SPOILER ALERT! Denne artikel indeholder afslørende informationer om handlingen i Game of Thrones til og med sæson 7.
»En klog mand fortalte mig engang: 'Vi slutter fred med vores fjender, ikke vores venner'« lyder det fra Tyrion Lannister i tv-serien 'Game of Thrones'.
Seriens trofaste seere nyder dramaet og intrigerne, der følger i kølvandet på magtkampene for kontrollen over Westeros' Syv Kongedømmer.
Men med udsigt til en dødelig krig mellem de stridende familier kan man spørge sig selv, om der mon ikke findes en bedre metode til konfliktløsning på det fiktive kontinent.
Krigen rejser sig truende i horisonten
\ Historien kort
- Magtkampene i 'Game of Thrones' kan analyseres gennem moderne konfliktanalyse.
- Eksempelvis kan man ved hjælp af forhandlingsteknikken BATNA sige, at kamp og konflikt fortsat er den bedste strategi for de stridende parter.
- Men er der alligevel en sandsynlighed for fremtidig fredsforhandling på det fiktive kontinent?
Voldelig konflikt ses af nogle som en rationel proces med sekvensvise kamprunder, hvor de forskellige ledere ved hver etape afvejer alle omkostninger og fordele ved deres strategier.
I Westeros stiger omkostningerne. Antallet af dødsofre og sårede er allerede enormt, krigens økonomiske omkostninger er stigende, og 'vinteren er omsider kommet' i sæson syv.
Alligevel er det fortsat krig og ikke fred, der rejser sig truende i horisonten.
Før vi forklarer, hvordan det kan være, vil vi forklare den større sammenhæng.
Konfliktkortlægning af magtkampe i 'Game of Thrones'
Der er forviklinger, som konfliktkortlægning ikke kan fange, men kortlægningen kan alligevel illustrere, hvordan de tre hovedgrupperinger er opstået, nemlig husene Targaryen, Stark og Lannister.
De tre huse eller slægter har konkurrerende positioner, holdninger og interesser, der afgør, hvor villige de er til at deltage i et fredstopmøde.
Ét af konflikthåndteringens vigtigste begreber er forhandlingsteknikken BATNA (Best Alternative to a Negotiated Agreement - 'bedste alternativ til en forhandlet aftale', red.)
Styrken af en BATNA er tæt forbundet med forholdene på slagmarken, hvilket igen afspejler hver deltagers forhandlingspositions potentielle styrke og vilje til at opnå fred.
Aktører med svagere BATNA har mindre forhandlingskraft, men er også mere tilbøjelige til at ville forhandle.
Kamp og konflikt er stadig den bedste BATNA
På trods af de meget store omkostninger er kamp og konflikt stadig alle Game of Thrones-grupperingernes 'bedste alternativ til en forhandlet aftale'.
Stark-alliancens BATNA er svagere end de andres, fordi de står i første række til at opleve vinterens ekstreme forhold, og fordi de står over for en konflikt med de hvide vandrere, hvilket muligvis vil tvinge dem til at udkæmpe krig på to fronter.
Huset Targaryen lader stadig til at have et militært overtag og stå i den mest fordelagtige position med en hær bestående af de veltrænede 'Unsullied' og de tre drager.
Lannister-slægten har tabt terræn, men har stadig kontrol over hovedstaden, King’s Landing; de facto hovedstad for hele kontinentet Westeros og dets syv riger.
En alliance med Euron og hans stærke flåde ser nu ud til at være sikker.
Freden har også sine omkostninger
Krig er bekostelig, men fredsforhandlinger er bestemt heller ikke gratis.
Ved at søge fred risikerer man at signalere svaghed - enten militær svaghed eller manglende viljestyrke. Herskerne - i dette tilfælde Huset Lannister - har mest at miste med hensyn til omdømme ved at søge fred.
Et kompromisforslag kan blive opfattet som svaghed, hvilket kun vil opmuntre de øvrige stridende partner til at forfølge en militær sejr.
De involverede i konflikten deler desuden det problem, at de samtidig skal behage deres undersåtter. Selv i Westeros' autokratiske regimer, hvor magten er samlet hos én person, er man nød til at have folket med sig.
