Halvandet år i helvedes forgård
ØJENVIDNE: 79-årige Salle Fischermann er én af de få danske overlevende, der er tilbage til at fortælle om Holocaust og om tiden som kz-fange.

Salle Fischermann blev i april 1945 reddet af 'De Hvide Busser', som under ledelse af den svenske greve Folke Bernadotte i slutningen af Anden Verdenskrig hjembragte nordiske fanger fra tyske koncentrationslejre. (Foto: Anne Trap-Lind)

Der er kun få tilbage, der deler historie med Salle Fischermann. Som 13-årig blev han i 1943 under Tysklands besættelse af Danmark sendt til koncentrationslejren Theresienstadt i Tjekkiet, fordi han var dansk jøde.

De sidste ti år har han mærket, at gruppen af overlevende fra Hitlers koncentrations- og udryddelseslejre er skrumpet gevaldigt ind.

Historien sletter sine spor, og snart vil det ikke længere være muligt at få øjenvidneberetninger om Anden Verdenskrig. Derfor bruger Salle Fischermann en stor del af sit liv til at holde foredrag om sine oplevelser - senest på Det Humanistiske Fakultet på Københavns Universitet. Her er han i anledning af mindedagen for Holocaust og andre folkedrab blevet sat stævne af 300 gymnasieelever, og ikke én mobiltast bliver rørt, mens Salle Fischermann fortæller sin historie.

Familien splittet

Når man hører Salle Fischermann fortælle, visker ordene årene væk, og man følger med ham tilbage til livet i koncentrationslejren. Til de 18 mest forfærdelige måneder af hans liv.

»Den 2. oktober 1943 bankede det på vores dør - det var danske SS-mænd. Vi troede, det var min far, de var ude efter, og det lykkedes ham at flygte via altanen. Men det viste sig, at de var kommet for at tage os alle sammen med. To af mine større søskende var ikke hjemme, så de førte min mor, mine tre andre søskende og mig med. Jeg så aldrig min far og storebror igen«, fortæller Salle Fischermann.

Salle Fischermanns far og storebror druknede senere på flugten mod Sverige. I koncentrationslejren kæmpede hans mor for børnenes overlevelse, mens hun samtidig selv havde hårdt fysisk arbejde i lejren.

Arbeit macht frei...

Theresienstadt ligger 60 kilometer nord for Prag og er i dag en by med ca. 3.000 indbyggere. Byens historie går tilbage til slutningen af 1700-tallet, hvor det østrigske kejserrige byggede et fort og en garnisonsby ved floden Eger. I 1940 blev Theresienstadt overtaget af det hemmelige politi Gestapo, som gjorde fortet til et fængsel. Året efter blev garnisonsbyen lavet om til en indhegnet ghetto for jøder.

Som Salle Fischermann fortæller:

»Theresienstadt var ikke en udryddelseslejr som f.eks. Auschwitz og Treblinka med gaskamre, men en arbejdslejr, hvor man enten arbejdede, døde af sult eller sygdom eller blev deporteret videre til én af udryddelseslejrene. Det paradoksale var, at det var en lejr for jøder, men mange i lejren anede slet ikke, at de var jøder. Der var endda et par stykker af fangerne, der faktisk troede på Hitlers projekt og mente, at de var havnet i lejren ved en fejl!«

Det nazistiske slogan 'Arbeit macht frei', der stod ved indgangen til flere af koncentrationslejrene, bliver sat i perspektiv, når man ser på de menneskelige statistikker fra lejren. I løbet af krigen blev der sendt omkring 144.000 jøder til Theresienstadt. Af dem døde cirka en fjerdedel i lejren, hovedsagelig af sult og sygdom, mens ca. 88.000 blev deporteret til Auschwitz eller andre udryddelseslejre. Ved krigens slutning var der 19.000 overlevende i lejren.

Transporteret til udryddelse

Det er en underdrivelse, når Salle Fischermann siger, at livet i lejren ikke altid var lige sjovt. Han så udhungrede og døde mennesker hver dag, men selv om det var barsk, er det ikke dét, der har givet ham de dybeste ar på sjælen.

»Det værste var transporterne. Når vi kunne høre toget komme ind, og vi bagefter skulle hjælpe medfanger op i vognene - kreaturvogne der skulle fragte dem til udryddelse i Auschwitz. Hvor paradoksalt at hjælpe folk til udryddelse! Jeg glemmer aldrig lyden af det tog«, gyser Salle Fischermann.

Nazisternes erklæring til kz-fanger i bl.a. Theresienstadt (billedet) om, at arbejde ville gøre dem fri, var den rene løgn. (Foto: NielsB)

Selvom Salle Fischermann tilbragte halvandet år i helvedes forgård (med Auschwitz som den lukkede baggård på den anden side af grænsen til Polen), var han ikke bange for at dø.

»Det lyder måske mærkeligt, men jeg vidste hele tiden, at jeg ikke skulle dø i lejren. Det skyldes nok både, at man som teenager tror, at man selv er udødelig, og at jeg havde et stærkt overlevelsesinstinkt, fortæller Salle Fischermann.

