Alle forældre kender scenariet: Du og dit barn er ude, men barnet græder og vil hjem. Du løfter barnet op i dine arme for at trøste, og for at det hele skal gå lidt hurtigere.
Men det er trættende at bære et barn, og der er lang vej hjem - alligevel kan du ikke stoppe.
Forestil dig nu en glat, mudret overflade og glubske, sultne rovdyr på spring omkring dig.
Det er historien, som den længste række af fossile fodspor, der er fundet i verden, fortæller os.
Fodsporene er bemærkelsesværdige
Det var et internationalt hold i fællesskab med National Park Service, der opdagede sporene i White Sands National Park i New Mexico, USA.
Deres nye fund er publiceret i tidsskriftet Quaternary Science Reviews.
Fodsporene blev opdaget i et udtørret sø, en såkaldt 'playa', med bogstaveligt talt flere hundredtusinde fodaftryk fra slutningen af den sidste istid (for omkring 11.550 år siden) til før omkring 13.000 år siden.
I modsætning til mange andre kendte spor er linjen af spor bemærkelsesværdig lang - mindst 1,5 kilometer - og den er snorlige.
Hverken slingrede eller gik svinkeærinder
Personen slingrede ikke eller gik svinkeærinder. Og endnu mere bemærkelsesværdigt: Personen fulgte i sine egne spor på vejen tilbage et par timer senere.
Hvert eneste fodspor fortæller en historie: Et hop for at undgå en vandpyt, et vrik på foden på den våde jord, som var glat af mudder.
De to personer bevægede sig i rask gang, hvilken var udmattende. Vores estimat lyder, at de gik mere end 1,7 meter i sekundet. Til sammenligning er en behagelig gåhastighed cirka 1,2 til 1,5 meter i sekundet på en flad, tør overflade.
Fodsporene, som er ret små, blev formentlig sat af en kvinde eller måske en ung mand.
Børnefodspor vidner om en svær rejse
Flere steder på udrejsen observerede vi en række små børnefodspor, hvor den voksne har sat det lille barn ned - måske for at flytte barnet fra den ene hofte til den anden eller for lige at holde en lille pause.
At dømme efter størrelsen på børnefodaftrykket er der tale om et lille barn på omkring to år eller lidt yngre. Barnet blev båret på vejen ud, men ikke på tilbageturen.
Vi ser evidens for, at barnet blev båret, i fodsporenes facon.
De er bredere som følge af belastningen, med mere varieret morfologi, ofte med en karakteristisk 'bananfacon' forårsaget af en udadgående rotation af foden.
På hjemrejsen er fodsporene mindre varierede i facon og har en smallere form. Vi går endda så langt som at formode, at jordoverfladen muligvis er tørret en smule mellem udrejsen og hjemrejsen.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra Lundbeckfonden. Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af Lundbeckfonden. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
Også spor fra mange farlige rovdyr
Den udtørrede sø var hjem for mange nu uddøde dyr i istiden.
Måske blev de jaget til udryddelse af mennesket, måske ikke, men dyresporerne hjælper os med at datere menneskefodsporene.
Vi fandt spor efter mammutter, gigantiske dovendyr, sabelkatte, forhistoriske ulve, bisoner og kameler.
Vi har tidligere produceret aftryk-evidens for, hvordan dyrene blev jagtet.
Hvad mere er, endnu ikke-publiceret forskning fortæller om børn, der leger i vandpytter dannet i fodsporene efter kæmpe dovendyr, og som hopper og springer rundt mellem spor efter mammutter, jagt og slagtning.
Menneskespor og dyrespor krydser hinanden
På et tidspunkt mellem udrejsen og hjemrejsen krydsede et dovendyr og en mammut menneskefodsporene, og på hjemrejsen krydser menneskefodsporene dyrenes fodspor.
Dovendyrets fodspor viser tegn på, at dyret var bevidst om menneskets tilstedeværelse.
Da dyret nærmede sig rækken af fodspor, lader det til, at den stillede sig på bagbenene for at fange lugten af menneskene.
Så faldt den atter ned på alle fire, trampede hen over menneskefodsporene og luskede væk. Den fornemmede fare.
Mammutsporene krydser derimod menneskesporene uden tøven. Fodsporene er sat en stor tyr, og der er ingen slinger i valsen. Den bemærkede formentlig slet ikke menneskenes tilstedeværelse.
Sporene afslører en historie
Rækken af fodspor fortæller en bemærkelsesværdig historie.
Hvad lavede personen midt ude på playa'en alene og med et barn? Hvorfor havde de så travlt?
Sporene afslører klart en social organisering. De vidste, hvor de skulle hen, og de var sikre på, at de ville blive taget godt imod.
Var barnet sygt? Skulle det tilbage til sin mor? Blev det uvejr, som fangede mor og barn midt ude på playa'en?
Det får vi nok aldrig vide. Men hvad, vi kan sige næsten med sikkerhed, er, at kvinden sandsynligvis har følt sig skræmt i det fjendtlige landskab. Alligevel var hun parat til at tage af sted.
Så næste gang du står med et træt, modvilligt barn, og der stadig er et stykke vej hjem, så husk på, at det hverken er første eller sidste gang, det sker, og at selv forhistoriske forældre har stået i denne situation.
Matthew Robert Bennett modtager støtte fra UK Natural Environment Research Council. Sally Christine Reynolds hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