Det er især gældende, når begreber som magt og styrke (der er underlagt traditionelle kønrolleforestillinger og anses som maskuline egenskaber) betragtes som værende afgørende for evnen til at forvare sit hus - uanset om lederen af huset er en kvinde eller en mand.
\ Læs mere
Forhandlingsvillighed kan være dødbringende
Vilje til at forhandle eller samarbejde kan således føre til, at der sættes spørgsmålstegn ved evnen til at lede. Det er henrettelsen af Doran Martell et perfekt eksempel på.
Efterstræbelse af fred kan også fremmedgøre vigtige undersåtter, hvilket kan føre til, at grupperingerne splittes for at undgå kompromis.
Det stod Jon Snow ansigt til ansigt med, efter at han havde indgået en aftale med vildningerne. Det kostede ham sit (første) liv.
Det store antal stridende grupper, der er involveret i konflikten, er endnu en hindring for freden.
Gruppefragmentering komplicerer beslutningsprocessen ved at øge antallet af positioner og interesser og skabe konstant skiftende alliancer.
\ Læs mere
De ekstreme holdninger vinder frem
Fragmentering opmuntrer også til overbud, hvor ekstreme holdninger overbyder moderate, og interne magtkampe mellem ledere, som konkurrerer om at opnå status over en fælles gruppe tilhængere.
Interne magtkampe er tydelige i hele Westeros, senest inden for Huset Greyjoy, hvilket komplicerer ethvert forsøg på at skabe fred.
Selvom problemerne kan overvindes, vil det historiske mønster med 'patronage rule' (hvor den herskende klasse belønner enkeltpersoner for deres støtte, red.), rivalisering og langvarige fejder mellem stridende huse føre til yderligere komplikationer.
Daenerys, Tyrell-slægten, den resterende Stark-slægt og Tyrion har alle grund til at hævne sig mod Cersei og Huset Lannister.
Den 'patronage rule', der eksisterer i Westeros, giver alle parter stærke incitamenter til at kæmpe videre - enten for at opretholde politisk magt af frygt for fremtidig marginalisering (Huset Lannister) eller at vælte et uretfærdigt system (de andre huse).
Historiske rivaliseringer begrænser muligheden for, at tillid kan udvikle sig.
Det betyder, at selv hvis alle parter opnåede enighed, ville de sandsynligvis ikke stole på de andres tilsagn om at opfylde målet. Hvis flere huse eksempelvis skal dele magten, hvem kan så garantere, at en fraktion ikke vil forsøge at opnå magt gennem et kup eller bruge tronens institutioner til at få kontrol?
Udsigt til fred?
Det antages ofte, at en konflikt skal nå et dødvande, der er skadelig for begge parter, før situationen er 'moden' til forhandlinger.
Selvom Westeros-konfliktens omkostninger er steget år for år, er de ikke ligeligt fordelt.
Jon Snows koalition blev næsten tilintetgjort ved Battle of the Bastards og har brug for yderligere tropper og forsyninger.
Huset Lannister mistede mange mænd i De Fem Kongers Krig og er yderligere presset af felttoget, der skulle vinde Riverrun tilbage fra Blackfish.
Forhandlinger eller fortsat krigsførelse?
\ ForskerZonen
Denne artikel er en del af ForskerZonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
ForskerZonen er støttet af Lundbeckfonden.
Daenerys Targaryen lader stadig til at være den mest magtfulde - selv efter hendes allieredes flåde blev tilintetgjort - men hun har brug for at konsolidere adskillige alliancer for at blive betragtet som en Westerosi og ikke en 'fremmed erobrer' fra den anden side af Narrow Sea.
Et fredstopmøde vil derfor afhænge af Daenerys strategiske beslutning om, hvorvidt hendes interesser kan sikres bedst gennem forhandlinger eller fortsat krigsførelse.
Med andre ord: selvom det er usandsynligt, at et fredstopmøde vil finde sted, er det højst sandsynligt de forhandlede alliancer, der kommer til at afgøre, hvem der bliver den næste kronede hersker af Westros.
Daniel Kirkpatrick, Luke Abbs og Robert Ulrich Nagel hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
