssystems syn på ejendomsretten over andre mennesker samt om nationalisme og nordatlantiske raceforhold i det 19. århundrede.
»Uden at afgive mig med nogen Undersøgelse om hvorvidt den formodentlig adelige Citantindes Forhold i denne Sag kan henregnes blant ædle eller uædle Handlinger … skal jeg blot indskrænke mig til at undersøge nærværende Sags egen Beskaffenhed.
Citantinden søger at erholde Dom for at indstevnte skal ansees som hendes Slave og Eyendom, saa at hun kan disponere over ham paa hvilken Maade hun lyster. Det har ikke behaget hende eller hendes Sagfører at paavise noget Sted i den danske Lovgivning som kunne hiemle en saadan Paastand, men ladet det blive ved i al Korthed, men ey Eenfoldighed, at sige at hendes Ret ikke behøvede at doceres, og hertil haver de formodentlig havt den gyldige Grund at de ikke har fundet noget til Styrke for Sagen i dette Riiges Love.
Maaske Paastanden skal grunde sig udi en i Marocco eller Algier gieldende Lov?«
Beyers sarkastiske tone har muligvis ikke hjulpet hans klient, og måske gik han lidt for langt, da han dernæst påstod, at Hans Jonathan ikke nødvendigvis var Emilia Reginas søn, eftersom han ikke selv med sikkerhed kunne attestere, hvem der havde født ham. Og var det ikke muligt, spurgte Beyer, at Hans Jonathan blev født, inden hans mor blev Henrietta Cathrina von Schimmelmanns ‘slave’?
Det var ikke verdens bedste argument.
Advokat Beyers bedste argument
Der var dog ét tilfælde, hvor Beyers argumentation ramte plet. Han og Bierring var blandt andet uenige om, hvorvidt Københavns politi havde afvist Henrietta Cathrina von Schimmelmanns oprindelige anmeldelse og nægtet at arrestere Hans Jonathan inden Slaget på Reden.
Beyer argumenterede, at det var politiets pligt at opklare tyverier og passe på folks ejendom:
»Havde Politiemesteren anseet Contra Citanten som Citantjndens Eyendom, saa maatte han have været hende behielpelig til at paagribe og tilbagelevere ham til sin Eyer, thi da skulle Contra Citanten jo have stiaalet sig selv fra Citantjnden, og det hører til Politiets Fag at Opdage og forhielpe en Eyer til Besiddelsen af sine frastiaalne Ting.«
Og hovedpointen i Beyers indledende argument var, at selv om man ifølge danskvestindisk lovgivning kunne eje mennesker, som var de kvæg – »en hund eller en hest eller lignende« – så var det ikke i overensstemmelse med dansk lovgivning.
Og, tilføjede han, Henrietta Cathrina von Schimmelmann havde selv indikeret, at Hans Jonathan ikke nødvendigvis var hendes ejendom, da hun indgav sit søgsmål og krævede, at han blev arresteret.
Beyer påpegede, at hun havde udtalt, at han »forlod hendes hus og tjeneste.« Han krævede derfor, at sagen blev afvist og Hans Jonathan frigivet.
Dommen over Hans Jonathan
Men sådan skulle det ikke gå.
31. maj mødte dommerne op i retsbygningen på hjørnet af Østergade og Pilestræde for at afsige dom. Hans Jonathan var også til stede og afventede deres afgørelse af sin videre skæbne. Dommen lød:
»Thi kendes for Ret: Hoved-Citantinden General-Majorinde Henrietta de Schimmelmann bore være berettiget til femten Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven, at bortføre Contra- Citanten Mulat Hans Jonathan, som sin Slave, til Vestindien, og bør den ifølge Hoved-Citantindens Reqvisition af 3die December forrige Aar under samme Dato paa Contra-Citantens Person effectuerede Arrest, som lovlig, ved Magt at stande.
Selv om dommerne muligvis ikke var helt enige om grundlaget, var de i hvert fald enige om udfaldet:
I henhold til danskvestindisk lovgivning var Hans Jonathan Henrietta Cathrina von Schimmelmanns ejendom fra fødslen af. Anholdelsen var derfor lovlig, og hans ejer var i sin fulde ret til at sende ham tilbage til Caribien og sælge ham der.
