Det var en øjenåbner for professor i evolutionsstudier Peter Kjærgaard, da han sammen med kollegaer fra Aarhus Universitet åbnede webarkivet darwinarkivet.dk.
Danskerne tørstede nemlig efter at høre mere om Darwin, og det satte for alvor gang i forskerens lyst til at formidle. Det fortæller professoren om i Videnskab.dk’s nye lærebog til forskere og andre fagfolk. Bogen med navnet ’Slip din viden løs’ giver dig de bedste tips til, hvordan man bedst formidler fagligt tungt stof til en bred målgruppe.
Peter C. Kjærgaard er ansat på Institut for Kultur og Samfund, Aarhus Universitet. Han er ikke kun initiativtager til darwinarkivet.dk men også evolution.dk. Professoren modtog i 2007 H.O. Lange-prisen, som bliver uddelt af Det Kongelige Bibliotek til personer, som har ydet en særlig indsats for forskningsformidling.
Hvordan kom du i gang med at formidle din forskning til offentligheden?
»Det var en afgørende begivenhed for mig, da vi i 2006 lancerede den digitale udgave af Darwins skrifter. Det fik en enorm folkelig gennemslagskraft, som vi slet ikke havde regnet med. Besøgstallene på sitet eksploderede, og vi blev inviteret i morgen-tv for at fortælle om Darwin.«
»Vi opdagede i forbindelse med den store interesse, at det var utilstrækkeligt, at vi kun havde lagt skrifterne på. Der var så mange spørgsmål og myter, som alle fra folkeskoleelever til pensionister ville have svar på. Det behov ville vi gerne komme i møde, og det har vi så arbejdet med siden. Så det, der startede som et digitalt arkiv, blev til så meget mere.«
Tænker du på, hvordan dine forskerkollegaer opfatter det, du formidler?
»Jeg tror, man i forskningsverdenen tidligere har set en lille smule ned på folk, der formidler i det offentlige rum. At der var et modsætningsforhold mellem at være en dygtig forsker og en dygtig formidler. Men det, tror jeg, har ændret sig for de flestes vedkommende. Når man er fagligt dygtig og brænder for sit fag, bør man i øvrigt ikke være bange for, at ens forskningskollegaer tænker noget negativt, når man formidler.«
»Kærligheden til det fag, som vi bruger en stor del af vores liv på, skal have lov til at komme til udtryk i alle mulige sammenhænge – også som formidling. Det er vigtigt, at vi får publiceret den bedste forskning, vi kan, men det er også vigtigt, at vi fortæller om vores forskning.«
Hvordan afgør du, hvornår du skal give lidt køb på præcisionen i formidlingens tjeneste, og hvornår du skal holde fast i fagligheden?
»Det afgørende er, at man altid forsøger at møde sit publikum der, hvor de er. Det vil sige i en situation, de kender og i et sprog, de kender. Hvis du taler til forskningskollegaer, så er det i deres sprog, du taler. Men hvis du taler til skoleelever, så er det vigtigt, at man bruger billeder fra deres hverdag. Og det kan man sagtens gøre uden at give køb på fagligheden.«
»Det kan godt være, at jeg ikke kan bruge mine faglige termer, fordi de så vil overskygge det, jeg vil fortælle. Der må man tage nogle valg og afgøre, hvad der er vigtigt: At dine tilhørere lærer de her tre fagtermer, eller at de forstår grundproblematikken? Nogle gange kan de to ting godt kombineres. Andre gange kan de ikke.«
Hvad er dine bedste råd om formidling til andre forskere?
»Mit råd er: Lad være med at være bange for noget som helst i formidlingsverden eller forskningsverden. Kast dig ud i de største udfordringer!«
»Den største formidlingsudfordring, jeg har haft, var da jeg arbejdede på universitetet i Cambridge, og der var en videnskabsfestival i byen. Jeg blev inviteret ud til en 5. og 6. klasse i grundskolen for at fortælle om Darwin og menneskets oprindelse. Det var en kæmpe udfordring, hvor jeg skulle bruge alt, hvad jeg havde lært. Men da det lykkedes var belønningen også den største. «
Hvad får du selv ud af at formidle?
»Noget af det mest tilfredsstillende er, når man kan se, man har gjort en forskel. Det er noget, vi alle sammen gerne vil som forskere. Og når man kan se, at noget, vi har gjort eller fortalt om, får en betydning for mennesker uden for forskningsverden, er det en måde, hvor vi viser et værd blandt den befolkning, som er med til at betale for forskningen.«