En dag hjalp han en medfange med at smugle insulin ind i lejren, hvilket medførte, at han skulle liste lige forbi tre tyske SS-officerer:

»Dengang syntes jeg bare, det var spændende. Jeg var kun en dreng og tænkte slet ikke på konsekvenserne. Siden har jeg ofte haft mareridt om, hvad der ville have været sket, hvis jeg var blevet opdaget.«

Konstant sult og kløe

En barak i Theresienstadt, som den ser ud i dag - uden lus og lopper. (Foto: NielsB)

At Salle Fischermann ikke døde i lejren, skyldtes ikke ungdommeligt vovemod, men hjælp hjemmefra.

»Kosten bestod af sort vand, som de kaldte kaffe, til morgenmad og en portion suppe lavet af kartoffelskræller og et lille stykke brød til middagsmad. Hver tredje dag fik vi et lille stykke tørt rugbrød ekstra. Mange fik diarré og døde. At jeg er i live i dag, kan jeg takke de pakker med mad, vi fik fra Dansk Røde Kors. Uden pakkerne havde vi ikke overlevet. Som danskere var vi uden tvivl de mest privilegerede i lejren«, fortæller han.

I lejren var der ubeskriveligt uhumsk, og Salle Fischermann forklarer, at der var så mange lus og lopper, at tyskerne var nødt til at gasse barakkerne:

»Når vi så kom ind igen, var der sort af døde lus og lopper. Så var problemet mindre i en periode, men efter et par uger kløede vores kroppe igen konstant af de mange bid. Mange døde af betændelse efter at være blevet bidt over hele kroppen, fordi sårene ikke blev behandlet.«

Den enes brød - den andens nød

Salle Fischermann og hans familie var ikke de eneste danskere, der endte i Theresienstadt. I 1943 blev næsten 500 danske jøder og udenlandske jøder, der var flygtet til Danmark, sendt til lejren.

Det lykkedes den danske regering at overtale tyskerne til at lade Røde Kors komme og besøge lejren for at sikre, at fangerne blev behandlet ordentligt. Men Salle Fischermann fortæller, hvordan tyskerne gjorde de gode intentioner til slet spil og endda brugte skuespillere for at overbevise Røde Kors om, at alt var fryd og gammen.

Mindesten for de døde i Theresienstadt ved indgangen til kz-lejren. (Foto: Bart Derksen)

»De delegerede så hvidkalkede mure, legende, sunde børn, familier ved middagsbordene og smilende mennesker. Men virkeligheden var en ganske anden. Først sendte tyskerne en stor del af fangerne til Auschwitz, så lejren ikke virkede så overfyldt, og så malede de hele byen som en kulisse. Det undrer mig stadig, at de delegerede faldt for det og ikke gik bag facaden. Nazisterne havde truet os til at spille tilfredse - sagde man ufordelagtige ting om Theresienstadt, blev man sendt 'i transport'. Og efter optagelserne blev flere af skuespillerne og instruktøren deporteret til Auschwitz og dræbt i gaskammeret.«

Ikke engang de døde fik fred

Mens Salle Fischermann var i koncentrationslejren, skulle der optages en propagandafilm, der skulle vise Røde Kors og resten af verden, hvor godt jøderne havde det i Det Tredje Rige.

Filmen viser legende sunde børn, en køkkenhave, fodboldkampe og mennesker, der smilende passer deres arbejde. Salle Fischermann blev sat til at slæbe udstyr til filmoptagelserne og har siden da ved hjælp af både film og foredrag brugt energi på at få folk til at se bag de idylliske kulisser på denne propagandafilm og få indblik i, hvordan det i virkeligheden var at være kz-fange.

Noget af det, der har brændt sig fast på Salle Fischermann nethinde er, at lederne af lejren op til krigens afslutning forsøgte at kamuflere de høje dødstal ved at få de døde til at forsvinde.

»Vi blev sat til at lave en lang menneskekæde ned til floden for at tømme pap-urner med aske fra de mennesker, der var døde under deres ophold i kz-lejren. Der var navne på urnerne, så mødre var nødt til at sende deres børns urner videre. Det var ikke nok, at de var grusomme ved de levende. Selv ikke de døde kunne de lade være i fred. Det var umenneskeligt.«

Lavet i samarbejde med Det Humanistiske Fakultet, Københavns Universitet.

Lyt på Videnskab.dk!

Hver uge laver vi digital radio, der udkommer i form af en podcast, hvor vi går i dybden med aktuelle emner fra forskningens verden. Du kan lytte til den nyeste podcast i afspilleren herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Har du en iPhone eller iPad, kan du finde vores podcasts i iTunes og afspille dem i Apples podcast app. Bruger du Android, kan du med fordel bruge SoundClouds app.
Du kan se alle vores podcast-artikler her eller se hele playlisten på SoundCloud