Gerningsmænd væmmes ved egne myrderier

Der er utallige eksempler på soldater, der har grædt, kastet op eller skidt i bukserne, når de har myrdet eller overværet myrderier på civile. Nogle lider efterfølgende af PTSD (posttraumatisk belastningsreaktion), ligesom deres ofre.

Spørgsmålet er, hvordan vi skal forstå de fysiske reaktioner. Det er jo soldaterne selv, der fører kniven– eller tænder for gassen. Er det fysiske ubehag et tegn på, at de et eller andet sted godt ved, at det de gør, er forkert?

Det kan vi ikke være sikre på, mener ph.d.-studerende Ditte Marie Munch-Hansen, som forsker i gerningsmænds og soldaters fysiske ubehag i konfrontationen med grusomheder. Hendesprojekt er at forstå sammenhængen mellem soldaternes fysiske ubehag og deres moral.

»Udgangspunktet for mit projekt er de empiriske situationer, hvor soldater bliver beordret til at begå forbrydelser mod civile. Nogle soldater oplever et så voldsomt fysisk ubehag, at de kaster op eller laver i bukserne. Det er det, jeg synes er mærkeligt. Hvad er det for en betydning vi skal tillægge de her situationer?« siger hun.

Fysisk afsky ligger dybt i mennesket

Majoren for Politibattalion 101 havde rystende stemme og tårer i øjnene, da han i 1942 gav sine soldater ordre til at nedskyde mænd, kvinder og børn i byen Josefow i Lublin. Mange af soldaterne græd under massakren, men ingen brød ind og forsøgte at stoppe blodbadet.

»Soldaternes fysiske reaktioner tyder på, at der er et eller andet dybtliggende forbud i mennesket, som kan være svært at fjerne. Det er måske noget mere eller mindre bevidst, der sidder i os fra førhen, men hvordan præcist det er kommet der, finder vi måske aldrig ud af,« siger Ditte Marie Munch-Hansen.

Også Anders Behring Breivik frygtede for sin egen reaktion på massakren på Utøya. Han skrev i sit manifest:

»Jeg er bange for, at den potentielle frygt jeg kan opleve under missionen, vil lamme mig eller resultere i mig, der ”skider i bukserne” så at sige« (s. 1344).

De fysiske reaktioner bunder imidlertid ikke nødvendigvis i en erkendelse af, at deres handlinger er forkerte:

»Det er mere tricky, om det er fordi, de her mennesker har en moralsk sans. Det er svært at sige, om Breivik ville have ladet være med at udføre massakren, hvis han ikke havde dulmet sig med alle mulige stoffer. Hvis hele det her forsvarsværk ikke havde virket, ville han så have haft dårlig samvittighed?« spørger hun.

Alex DeLarge blev ikke et bedre menneske

I Stanley Kubricks film ”A Clockwork Orange” gennemgår hovedpersonen Alex DeLarge en psykiatrisk behandling, hvor han gennem stimuli og respons lærer at få kvalme, når han oplever vold og myrderier.

»En af pointerne i filmen kunne være, at det ikke kun er den fysiske afsky, der er afgørende for menneskets moral. Han er jo ked af, at han ikke kan myrde og voldtage mere. Han er ikke blevet et bedre menneske sådan rent dannelsesmæssigt,« siger Ditte Marie Munch-Hansen.

Hvis en soldat kaster op ved synet af et gaskammer under Anden Verdenskrig, men derudover ikke har noget problem med gaskamre, og måske endda betragter sin fysiske afsky som en svaghed, er det svært at afgøre, hvad hans fysiske ubehag kommer af:

»Hvem siger, at de ikke kaster op af en hel anden grund, for eksempel fordi de ikke kan holde ud at se blod, eller fordi der lugter rigtigt dårligt?« spørger hun og fortsætter:

»Vi skal også huske på, at der er mange personer, der ikke føler det her ubehag, og som uden større problemer bliver trænet til de her situationer. Mange lærer faktisk at elske at torturere og myrde civile. Selv de som oprindeligt følte et fysisk ubehag.«

Moral er både fornuft og følelse

Den overordnede diskussion er, om det er fornuften eller følelsen, der er afgørende for at forstå, at noget er forkert.

Ifølge Ditte Marie Munch-Hansen er vores sunde fornuft mindst lige så afgørende for den moralske dom som den fysiske følelse. I mange situationer kan man godt tænke sig til, hvad der er rigtigt og forkert uden at føle det fysisk i kroppen.

»De fleste ved godt, hvad der er rigtigt og forkert, når man taler om store moralske spørgsmål, for eksempel om man må slå uskyldige ihjel,« siger hun og fortsætter:

»Når man for eksempel besøger en koncentrationslejr, kan man ikke gå rundt og føle grusomheden i kroppen hele tiden. Nogen gange bryder man måske sammen i voldsom gråd. Men andre gange går man måske bare rundt og tænker: puha, hvor er det grusomt, men jeg er faktisk også rigtig sulten.«

Den fysiske afsky kan guide os i svære moralske situationer, men den er hverken nødvendig eller tilstrækkeligt for at fælde en moralsk dom. Og man kan ikke konkludere, at de soldater og gerningsmænd, som har kastet op eller grædt under nedslagtningen af andre mennesker, er mere moralske, end dem som ikke har følt nogen fysisk afsky.